Nu er det ”Grønne Gertruds” tur

Klimadagsordenen er ganske vist på få år blevet dominerende i dansk politik og topper listerne over, hvad vælgerne finder vigtigst selv langt ind i de borgerlige partier. Men holder idealismen også til den dag, regningen kommer, når vindmøllen i baghaven tager udsigten, regningen for det udskiftede gasfyr dumper ind ad brevsprækken, og CO2-afgiften har lukket de første virksomheder, spørger Bent Winther i Berlingske.

”På to dage har regeringen forbavsende målrettet generet de vælgergrupper, der var med til at bringe Socialdemokratiet til magten for snart tre år siden. Vælgere, der populært er gået under betegnelsen ’Blå Bjarne’, almindelige familier i provinsen med jævne indkomster, som før 2019 havde hang til at sætte kryds ved DF eller Venstre, bliver med regeringens grønne udspil ramt på flere områder.

Regeringens grønne skattereform, som tre ministre præsenterede onsdag, vil nemlig koste arbejdspladser i produktionsdanmark uden for hovedstaden, især i små og mindre virksomheder, der beskæftiger faglært og ufaglært arbejdskraft.

Regeringen vil bl.a. firedoble produktionen af grøn strøm fra vindmøller og solceller på land. Borgmestre rundt om i landet ved godt, at det vil resultere i klager og vrede borgere i tusindvis og dermed straf ved det efterfølgende kommunalvalg. Den første vindmølle i en valgkreds, koster således i gennemsnit borgmesterpartiet 9,5 procentpoint på valgdagen”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)