Opbakningen til EU er pist væk

Begejstringen for det europæiske projekt er nærmest forduftet og afløst af national enegang og uvilje til at hjælpe hinanden, skriver politisk kommentator Michael Kristiansen i Berlingske.

Ikke mindst de to seneste kriser, flygtningestrømmene i 2015-16 og nu covid-19, har martret EU og udstillet unionens manglende evne til at kunne håndtere kriser, der netop ikke er nationale, men grænseoverskridende og rammer hele Europa.

EU er kun så stærkt, som medlemslandene gør og tillader EU at være, og den triste konstatering i 2020 er, at medlemslandene, siden de store svulstige hyldester i 2002, har svækket EU og langsomt trukket tænderne ud på EU’s handlekraft.

Flygtningestrømmene tilbage i 2016 åbenbarede for alvor, at den europæiske solidaritet og viljen til at trække hele Europa op i fællesskab er degenereret. Den politiske konsekvens er selvfølgelig, at EU-skeptiske politikere og partier får folkelig opbakning i stort set alle medlemslande.

I Italien er der skuffelse og vrede over EU’s og medlemslandenes manglende hjælp og støtte til ikke mindst Lombardiet. Hjælpen kom i stedet fra Kina. Når Italien igen kommer på fode, er det næppe EU, der står øverst på ønskelisten.

Lige nu har alle medlemslandene klogeligt og nødvendigt forskanset sig for at inddæmme coronavirussen i at sprede sig, men de lukkede grænser risikerer også at være et varsel om EU’s endeligt.