Retssikkerheden er smuldret under coronakrisen

Pandemien har normaliseret exceptionelle tiltag, der skridt for skridt indskrænker virksomheder og borgeres frihed og retssikkerhed. Udviklingen skyldes, at virksomheders og borgeres retssikkerhed og frihedsrettigheder ikke tillægges samme vægt af politikerne som tidligere, siger Justitias direktør, Jacob Mchangama, til Berlingske.

”Blandt en lang række bekymringspunkter fremhæver Jacob Mchangama justitsministerens tidligere udtalelser omkring overvågning og frihed samt sammensætningen af og udspillet fra erhvervsministerens ekspertgruppe om kompensation ved fremtidige epidemier.

En af forklaringerne er, mener han, at der i befolkningen ikke er den store efterspørgsel på frihed og retssikkerhed. Retssikkerhed og frihedsrettigheder tillægges mindre og mindre vægt, også under tidligere borgerlige regeringer.

Pandemien har normaliseret nogle exceptionelle tiltag. Der sker bare det, at vi som borgere finder ud af, at nå ja, livet går jo videre. Det er jo ikke sådan, at vi pludselig har en følelse af, at vi lever i et totalitært samfund, og langt hen ad vejen formår vi jo at omstille os. Det er bekymrende, at man som borger vænner sig til, at det går den vej”.