Også de vestlige EU-lande er illiberale

I det ”gamle” EU er det en udbredt opfattelse, at problemer på retsområdet først og fremmest findes i de nye EU-lande fra Central- og Østeuropa såsom Polen og Ungarn, skriver lektor Søren Riishøj, SDU, i Berlingske.

Ifølge en analyse fra Center for European Reform (CER) er indikatorerne for, hvad der kendetegner en retsstat, i årene fra 2009-2018 blevet forringet i 17 EU-medlemslande, og ikke kun i lande fra det ”ny” EU i øst. To tredjedele af EU’s medlemmer havde dårligere indikatorer for retsstaten i 2018 end i 2009.

I absolutte tal har problemerne været størst i Italien, Grækenland, Frankrig, Grækenland og allerværst i Bulgarien.

Polen rangerer på 41. pladsen på Transparencys indeks for korruption, men det er lavere end i flere lande fra det ”gamle” EU i vest, f.eks. Italien, der har et af de laveste tal for antal af dommere pr. indbygger.

Misbruget af EU-midler er heller ikke specielt højt i Polen. (Unionens anti-svindel-kontoret, Olaf, har over fem år registret danske svindelsager for over 200 mio. kr. med især danske landmænd som synderne – red.)

Kort sagt, problemer med overholdelse af retsstatens principper finder vi i hele EU, ikke kun i Central- og Østeuropa.

Polen har ikke uberettiget anklaget EU for dobbeltstandarder, for EU-Kommissionen har reageret forskelligt på de samme overtrædelser. Polen og andre lande fra Central- og Østeuropa bliver diskrimineret.

Regeringspartiet Fidesz i Ungarn har lige siden 2010 grebet ind på retsområdet uden at blive straffet. Polen derimod kom meget hurtigere i EU-Kommissionens søgelys.

Årsagen kan være, at Fidesz og premierminister Viktor Orbán har været i den magtfulde kristendemokratiske gruppe (EPP) i EU-Parlamentet. Det polske Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) er derimod med i gruppen af det euroskeptiske Gruppen Europæiske Konservative og Reformister (ECR). Gruppemedlemskab skal ikke være en beskyttelse mod kritik indefra og udefra.

At regeringer i EU-lande begrænser domstolenes uafhængighed skyldes, at de føler, at domstolene i for høj grad blokerer lovforslag og gør det vanskeligt for folkevalgte regeringer at gennemføre nødvendige lovforslag. Med andre ord, domstole obstruerer ”folkets vilje”. De partier, der vinder valgene, skal også have ret til at styre. Domstolene bør ikke, siges det, udgøre en 3. eller 4. statsmagt.

I dommerstanden og i andre elitegrupper i flere EU-lande findes der aktivistiske ”vi ved bedst”-holdninger. I Polen er den øgede opbakning til det illiberale demokrati udtryk for kamp mod ”dommer-kasten” – dommere udnævnt af socialistiske og/eller liberale regeringer i årene efter 1990, som ikke er neutrale, og som bevidst har fordrejet og fortsat fordrejer retsstatens principper.

Man bør afholde sig fra at dæmonisere det polske Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Partiet har trods alt ikke, sådan som det ofte sker i autoritære stater, forfalsket valgresultater, arresteret modstandere og forhindret opklaringen af mord på politiske modstandere.

At problemerne med retsstatens principper er begrænsede til det ”nye” EU i øst er en alt for udbredt misforståelse. EU har en fælles opgave.

24NYT: I dag fungerer domstolene i de fleste vestlige lande, herunder Danmark, som de facto lovgivere, der ud fra internationale konventioner belærer politikerne om, hvad de må og ikke må.

En meget væsentlig grund hertil er de internationale domstole som EU-domstolen og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Begge er besat af aktivistiske dommere, der har fundet ud af, at det er sjovt både at være dømmende og lovgivende magt. Også danske domstole tiltager sig rettigheder, der aldrig var dem tiltænkt efter Grundloven.

Et dansk eksempel på dommerstandens ”vi ved bedst”-holdninger er domstolenes fortolkning af den europæiske menneskerettighedskonvention. Det hører til dagens orden, at indvandrervenlige domstole afviser anklagemyndighedens påstand om udvisning af muslimske seriekriminelle, rovmordere, folk på tålt ophold og terrorister.

Det danske Menneskerettighedsinstitut har påvist, at aktivistiske danske domstole udviser kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader, og vender således ryggen til ofrene, fordi dommerne er bange for at tage konfrontationen med de muslimske forbrydere.

Danske dommere rekrutteres i vidt omfang via Justitsministeriet, der huser flere røde lejesvende end DR. Det kan derfor ikke undre, at indvandrervenlige dommere afsiger domme, som giver efter for muslimsk krænkelseskultur og giver ”islam-rabat” ved strafudmålingen for muslimer.

Flere opfatter EU-Domstolen som en bombe under velfærdsystemet, fordi dommene konstant udvider muligheden for indvandring til Danmark. EU-Domstolen kan nemlig med sine domme ændre et lands politik på centrale områder.