NATOs Art.5 og det spørgsmål ingen tør stille


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Medierne har i deres dækning af krigen i Ukraine travlt med i disse dage at spå om fremtiden. Men den er det som bekendt svært at spå om, som allerede vores ven, Storm P.vidste det. Eller gjorde han? Det er mere end uklart, hvem der står bag vittigheden, udover at det ikke var Storm P., men pointen er klar nok: ingen har patent på at vide, hvad fremtiden i lyset af Putins krig i Ukraine vil bringe os.

Så i den situation må man, hvis man vil spå om fremtiden, gå til fortidens og nutidens kilder.

Fortiden først.

Autokrater og diktatorer har én kæmpefordel frem for demokratier: de kontrollerer de oplysninger, der når hjemmefronten, og skal ikke forholde sig til en hjemlig opposition, som bruger ethvet tab af menneskeliv som tegn på myndighedernes forfejlede politik.

Intet gjorde mere for at undergrave USA’s krig i Vietnam end amerikanske mediers rædselsberetninger om amerikanske soldaters voldtægt, tortur og massemord på civile indbyggere i landsbyen My Lai i 1968. 

Men da General Zhukov i 1945 blev sendt af sted af Stalin for at erobre Berlin før amerikanerne under Eisenhower, som bevidst nægtede at fremskynde de allieredes fremmarch mod Berlin, fordi det ville betyde massivt større tab i menneskeliv, gjorde Stalin (og Zhukov) det modsatte.

I Seelow-højderne øst for Berlin havde nazisterne opbygget et solidt forsvars-system, som i begyndelsen gang på gang stoppede den Røde Hærs angreb.

Stalin blev rasende og beordrede Zhukov til at få fingeren ud koste hvad det ville, og det gjorde Zhukov: 30.000 unge russere mistede livet på 3 dage. Til sammenligning tabte Sovjetunionen/Rusland 15.000 soldater under den 10 år lange besættelse af Afghanistan.

Russerne har angiveligt mistet ca. 10.000 unge mænd under krigen i Ukraine ifølge oplysninger fra deres egen forsvarsstab, som ved en fejl slap ud til offentligheden…. i Vesten. 

Men russiske medier fortæller stadig russerne om heltemodige sejre over ukrainske nazister – og russerne køber det. For dem er massemordene og voldtægterne i Kyiv-forstaden, Bucha, en by i…. Rusland.

Hvad siger nutiden om vores fremtid efter Ukraine krigen? Svaret må ligge i, hvad det er, der virkeligt motiverer Putin og Rusland.

For at forstå det, må man som historiker gå til kilderne.

Bare et enkelt eksempel.”Kend dine fjender, og kend dig selv” sagde den kinesiske militærstrateg Sun Tzu 500 år før Kristus.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Penge er ikke nok

Et af de bedste eksempler på denne analytiske fremgangsmåde er en bog om samspillet mellem Islam og Europa baseret på en nøje gennemgang af, hvad ISIS og andre terrororganisationer selv siger om, hvad det er der motiverer dem og hvad deres endemål er: ”Knowing the Enemy-Jihadist Ideology and the War on Terror” , skrevet af Mary Habeck, professor ved Yale.

Bogen viser mere end noget andet, at Islamismen og Islamister er motiveret af noget så gammeldags og atypisk for vores samtid som religiøsitet. Baseret på Islams historie som Verdensreligion: Islam vil Tilbage til Fortiden.

Religiøsitet er ikke noget, vores a-religiøse tid er gode til at analysere. Men for at skære det ud i pap, er halshugning af apostater i Islamisk sammenhæng ikke barbarisk men gudsfrygtig og… lovlig.

I dag spekulerer vores medier den ene dag i Putins mentale og fysiske tilstand: Har han kræft? Lider han af storhedsvanvid? Den anden dag om ukrainske ”sejre” på slagmarken…..eller er det i virkeligheden strategiske ”manøvrer” fra russisk side for senere at vende frygteligt tilbage?

Måske. Hvem ved?

Men hvad der er meget mere væsentligt, hvis man vil forstå, hvordan krigen i Ukraine kan ende, er, at Rusland og russerne, hvad enten vi kan lide det eller ej, er motiveret af en ideologi og en quasi-religiøsitet, som er bygget på et ønske om at vende tilbage til fortiden.

Hvordan ved vi det?

Sergey Karaganov, tidligere sikkerhedsrådgiver for Putin, udlægger i et interview i det britiske-venstredrejede-medium, New Statesman, det, man kan kalde Ruslands ideologiske forsvar for krigen i Ukraine.

For Karaganov betyder krigen i Ukraine en afslutning på den tidsorden, som karakteriser perioden fra afslutningen af den anden verdenskrig til i dag, den globale tidsorden med FN som moralsk overdommer og USA som håndhæver. En krig som Rusland altså bevidst har igangsat netop nu.

For Rusland er krigen en slags stedfortræderkrig mellem Vesten og Resten -med Rusland som den historiske hovedhjørnesten for Resten – til fordel for en ny verdensorden” siger Karaganov.”For den russiske elite står der meget på spil – for dem er det en eksistentiel krig”.

Derfor, siger Karaganov, er alt andet end en sejr utænkeligt, selv om dette ville kunne kræve en eskalering, som han ikke har specificeret, men som kun kan opfattes som en klar hentydning til brug af kemiske og/eller atomvåben.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvorfor mobber EU-Kommissionen Polen ved at idømme landet dagbøder på 1 mio. euro?

Man kan sige meget om USA’s, NATO’s og EU’s svar på Ruslands aggression i Ukraine, men ”eksistentiel” ikke er det første ord, der ruller over tungen, når man betænker, at Vesten stadig køber Ruslands gas og olie, undtager Ruslands to største banker, Gazprombank og Sber-bank, fra sanktionerne mod betalingssystemet SWIFT, så vi stadig kan betale med dollars og euros og omgå Putins krav om betaling i rubler, samt i lyset af Vestens afvisning af at tilføre Ukraine tungt militært udstyr som fly og antiluftværns systemer, mens Rusland fører krig mod Ukraines civilbefolkning, voldtager Ukrainske kvinder og bombarderer ukrainske hospitaler og børnehjem i strid med alt det, Vesten og dets ideologiske flagskib, FNs Menneskerettighedserklæring, står for.

Tværtimod nægter USA, NATO og EU i strid med ikke blot egne løfter, men også FN-Traktaten at etablere så meget som en no-fly zone over Ukraine af angst for, at Putin vil eskalere og bruge atomvåben.

For det er en kendsgerning, som vores medier går lidt stille med dørene med, at USA under tidlige præsident George Bush i 2008 lovede Ukraine medlemskab af NATO, og at EU i årevis har stillet landet medlemskab i udsigt.

Og at det såkaldte Budapest Memorandum, underskrevet af USA og… Rusland i 1994, højtideligt garanterede Ukraines territoriale ukrænkelighed mod at landet opgav sine atomvåben.

Ukrainerne er ved at lære lektien, selvom de ikke tør sige det højt: stol ikke på USA’s og EU’s løfter. De er ikke de to potter papir værd, de er skrevet på. 

Men hvad med os? Hvad med NATO og dets Art.5? Selvom Ukrainerne ikke er omfattet af den, kan vi andre da stadig sove trygt hvis Putin skulle eskalere, ikke?

NATO’s musketér-eden, én for alle og alle for én, giver jeg som historiker ikke meget for.

Det gør Karaganov heller ikke.

Som historiker” siger han,”er Art.5 værdiløs. I henhold til Art.5, som tillader et medlemsland at bede om hjælp fra andre medlemmer, er ingen medlemmer tvunget til rent faktisk at gå i væbnet kamp for de andre”.

Har Karaganov ret? Lad os sige det på den måde, at Artikel 5 er åben for forskellige fortolkninger, som jeg har fremhævet i teksten nedenfor:

LÆS OGSÅ:  Klumme: Hvor onde er de hvide?

”Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed.

Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne forholdsregler”.

Man skal vist ikke være jurist for som jeg at mene, at en nærlæsning af Art. 5 afslører flere huller end der er i en Emmentaler.

Hvoraf jeg blot skal nævne 3:

Hvad vil enighed sige? Mellem alle 30 NATO-lande, herunder det stærkt pacifistiske Tyskland eller det pro-Russiske Ungarn under Orbán?

Hvad vil sådanne skridt sige? Hvad er nødvendige skridt? Hvad vil henvisningerne til FN’s Art. 51 og Sikkerhedsrådet, hvor Rusland har vetoret, betyde i praksis?

Hvis Art. 5 klart siger, at NATO kan tage skridt som anvist i FN’s Art. 51, men at ”anvendelse af væbnet magt” kun er den allersidste udvej, er et sådant NATO- indgreb mod en eventuel russisk eskalering ikke højst usandsynligt?

Vi danskere og resten af vesten har det dejligt med at understøtte Ukraine fra vores lænestole.

Grunden til vores ubekymrethed er vores barnlige og ahistoriske tro på, at NATO, USA, EU og Art.5 har den hellige gral velforvaret, og at kavalleriet kommer, hvis Rusland og Putin ikke får den ”sejr” i Ukraine, de ønsker, og vælger at eskalere.

Men hvad nu hvis Karaganov og Putin får ret i, at EU’s status som ”stormagt” altid har været en illusion baseret på USA’s atomparaply, og at amerikanerne vil flygte hurtigere fra NATO’s Art.5 end vi europæere kan sige Afghanistan?

Jeg spørger bare…

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)