Nye ATK-biler afslører motorcyklers hastighedsovertrædelser

Med de nye ATK-køretøjer gives der bøder til langt flere motorcyklister, der kører for stærkt.

 

Over 250 motorcyklister har i årets løb fået bøder for at køre for stærkt. Det er politiets nye ATK-køretøjer, der dermed har vist, at det som motorcyklist ikke er risikofrit at bryde færdselsloven.

”De nye køretøjer har vist sig som et effektivt værktøj, der har givet os markant bedre muligheder for at give bøder til de motorcyklister, der overtræder fartgrænserne. Det er med til at øge trafiksikkerheden på vejene”, siger vicepolitiinspektør Mads Hougaard fra færdselsafdelingen i Midt- og Vestsjællands Politi, der som en af de første politikredse satte de nye køretøjer i drift.

I alt får landets politikredse på sigt 107 af de nye køretøjer. I modsætning til de ældre modeller, så giver det nye kameraudstyr bedre muligheder for også at fotografere køretøjer, der passerer ATK-bilen, bagfra. Og dermed også dokumentere de motorcykler, der kører for stærkt.

I alt er der i 2023 til dato oprettet 260 bødesager vedr. motorcyklister, der kørte for stærkt. Fordelingen af bødesager på politikredse kan ses herunder:

Nordjylland: 27
Østjylland: 15
Midt- og Vestjylland: 34
Sydøstjylland: 27
Syd- og Sønderjylland: 29
Fyn: 22
Sydsjælland og Lolland-Falster: 32
Midt- og Vestsjælland: 14
Nordsjælland: 35
Københavns Vestegn: 11
København: 14
Bornholm: 0

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)