Politiet beder om hjælp fra borgerne i Lemvig

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer alle borgere i Lemvig, særligt i området omkring Lemtorp, til at kigge i deres haver, garager, skure og udhuse efter 19-årige Oline, der er forsvundet.

19-årige Oline fra Lemvig har siden i går aftes været meldt savnet, og nu beder Midt- og Vestjyllands Politi om yderligere hjælp fra offentligheden, da man er bange for, at hun ikke er i stand til at tage vare på sig selv.

Politiet beder derfor alle borgere i den nordøstlige del af Lemvig til at undersøge egne matrikler for, om den forsvundne kvinde skulle opholde sig i enten deres have, garage, skur eller udhus.

Den forsvundne kvinde beskrives som: 165 cm. høj, slank, langt lyst hår, iført sort regnjakke og blå eller sorte jeans.

Hun blev meldt savnet torsdag aften ved 23-tiden og er formentligt sidst set onsdag eftermiddag i området omkring sin bopæl.

Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med eftersøgningen i natur-, skov- og kratområder, hvorfor borgerne kun bedes om hjælp til at gennemgå egen matrikel.

Hvis man har viden, der kan bistå politiet i arbejdet med eftersøgningen – eller får kendskab til, hvor 19-årige Oline befinder sig, – bedes man ringe på telefonnummer 114.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)