Myten om det liberale Danmark (2023)

I Danmark er det en udbredt opfattelse, at problemer med overholdelse af retsstatens principper kun findes i de østeuropæiske EU-lande, primært i Polen og Ungarn. Problemer med overholdelse af retsstatens principper finder man imidlertid i hele EU. Denne rapport zoomer ind på det illiberale Danmark.

Det danske retssamfund på en illiberal glidebane

Ifølge tænketanken Justitias rapport fra jan. 2022 over retssikkerhedens tilstand i Danmark har myndighederne skruet ned for danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder på en lang række områder: retten til privatliv og persondatabeskyttelsen, ytringsfrihed og retten til at demonstrere, retten til retfærdig rettergang, retten til forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed samt virksomhedernes retssikkerhed.

Den demokratiske proces, lovgivningsprocessen og retssikkerheden i Danmark er udfordret dagligt. Medierne beretter om politiske og administrative beslutninger, som mangler lovgrundlag, og som sætter grundlovssikrede rettigheder ud af kraft. Lovgivning hastes igennem, uden at lovgiverne er klar over, hvad de tager stilling til, og hvor det er uklart, hvem præcis der træffer beslutningerne. Den samlede lovmængde er så stor, at hverken politikerne eller borgerne kan gennemskue den. Lovgivningen forskelsbehandler borgerne og indskrænker deres frihedsrettigheder.

Magtsyge politikere bryder grundloven

Selv om alle folketingsmedlemmer underskriver grundloven, når de træder ind på Christiansborg, ser magtsyge politikere og embedsmænd stort på grundlovens principper. Coronakrisen har afsløret, at den illiberale danske stat mangler en mekanisme, som sikrer respekt for grundloven. Tyskland har en forfatningsdomstol og USA har en højesteret, hvor dommere fortolker den amerikanske forfatning, hvilket sætter grænser for magtsyge politikere. I Danmark har traditionen været, at Justitsministeriet holdt regeringen og Folketinget på lovens dydige sti, og at oppositionen begrænsede regeringens udskejelser. Coronakrisen har afsløret, at det ikke er tilstrækkeligt.

Under coronaepidemien har den magtarrogante socialdemokratiske mindretalsregering forbrudt sig mod grundlovens paragraf 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, der kun kan brydes ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Og regeringens beslutning om at slagte minkerhvervet og lukke en hel region ned blev truffet uden at høre relevante aktører såsom Folketinget, arbejdsmarkedets parter, minkbranchen selv, landbrugets egne eksperter og forskere fra universiteter.

Samtidig frasagde Folketingets partier sig deres parlamentariske kontrol og gav sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke frie tøjler til at bekæmpe coronasmitten med alt fra forsamlingsforbud til tvangslukninger og tvangsvaccination. Den illiberale regering holdt Folketinget hen i uvidenhed og mørklagde grundlaget for sine beslutninger, så det var ekstremt svært for Folketinget at føre den kontrol, som det er sat i verden for at udføre.

Folketinget er sat fra bestalling

Landets førende juridiske eksperter i forvaltnings- og forfatningsret har i et forskningsprojekt afdækket, at magten til at udstede regler for danske borgere og virksomheder i stigende grad reelt ligger hos ministerier, styrelser og organisationer. Lovgivningsarbejdet foregår nu ikke i Folketinget, men primært i en lukket proces i ministerier, hvor politiske aftaler bliver indgået uden uafhængige og kritiske vurderinger af lovgivningens konsekvenser. Resultatet er, at politikerne ikke længere har overblik over de love og regler, der gælder i borgernes hverdag. ”Folketinget er på lange stræk sat fra bestilling. Magten siver fra de folkevalgte, og det er et alvorligt demokratisk problem”, siger Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i offentlig forvaltning ved Aarhus Universitet.

Lovarbejdet er hastigt og uigennemtænkt

Lovgivning i Danmark bliver hastefremlagt og vedtages uden at følge Folketingets normale tidsfrister og normer. Samtidig sætter regeringen rutinemæssigt lovgiverne under pres ved at udlevere rapporter og høringssvar alt for sent. Politikerne klager over tempoet i forvaltningen, korte frister til mødeindkaldelser, manglende tid til at sætte sig ind i komplekst materiale samt regeringens praksis med at tilrettelægge den politiske proces på en måde, der presser folketingspartierne til at blåstemple den fremlagte politik. Borgerne og berørte interesser bliver holdt udenfor ved at få ekstremt korte frister for høringssvar. Berørte grupper og borgere får kun få dages varsel til at skulle forholde sig til drastiske indgreb i deres frihed og hverdag og får reelt ikke muligheden for at komme med indvendinger.

Et eksempel er lov om loft over huslejer. Regeringen har i 2022 med et snævert flertal (rød blok) vedtaget et loft over huslejer i 160.000 private udlejningsboliger. Lovforslaget er blevet hastet igennem i et hæsblæsende tempo. Det blev udarbejdet med kun den mest nødtørftige forberedelse af embedsmændene og herefter sendt i høring en fredag eftermiddag kl. 15:44 med svarfrist den efterfølgende mandag morgen kl. 10:00. Hastværket har medført, at helt basale analyser og beregninger af konsekvenser ikke er gennemført. At forslaget er meget indgribende, gør hastværket ekstra kritisabelt. Ifølge Peter Mortensen, der er juraprofessor med speciale i ejendomsret og ekspropriation, er der en risiko for, at lovforslaget overtræder grundlovens paragraf 73, hvilket kan udløse et milliardstort erstatningskrav fra private udlejere mod staten – og dermed skatteyderne.

Hastigheden i det danske lovgivningsarbejde stiger år for år. I gennemsnit har SVM-regeringen kun brugt 44,2 dage på at behandle et lovforslag. Under Løkke var det 63,6, under Thorning 64,4, Løkkes første regering var det 67,8. De forhenværende seks regeringer inden Frederiksen brugte mellem 76,6 og 63,6 dage i gennemsnit på at behandle et lovforslag. Hastværk, lovsjusk og dårligt udtænkte hastelove er på kant med grundloven og krænker retsbevidstheden.

Den politiske proces mørklægges

Offentlighedsloven blev under stor ståhej vedtaget i 2013. Det var indlysende, at et flertal i Folketinget ønskede at mørklægge væsentlige dele af lovgivningsarbejdet og den politiske proces ved at indskrænke adgangen til indsigt i notater, vurderinger, mailkorrespondancer og sms’er fra landets ministerier og styrelser. Ikke overraskende blev loven hurtigt benævnt ”Mørklægningsloven”. Især paragraf 24, der handler om ministerbetjening, er faldet kritikerne for brystet. Paragraffen sikrer, at mange dokumenter i det lovforberedende arbejde mellem ministre og embedsmænd i den stadig mere magtfuldkomne centraladministration kan fritages for aktindsigt, dvs. borgernes ret til at søge om adgang til dokumenter og oplysninger hos offentlige myndigheder.

Myndighederne stoler ikke på, at deres forvaltning af magten tåler dagens lys. Mængden af forhold, som borgerne efter myndighedernes opfattelse ikke bør have indsigt i, er derfor voksende. Selv om det i offentlighedsloven er fæstnet, at myndighederne har pligt til hurtig behandling af aktindsigten, halter Danmark efter en række af sine nabolande, når det gælder mulighederne for at få indsigt i den offentlige forvaltning. Det er f.eks. tankevækkende, at Kammeradvokaten, der rådgiver hovedparten af offentlige myndigheder i Danmark, har lavet et kursus i, hvordan embedsværket kan begrænse, afslå og begrunde aktindsigtsanmodninger ved at henvise til manglende ressourcer. Statens egen advokat underviser således i, hvordan man holder befolkningen udenfor. Det afslører, at den illiberale danske stat har et alvorligt problem med en lukketheds- og mørklægningskultur.

Da embedsværket i centraladministrationen opfatter aktindsigt som en decideret uskik, går man langt for at sikre lukketheden. I juni 2018 bragte Politiken således en lækket lydoptagelse, hvor departementschef Sophus Garfiel siger til medarbejderne, at hvis der er oplysninger, som de ikke ønsker, skal komme frem i offentligheden, så skal de tilrettelægge arbejdet, så de ikke kommer frem. Det er også velkendt, at man sætter fuldmægtige til at håndbære kuverter og USB-nøgler for at undgå kommunikationsformer, der kræver journalisering.

Lukketheden i den danske forvaltningskultur støttes af såvel de regeringsbærende partier som embedsværket. Facit er, at politikerne og embedsmændene fjerner sig længerere og længere væk fra de borgere, de skal betjene. Åbenhed og gennemsigtighed i det illiberale Danmark har tabt til magtens arrogance.

Magten udøves i det skjulte

Danske regeringer agerer magtfuldkomment, fordi regeringen og dens ministre er udstyret med et omfattende vidensmonopol samt en vidtgående instruktionsbeføjelse. Folketingspolitikere og -partier kan ikke på egen hånd bede en styrelse om at udarbejde en rapport eller en analyse af et politisk anliggende, som de måtte finde interessant. Men det kan regeringen – og ikke nok med det: Regeringen kan i kraft af sit vidensmonopol selv bestemme, hvilke informationer der slipper ud til offentligheden i den rapport eller analyse, som den har bestilt.

Hertil kommer, at regeringens instruktionsbeføjelse giver regeringens ministre ret til at instruere deres embedsmænd i, hvilken viden de skal finde frem, og hvad de skal gøre med den. I praksis betyder det, at der fifles livligt med tal, jura og fakta i den danske forvaltning, sådan som ikke mindst cavlingmodtager Jesper Tynell har dokumenteret i sin bog ”Mørkelygten” fra 2014. Regeringens vidensmonopol og vidtgående instruktionsbeføjelse betyder, at både Folketinget og offentligheden gang på gang bliver vildledt.

I Danmark går kritikken af illiberalismen i Polen og Ungarn ofte på, at de instanser, der skal kontrollere regeringen, er svækket og/eller besat med regeringens egne folk. Med andre ord, at de ”checks and balances”, der kendetegner det liberale demokrati, er begrænsede. Man skøjter let og elegant hen over, at også Danmark har meget svage kontrolinstanser. Folketingets muligheder for at føre kontrol med regeringsmagten i Danmark er nemlig ekstrem svag. Folketinget har kun et lille og nødtørftigt sekretariat at søge oplysninger hos, og et parlamentarisk mindretal har meget begrænsede muligheder for at initiere uafhængige undersøgelser af regeringens embedsførelse. Magten i Danmark er koncentreret i toppen af regeringen. Mens Finansministeriets indflydelse og kontrol gradvis er blevet svækket, har man i Statsministeriet og andre centrale ministerier opbygget politiske sekretariater, så det er svært at trænge til bunds i, hvem der har truffet vigtige beslutninger.

Bundlinjen er, at Danmark savner de nødvendige organer, som kan sikre, at en regering kan træffe lovlige beslutninger. F.eks. et udvalg af jurister, der overvåger grundloven, eller en embedsmand, som har til opgave at overvåge, at lov og ret overholdes i forvaltningen. I mangel af sådanne organer er det de øverste forvaltningschefer, der sikrer lovligheden. Minksagen viser med al ønskelig tydelighed, at det ikke er tilstrækkeligt. I det tomrum, der findes i Danmark omkring retssikkerhed, er det så overladt til kommissioner – som Minkkommissionen – eller mere eller mindre tilfældige advokatundersøgelser, der ikke er uvildige, at udrede det allerede passerede.

Det retlige og politiske niveau er ikke adskilt

Et af Danmarks kritikpunkter mod illiberalismen i Polen og Ungarn er en sammenblanding af demokratiske institutioner, som slører grænserne mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Kritikken er bemærkelsesværdig i betragtning af, at i Danmark bestemmer politikerne, hvem der anklages. Her i landet går der meget nemt jura i politikken – og politik i juraen.

Ifølge professor i strafferet ved Syddansk Universitet, Sten Schaumburg-Müller, har den tidligere justitsminister Nick Hækkerup været involveret i beslutningerne om at sigte hhv. FE-chef Lars Findsen og den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, både som medlem af regeringens sikkerhedsudvalg (det politiske niveau) og den øverste i hierarkiet inden for retssystemet (det retlige niveau).

”Man kan derfor godt diskutere, om der er et ’principielt, skarpt skel’ mellem det retlige og politiske niveau i Danmark. Man kan godt kritisere systemet som helhed for ikke at være så adskilt, som det måske burde være. Hvis anklagemyndigheden rejser en sag, er det jo, fordi der er en sag – det er en ren juridisk vurdering, og ikke en politisk en. Det danske system er ikke fuldstændig skarpslebet på det punkt, og det blotter os for kritik fra andre – blandt andet diktaturstater – som kan sige, at der i Danmark er en politisk sammenhæng med, hvem der anklages”, siger Sten Schaumburg-Müller”.

Domstolenes uafhængighed er en liberal facade

Blandt de danske kritikere af illiberalismen vækker det bekymring, at domstolene i Ungarn er afhængige af staten, bl.a. fordi der i Ungarn via den ny grundlov i Ungarn er oprettet et nyt ”nationalt juridisk kontor”, hvor formanden, udpeget af Fidesz, får magt til at udnævne dommere. Igen skøjter man let og elegant hen over det faktum, at hverken domstolene eller anklagemyndigheden i Danmark er uafhængige af staten.

Når det drejer sig om domstolene, blev det f.eks. tydeligt, da Domstolsstyrelsen, der hører under Justitsministeriet, den 11. marts 2020 meddelte de danske domstole, at der nu var indført nødberedskab, og at de ansatte skulle sendes hjem. De danske by- og landsretter klappede hælene sammen og gjorde, som der blev sagt. Det var opsigtsvækkende, for tilsyneladende havde domstolene glemt grundlovens § 3 om magtens tredeling samt § 61, som foreskriver, at de danske domstole som den dømmende magt er uafhængige. Regeringen kan altså ikke bare diktere, at domstolene skal lukke ned eller åbne igen for den sags skyld. Men det gjorde den. Dermed blev det tydeligt, at magtens tredeling og domstolenes uafhængighed i Danmark er kun en liberal facade.

Heller ikke Danmarks anklagemyndighed er uafhængig. Danmark har nemlig en politisk ledet anklagemyndighed, idet Justitsministeriet har politisk magt over anklagemyndigheden, der ligger i, at det er ministeriet, der ansætter og afskediger de øverste embedsmænd i anklagemyndigheden. Hertil kommer, at det er Justitsministeriet, der ifølge retsplejeloven er de offentlige anklageres overordnede og fører tilsyn med disse. Anklagemyndigheden er en del af den udøvende magt og er således ligesom politiet undergivet de politiske prioriteringer, som en given regering måtte have. Det kan derfor ikke undre, at anklagemyndighedens ageren i højtprofilerede sager som dukkesagen, forløbet vedrørende Loyal to Familia og sagen imod en slovakisk hockeyfan for overfald på Søren Pape har skabt ganske meget tvivl om institutionens faglige og politiske uafhængighed.

Retsstaten bruges som våben mod politiske modstandere

Flere juridiske eksperter har også påpeget, at anklagemyndigheden i Danmark er underlagt eller påvirket af politisk pres i konkrete straffesager, og at man fra politisk hold kan påvirke eller bestille en straffesag. Der er f.eks. kommet beskyldninger om, at regeringen har bestilt sagen mod folketingsmedlem Claus Hjort Frederiksen (V) om læk af statshemmeligheder, og at den har holdt grundlaget for tiltalen mod Claus Hjort Frederiksen hemmelig.

”Vi står i en situation, hvor regeringen holder grundlaget for tiltalen hemmelig. Det er jo lige ind i hjertet af grundlovsbestemmelsen. Jeg minder om, at i diktaturstater, hvor der føres hemmelige processer mod politiske modstandere, bruges samme begrundelse, som regeringen bruger her: Det drejer sig om rigets sikkerhed. Altså kan Claus Hjort stå med en afslutning, der betyder, at myndighederne anser ham for skyldig, men ikke vil føre sagen. Efter min mening bevæger regeringen sig på kanten af retsstaten”, sagde Eva Smith, professor emerita, Det Juridiske Fakultet, KU, til Berlingske.

Hemmelige straffesager og hemmelig retspleje

I et demokratisk samfund er offentlighed i retsplejen et helt grundlæggende princip, og retsplejeloven giver ikke i sig selv mulighed for at gennemføre hemmelige retsprocesser, hvor den tiltalte afskæres fra også at forsvare sig offentligt. Helt usædvanligt har man i FE-sagen afskåret de mistænkte fra at forsvare sig offentligt. Hverken anklageskrift eller en dom i en tabt sag kan formentlig deles offentligt, og dermed er der reelt indført hemmelig retspleje, hvilket er et alvorligt brud på normal retssikkerhed.

Retssalens døre både i FE-sagen og Hjort-sagen er hermetisk lukkede for offentligheden; medierne og Folketinget aner intet om, hvad der foregår. Bag dørene vurderer dommerne hemmeligt materiale og tager stilling til skyld og eventuel straf. Men stik imod normal retspraksis blev de anklagede personer frataget enhver ret til at forsvare sig offentligt eller over for deres familie og venner. Man har dermed lagt op til fuldstændig hemmelige straffesager og hemmelig retspleje. Normalt må folk åbent dele, hvad de er tiltalt for, og hvad de bliver dømt for. Det er et helt grundlæggende princip i dansk retspleje. Men ikke i denne sag.

Politiske udnævnelser hører til dagens orden

Et kritikpunkt, som Danmark rutinemæssigt fremfører mod Polen og Ungarn, går på, at der i disse to ”illiberale” lande gennemføres politiske udnævnelser. Beskyldningen om politiske udnævnelser er hyklerisk i betragtning af, at Socialdemokratiet herhjemme har indsat en lang række ”professionelle socialdemokrater” i både regeringen og statsadministrationen. De fleste pressechefer i ministerierne har som bekendt tætte bånd til Socialdemokratiet.

Socialdemokratiet har en lang tradition for at lade sig sammenvæve med andre organisationer, ikke mindst de faglige. Det skaber en blindhed over for problemer med uvildighed, favorisering og vennetjenester. Senest har unge socialdemokrater overtaget foreningen SIND Ungdom og gjort den til et heppekor for regeringspartiet. Udviklingen tog fart på organisationens landsmøde i april 2021, hvor et ekstraordinært stort antal nye medlemmer valgte en socialdemokratisk domineret ledelse.

Professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Christian F. Rostbøll, siger, at det er vigtigt, at der er en klar adskillelse mellem politiske partier og organisationer. ”Ellers er det problematisk, og det ser ud, som om der sker en sammenblanding her”, siger Christian F. Rostbøll. I det store billede og sat på spidsen åbner det for spørgsmål om, hvorvidt Socialdemokratiet har købt sig til en venlig samarbejdspartner. Også forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, kan se klare problematikker i båndene til regeringspartiet. ”Det er problematisk for en organisation, der skal være partipolitisk neutral. Hvis man bliver propagandaapparat for en regering, er det et problem”, siger han.

Den illiberale stat kontrollerer medierne

Kendetegnende for det ”illiberale” system er statslig kontrol med medierne, påpeger de danske kritikere af Polen og Ungarn. Sådan er det ikke i det ”liberale” Danmark, mener de, idet i dansk selvopfattelse er de statsbetalte og statskontrollerede danske medier ”frie og stærke medier, der leverer uafhængig, oplysende og kritisk journalistik”.

Denne påstand er blevet dementeret godt og grundigt af den adm. direktør for JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, som i et opsigtsvækkende interview med Berlingske har indrømmet, at den danske stat kontrollerer medierne, idet ”adskillige særinteresser, såvel politiske som økonomiske, griber ind i de danske mediers indhold i langt større udstrækning end tilfældet er i andre demokratiske lande”.

”Den danske stat har i langt højere grad end tilfældet er i andre demokratiske lande kontrol med betydelige dele af det danske medielandskab i form af ejerskabet af DR og TV 2, der beskæftiger omkring halvdelen af de journalister, der er ansat på landsdækkende medier i Danmark.

Skulle nogen være i tvivl, er bestyrelserne i de to mediemastodonter udpeget af staten. Ligesom staten kan udstede dekreter til de to virksomheder, som det senest skete, da kulturminister Joy Mogensen (S) i begyndelsen af coronaepidemien beordrede de to medievirksomheder til at hjemsende deres medarbejdere.

Det uskønne forløb om først Radio24syv og dernæst den såkaldte DAB Kulturkanal er endnu et eksempel på, at politikerne har svært ved at holde armslængden, når det gælder de medier, som staten finansierer – og dermed ultimativt kontrollerer. Og uanset, hvordan vi vender og drejer det, er staten arbejdsgiver for en stor del af landets journalister, når staten samtidig sender cheferne for sine efterretningstjenester i marken med uspecificerede advarsler mod landets medier”, sagde Stig Ørskov.

Stig Ørskov er meget åben om, at de statsstatsstøttede medier er i lommen på magthaverne, og at mediestøtten skaber afhængighed og giver ultimativt staten indflydelse på medierne: ”Desværre har mange private medievirksomheder bragt sig i en situation, hvor de har gjort sig mere eller mindre afhængige af direkte og vedvarende driftsstøtte fra staten. Og selv mediehuse, som tidligere har gjort en dyd ud af at advare imod statens indblanding i privat mediedrift, søger nu aktivt at blive statsfinansieret koncessionshaver for staten – ja, det er Berlingske Media, jeg tænker på. Tilmed er der en stor gruppe af landets lokale medier, som ønsker større støtte – og dermed større afhængighed af staten. Ifølge de pågældende medier fordi de udfylder en vigtig rolle i demokratiet”, siger han.

Staten indskrænker pressefriheden

Mens Polen og Ungarn kritiseres for at begrænse pressefriheden, bruger den illiberale danske stat en bred vifte af metoder til at indskrænke pressefriheden.

Én metode er at sætte systemkritiske medier ud af spillet. I 2019 angav DR, en magtfuld, skatteyderbetalt public service-medieorganisation, således den unge systemkritiske netavis 24NYT (www.24nyt.dk) til Facebook ved at levere ”belastende” informationer om påståede ”fake news” og ”højreekstremistisk” indhold på netavisens Facebook-profil. Resultatet blev, at Facebook lukkede 24NYT’s profil. Den er lukket den dag i dag.

En anden metode er at udsætte systemkritiske mediefolk for massive angreb i de statskontrollerede medier. Denne metode blev f.eks. taget i brug i 2019, da DR, Berlingske og Politiken gennemførte en koordineret, politisk motiveret hetz mod 24NYT. De tre medier havde hyret en række politisk opportune 3. rangs ”medieeksperter”, som alle uden undtagelse beskyldte 24NYT for at være et junkmedie, der spreder ”fake news”. Der var her tale om et regulært bestillingsarbejde, hvor det udelukkende handlede om at kaste smuds på både 24NYT og andre frie medier.

En tredje metode til at begrænse pressefriheden er, når toppolitikerne intimiderer eller ligefrem angriber medierne. Den metode har Mette Frederiksen brugt, idet hun under coronakrisen begyndte at så tvivl om pressens motiver og angribe journalisterne personligt, efterhånden som kritikken af hendes magtmisbrug voksede.

En fjerde metode er trusler mod medier om strafferetlige sanktioner. Journalister fra en række medier blev i dec. 2021 kaldt til afhøring hos politiets nyoprettede efterforskningsafdeling, National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), og truet med, at de kan ende i fængsel, hvis de videreformidler visse oplysninger, uden i øvrigt at det står klart, hvilke oplysninger der specifikt er tale om.

En femte metode er søgsmål med henblik på at stoppe systemkritiske medier og journalister. I Danmark er der således rejst tiltale efter § 264 d med påstand om fængsel i op til 3 år mod Kim Møller, manden bag den nationalkonservative blog, Uriasposten, fordi han efter et terrorangreb mod Notre Dame-kirken i Nice i oktober sidste år bragte et billede af et af ofrene for terrorangrebet på sin blog, en 69-årig fransk kvinde, som gerningsmanden havde forsøgt at skære halsen over på.

”Der synes at tegne sig et ubehageligt mønster, hvor myndighederne konsekvent går efter de små, uafhængige medier og privatpersoner, som på forskellig vis chikaneres til tavshed for at bringe billeder, som i deres indhold ikke adskiller sig fra, hvad de store mediehuse frit kan vise”, skrev Trykkefrihedsselskabet i en kommentar. De statskontrollerede medier har nemlig i forbindelse med Ukraine-krigen helt ustraffet bragt chokerende billeder af ukrainske lig, uden at staten har rejst tiltale efter § 264 d.

En sjette metode til at begrænse pressefriheden er at undtage store mængder væsentlig information fra journalisters aktindsigter. Det gør staten ved at opretholde ”mørklægningsloven” (se afsnittet med overskriften ”Den politiske proces mørklægges” ovenfor).

En syvende metode til at begrænse pressefriheden er at holde journalisterne fra at kunne tale med ministrene. Mette Frederiksens regeringer beskyldes f.eks. for at styre deres kommunikation med hård hånd, idet statsministeren foretrækker hasteindkaldte pressemøder med få spørgsmål, skriftlige udtalelser fra sine ministre, veltilrettelagte besøg rundt i landet og jordnære budskaber på sociale medier som Facebook og Instagram.

En ottende metode er censur. I Danmark kontrolleres de statsstøttede mediers dækning ikke gennem decideret censurlovgivning, men dels gennem politisk styring (politisk udpegede bestyrelser og mediestøtten), og dels gennem uformelle aftaler mellem politikerne og chefredaktørerne om at belyse alt fra magthavernes perspektiv, herunder tilbageholde og censurere politisk ukorrekte informationer.

P.t. er magthaverne ved at etablere en ny censurmaskine, der skal holde politisk ubekvemme sandheder ude, nemlig en lov om regulering af sociale medier. Der kommer allerede advarsler om, at loven vil føre til et problematisk indhug i danskernes ytringsfrihed, idet Facebook, Twitter og andre platforme vil proaktivt begynde at slette langt mere indhold, end de allerede gør det i dag. Også indhold som på ingen måde er ulovligt.

Når det gælder åbenbare ulovligheder som vold, børnemisbrug og terror, giver kravet om hurtige indgreb på de sociale medier mening, men man vil også ramme ytringer, som måske, måske ikke er strafbare: mulige injurier, mulige racistiske udsagn eller mistanke om ulovlig markedsføring. Her er tale om afvejninger, som danske domstole kan være måneder om at tage stilling til, men som staten nu vil tvinge private virksomheder til at tage stilling til i lyntempo i forhold til danske debatter.

Kritiske eksperter intimideres og fyres

Den illiberale danske stat intimiderer og lægger kraftigt pres på eksperter, hvis deres faglige udtalelser er ubelejlige. Ifølge Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har 7 pct. af forskerne på Aarhus Universitet oplevet pres for at ændre i forskningsresultater. Presset kommer bl.a., når forskerne løser opgaver for ministerier og kommuner, som får forskerne til at farve forskningsresultaterne i en ”politisk korrekt” retning. Det er kun de færreste forskere, der tør stå frem og fortælle om, at de er blevet presset til at anlægge en anden faglig vurdering.

Topfolk i Socialdemokratiet har i flere tilfælde advaret uvildige eksperter og organisationer, der er kommer med udtalelser, der går imod Socialdemokratiets politik.  Partiets tidligere pressechef, Mads Brandstrup, har bl.a. advaret Nordafrika-kender, Rikke Haugbølle, om, at ”Christiansborg er en krigszone”, og at hun skal vide det, inden hun kommer med udtalelser, der går imod Socialdemokratiets politik.

Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh fra Aalborg Universitet har fortalt, at han flere gange er blevet kontaktet af Socialdemokratiet, der har forsøgt at ”presse ham”, når han på afgørende politikområder har anfægtet partiets påstande og argumenter. ”Jeg har aldrig oplevet noget lignende med et andet parti eller nogen andre”, har Per Nikolaj Bukh sagt til Berlingske.

Senest har regeringen intimideret forsvarseksperten Peter Viggo Jakobsen, som er ansat ved Forsvarsakademiet og har længe været en aktiv stemme i debatten på forsvarsområdet. Forsvarsakademiets dekan, Peter Dahl Thruelsen, skulle efter sigende have haft en kammeratlig samtale med Peter Viggo Jakobsen, som han bad holde en betydeligt lavere profil i offentligheden. Tidligere har Peter Viggo Jakobsen fortalt, at embedsmænd i Forsvarsministeriet samt ansatte i partierne flere gange har lagt pres på ham efter hans udtalelser. Men nu skulle han ifølge Weekendavisens oplysninger holde en lavere profil. Hvis ikke det skete, kunne han begynde at se sig om efter et andet job.

Staten definerer videnskab og proportionalitet

I flere århundreder har den videnskabelige metode handlet om evidens i stedet for teoretiske argumenter og autoritet. Men siden marts 2020 har danske politikere, journalister samt enkelte epidemiologer og virologer være autoriteter i hvad ”videnskaben” siger. Man har således bevæget sig væk fra 400 års tradition og tilbage til en situation, hvor viden er, hvad en statslig autoritet siger er videnskab. Den illiberale regering har således brugt som hovedargument, at coronasmitten blandt mink udgjorde en trussel mod effekten af vacciner. Den forklaring holdt ikke for en seriøs videnskabelig prøvelse, men i en lukket proces med få aktører fik den lov til at blive til den dominerende fortælling.

Coronakrisen har også rejst et andet fundamentalt spørgsmål. Grundloven tillader nemlig, at regeringen begrænser visse rettigheder som f.eks. forsamlingsfriheden, hvis der er presserende grunde til at gøre det. Ethvert indgreb skal dog være nødvendigt og proportionalt, hvilket rejser det grundlæggende spørgsmål, hvem der bestemmer, hvad der er nødvendigt og proportionalt. Lige nu er retstilstanden i Danmark sådan, at retsvæsenet accepterer, at et indgreb er nødvendigt og proportionalt, hvis regeringen uden videnskabelig evidens påstår, at indgrebet virker. Flere danske topjurister har betegnet de illiberale tiltag i forbindelse med coronakrisen som værende helt ude af proportioner med den udfordring, som covid-19 udgjorde.

Staten bryder retsstatsprincipperne

Mens man i Danmark beskylder Polen og Ungarn for manglende overholdelse af retsstatsprincipperne, begår danske myndigheder systematiske lov- og regelbrud. Balancen mellem stat og borger forrykkes dermed mere og mere i statens favør. Lektor ved Juridisk Institut på Københavns Universitet, Christian Bergqvist, har sammen med kollegaen, prof. Michael Gøtze, kortlagt omfanget af lovgivning, der giver de danske myndigheder adgang til at foretage tvangsindgreb uden retskendelser. De fandt ca. 250 love med den slags hjemler. Lignende analyser fra tænketanken Justitia opgjorde i 2017 tallet til 276. Lad os se på statens brud på retsstatsprincipperne på udvalgte områder:

Tvangsindgreb uden retskendelse

Efterhånden som den danske stats Stasi-lignende kontrol med borgerne vokser og vokser, bliver retssikkerheden gradvis udhulet. Omkring 500 love giver myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Retten til privatliv og ejendomsret er ellers beskyttet i både grundloven og internationale konventioner. Ifølge forskerne er bemyndigelserne i lovgivningen til at gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse steget fra 111 i 1996 til 276 i 2017, en stigning på 140 pct. Muligheden for tvangsindgreb findes på mange forskellige områder. F.eks. i forhold til fondsmæglerselskaber, crowdfunding, pvc-afgifter, færdselsloven, luftfartsloven og lov om udstationering af lønmodtagere. Ifølge analysen fra tænketanken Justitia indføres der nu flere kontrolbestemmelser uden retskendelse end med retskendelse.

Begrænset adgang til domstolene

Et effektivt retssystem, hvor borgere og virksomheder har adgang til at få prøvet deres sag ved domstolene, er en af grundpillerne i en demokratisk retsstat. Over de seneste år har man imidlertid fra politisk side gjort det vanskeligere for danske borgere og virksomheder at få adgang til domstolene og få prøvet deres sag. Der skal f.eks. i visse tilfælde betales en betydelig retsafgift til staten for at indbringe en sag for retten. Det er et ganske stort problem, både for sagsøger, der mister tiltro til retssystemet som konfliktløsningsmaskine, og for sagsøgte, som, hvis det er en person, må leve med usikkerheden, og hvis det er en virksomhed kan risikere at måtte have hensætte midler til en eventuel tabt sag i årevis, i øvrigt til 7,55 procent i morarente. Retssystemet indeholder desuden en række andre barrierer, der vanskeliggør adgangen til domstolene, selv om adgangen til domstolene er helt afgørende for en retsstat.

Præventiv retsusikkerhed

Ude i virksomhederne er et af modeordene ”præventiv retsusikkerhed”. Det dækker over, at SKAT på forhånd nødigt svarer på, hvordan de forskellige skattelove skal fortolkes. Logikken hos SKAT er, at virksomhederne opfører sig bedre, hvis der er usikkerhed om reglerne. En analyse fra tænketanken Justitia viser, at SKAT er både halve og hele år om at offentliggøre nye principielle afgørelser og domme, hvormed borgere og virksomheder afskæres fra indsigt, viden og kendskab til ny praksis af relevans for deres skatteforhold. Retssikkerhedsmæssigt er SKAT’s ageren betænkelig og uholdbar.

Ekspropriation uden erstatning

En ny tendens i dansk politik er, at politikere vilkårligt tager borgernes ejendom og giver den til andre. Grundloven giver ganske vist mulighed for ekspropriation, men så er det utvetydige krav, at det er til fordel for ”almenvellet”, samt at det skal ske med fuld erstatning og ved lov, ikke rent administrativt. På alle disse punkter er 160 års retssamfund i disse år ved at vige til fordel for en politisk junglelov, der lader nogle tage for at give til andre uden at yde fuld eller blot delvis erstatning, og ofte blot med simple byrådsbeslutninger eller administrative afgørelser.

Tvangsbortadoptioner

Den såkaldte ”Barnets Lov” har mødt hård kritik fra eksperter bl.a. på grund af den øgede brug af tvangsbortadoption, som loven lægger op til – som noget nyt også før fødslen. Loven gør heller ikke op med den chokerende ringe retssikkerhed i forhold til tvangsfjernelser, som er blevet dokumenteret igen og igen i medier og rapporter. Den politiske hensigt er altså ikke til at misforstå: Uanset tal og fakta ønsker regeringen at stramme grebet om danske børnefamilier, så flere børn og forældre bliver skilt fra hinanden – enten med eller uden mulighed for efterfølgende kontakt. Samtidig med kommunernes hang til i stadigt stigende omfang at bruge dette ultimative magtmiddel over for familierne, er det dokumenteret, hvordan der sker stribevis af meget grove fejl og deciderede lovbrud i sagerne.

Udviklingshæmmede ender i fængsel

Kvaliteten af mentalundersøgelser for udviklingshæmmede er så dårlig, at mange får en forkert dom. Op mod en tredjedel af mentalerklæringerne burde dumpe, vurderer Retslægerådet. Det betyder, at udviklingshæmmede, som ikke egner sig til fængselsstraf, ender i fængsel, hvor de skal afsone med andre kriminelle. Det svækker tilliden til retssystemet og retsfølelsen, for man skal kunne stole på, at retten idømmer den rette straf på et sagligt grundlag.

Ingen retssikkerhed bag tremmerne

Medierne beretter om meget grelle forhold i fængslerne. Om vold, overgreb, trusler og modbydelige handlinger fra bander og stærke fanger, der tryner de svage. De indsatte skal naturligvis have den straf, som samfundet har udmålt, men heller ikke mere, og slet ikke vold og overgreb, foranstaltet af andre indsatte. De indsatte har krav på beskyttelse og retssikkerhed, men det er jungleloven, der hersker, når indsatte er i fængsel og dermed i statens varetægt. Der er ingen retssikkerhed på den anden side af tremmerne.

Klagemulighederne for borgerne begrænses

I 2023 varslede SVM-regeringen med et forslag om, at minkavlere der grundlovsstridigt fik deres erhverv lukket ned i 2020, måske allerede kan få erstatning næste år. Regeringens pris, for at erstatningen ikke forsinkes til mindst syv år, er, at avlerne frasiger sig muligheden for at klage. På samme vis har Folketinget de seneste år forsøgt at begrænse klagemulighederne ved for eksempel ejendomsvurderinger, udbudsregler og kystbeskyttelse. Flere jurister har af gode grunde advaret om svækkelsen af borgernes retssikkerhed.

Mange sager flyver under radaren

Danmark scorer traditionelt og fortsat meget højt i internationale sammenhænge, når der måles på retsstaten og borgernes retssikkerhed. Alligevel ser man i Danmark en stigende tendens til, at politiske mål om effektivisering, kontrol og krisehåndtering tilsidesætter hensynet til frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og borgernes retssikkerhed. Ifølge tænketanken Justitia er der i Danmark mange mindre sager, som tilsammen giver et billede af en retsstat, der langsomt eroderer. Blandt disse sager er politiets udvidede efterforskningsværktøjer, lange sagsbehandlingstider ved domstolene, borgernes problemer med digitaliseringen og kommunale afgørelser, der falder forkert ud. De mange sager flyver ofte under radaren og indgår ikke i internationale målinger.

Retsstaten er til salg

I Danmark bliver både retsstat og ministeransvar reduceret til brikker i spillet om regeringsdannelse og kan forhandles væk som led i politiske forhandlinger. Med statsminister Mette Frederiksen i spidsen begik regeringen i minkskandalen et grundlovsbrud. Det burde man stå til ansvar for som politiker. Sådan er det i en retsstat. Men forhandlingerne mellem Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og Lars Løkke Rasmussen om dannelsen af SVM-regeringen har vist, at retsstaten er til salg. For ministerbiler og politiske indrømmelser. Danske politikere har afskaffet retsstaten og køber nu sikkerhed hos hinanden.

Danskerne støtter den illiberale stat

Coronakrisen har afdækket Danmarks sande, illiberale ansigt. En af forklaringerne er, at retssikkerhed og frihedsrettigheder tillægges i Danmark mindre og mindre vægt, både under de røde og blå regeringer. Ligesom andre autoritære regimer har den socialdemokratiske regering under coronakrisen benyttet sine enevældige beføjelser til at begrænse eller afvikle de grundlæggende frihedsrettigheder. Godt hjulpet af den danske befolkning, som ikke mener, at retsstatens principper er værd at forsvare, og som ifølge en EU-undersøgelse giver meget ringe opbakning til retsstatsprincipperne sammenlignet med f.eks. Ungarn og Polen.

Den begejstrede tilslutning til Mette Frederiksen under coronakrisen viser, at danskerne, så snart de føler deres velfærd truet, har fuldstændig samme præferencer som russere og efterspørger en stærk leder, der kan løse problemerne. Mange danskere har under coronakrisen hurtigt valgt at se stort på både demokrati og den personlige frihed for til gengæld at få den tryghed, som Lillemor Mette kunne tilbyde ved at sørge for dem og løse deres problemer. De rettighedstab, danskerne har lidt i samfundssindets navn, har mod forventning ikke ført til større protester og modreaktioner i befolkningen. Danmark er (endnu) ikke Rusland, men krisen har vist, at der i enhver dansker gemmer sig en lille russer, som gerne vil styres og kontrolleres gennem krisetider af en stærk og handlekraftig leder.

Ikke overraskende er antallet af danskere, der opfatter Danmark som et demokrati, faldende. En omfattende global undersøgelse af synet på demokrati, som analyseinstituttet Latana og tænketanken Alliance of Democracies har udgivet i forbindelse med Copenhagen Democracy Summit i maj 2023, viser, at danskernes tillid til politikerne og demokratiet vakler. Kun 63 pct. af danskerne mener, at Danmark har nøjagtig den rette mængde demokrati. Kun 70 pct. af danskerne mener, at Danmark rent faktisk er et demokratisk land. Når 30 pct. af de adspurgte danskere i det aktuelle demokratiindeks svarer, at der “ikke er nok” demokrati i Danmark, er der tale om en vækst på tre procentpoint i forhold til 2022. Hvor 26 pct. af danskerne i 2022 mente, at regeringen handler på vegne af en lille gruppes snævre egeninteresser, er det tilsvarende tal i 2023 vokset til 33 pct.

EU holder hånden over det illiberale Danmark

I 2020 præsenterede EU-Kommissionen en rapport om efterlevelse af retsstatsprincipperne i de enkelte EU-lande. Rapporten konkluderer, at de højt besungne retsstatsprincipper, som EU bygger på, er en mangelvare i flere medlemslande, især i Polen og Ungarn. Danmark kritiseres også i rapporten, dog kun for en række mindre forseelser, selv om skandalerne herhjemme står i kø, og ligene rasler for tiden næsten dagligt ud af de offentlige skabe.

Om Ungarn konstaterer rapporten, at der er en ”systematisk mangel på beslutsom handling til at undersøge og retsforfølge anklagede i korruptionsager – sager, der involverer højtplacerede embedsmænd”, men præcis det samme er tilfældet i Danmark, hvor der er et normskred og moralsk forfald i gang i samfundets top. Det gælder de skiftende regeringer, Folketinget og centraladministrationen, som er gennemkorrumperet af embedsmisbrug, magtmisbrug, indspisthed, vennetjenester og ansvarsfralæggelse.

Det ungarske parlament kritiseres i EU-Kommissionens rapport for at have givet premierminister Viktor Orbán ekstraordinære beføjelser til at regere landet pr. dekret på ubestemt tid for at løse coronakrisen. Danmark, hvor Mette Frederiksen har sat parlamentarisk kontrol ud af kraft, har lukket landet ned og indført drastiske restriktioner med kort varsel og uden nogen begrundelse eller dokumentation for deres effekt, nævnes derimod ikke med et eneste ord. Både i Polen, Ungarn og Danmark er der gennemført illiberale tiltag, men det er kun Polen og Ungarn, der udsættes for kritik, mens Danmark går fri. Der er ikke kun forskel på folk, men også på lande – især i EU-sammenhæng.