Modstanden kan man ikke knuse

EU vil pålægge platforme, der bringer forkerte oplysninger eller meninger drakoniske bøder (jeg skriver om det senere). Der er tale om tilkendegivelser, som strider mod verdensherskernes ”narrativ” – det betyder fortælling og ikke ”narretiv”, hvis formål et at narre de enfoldige til at tro på deres undertrykkere.

USA’s Dybe Stat og kamarillaen i Bruxelles har store planer om at eliminere enhver kritik af deres herredømme, men kan de bestemme, hvad folk tænker i deres stille sind? De kan tvinge os til at lade, som om vi tror på dem. De kan endog få os til at stemme på dem, fordi vi er dumme nok til at tro på deres forsikringer. Men det vil vise vise sig at være en kortsigtet strategi.

Hvis folk har det skidt, er det svært at overbevise dem om om, at de har det godt. Hvis de hver gang, de går uden for en dør, med egne øjne kan se, at de lever i et fremmed land, får magthaverne besvær med at forklare dem, at alt er i skønneste orden.

EU, WEF, OIC, aviserne, fjernsynet og cheferne for diverse digitale platforme kan med et fingerknips få enhver kritik til at forsvinde. Men det gør den ikke. Den går bare under jorden.

Og fra undergrunden må vi gribe til de samme metoder, som den danske modstandsbevægelse gjorde under krigen: Man organiserer sig, man gør modstand, så godt man kan, og først og fremmest: Man skaber er presse, som hverken islam, Mette Frederiksen, Klaus Schwab eller imamerne på Nørrebro kan kontrollere.

Det er på tide at genoplive duplikatoren, der satte modstandsbevægelsen i stand til at udsende nyheder, som gik fra hånd til hånd.

Og når alle duplikatorer er afsløret af EU-Stasi, og fordelerne af de forbudte skrifter sidder i lejr, holder modstanden ikke op.