Selv for Demokraterne blev det nye Sandhedsministerium for dumt 

Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet

For et par uger siden, skrev jeg om, hvorledes Elon Musk forsøgte at købe det politisk mest indflydelsesrige sociale medie Twitter. Ambitionen var, at gøre det til en økonomisk givtig forretning – hvad det ikke er og aldrig har været(!) – ved at sikre brugernes ytringsfrihed inden for lovens grænser. Musks analyse var, at Twitter ikke var sat i verden for at tjene penge til sine investorer, men derimod at skabe og understøtte bestemte politiske fortællinger og således styre den politiske diskurs i USA. Fordi højreorienterede debattører tiltrækkes af politisk uenighed mens venstredrejede kræver dissidenter censureret, har det været en gratis omgang for Twitter at lukke højreorienteredes Twitter-konti, når venstrefløjen har mobiliseret et tilstrækkeligt hysteri.

 

Men det er ikke kun zeitgeist-divergerende meninger, der kan udskammes som hadtale i allehånde -fobiske definitioner udtalt af de begrædeligt fortabte Trump-vælgere, som Hillary Clinton udødeliggjorde i præsidentvalgkampen 2016. Det er også en kamp om beskrivelsen af, hvilken virkelighed vi alle befinder os i – det fælles tredje om man vil. Jeg brugte eksemplet med indholdet af Præsident Bidens søn, Hunter Bidens, bærbare computer der, udover en overvældende fotodokumentation af hans nedslående privatliv også indeholdt en ganske udførlig dokumentation af Biden-familiens lyssky transaktioner med udenlandske gangstere og fremmede fjendtlige magter. Alt sammen hvilende på netop USAs nuværende præsident Joe Bidens politiske poster, gennem et langt liv i politik.

 

Da New York Post op til valgdagen i 2020 bragte en udførlig gennemgang af indholdet på Hunter Bidens computer, blev deres artikel anklaget for at ligne russisk desinformation af højtstående nuværende og tidligere medlemmer af efterretningsvæsenet. NYPs historie blev slettet fra de sociale medier og gjort umulig at dele, således at den ikke kunne gå ‘viralt’ og påvirke Joe Bidens chancer for at vinde valget. New York Post konto blev midlertidigt suspenderet af Twitter og først åbnet et godt stykke efter valgkampen.

 

Med Musks forsøg på at vride et sandhedsmonopol ud af hænderne på det uheldige konsensus, der udgøres af Washingtons politikere, for øjeblikket primært Demokraterne, efterretningsvæsenet, de fleste store mediehuse og de sociale medier, forsøgte Det Hvide Hus at oprette en styrelse, “Disinformation Governance Board”, der skulle imødegå, hvad regeringen Biden mente var desinformation på internettet. Det blev straks døbt Sandhedsministeriet, efter George Orwells dystopiske 1984. Til at lede dette noble projekt valgte Bidens regering den sangglade og – overfor Demokraterne – meget loyale Nina Jankowicz.

 

Internettet lader sig ikke frivilligt tøjle og udover at døbe Det Hvide Hus forsøg på at agere den Fjerde Statsmagt Sandhedsministeriet, blev Jancowiczs egentlige kvalifikationer hurtigt blotlagt. For hende eksisterede der ikke en overlejret magtstruktur i Washington, med sin egen dagsorden (populært og diffust døbt ‘den Dybe Stat’, eller hvad oberstløjtnant Windman under strafansvar foran Kongressen døbte ‘the interagency consensus), Trump havde underløbet den demokratiske proces i USA med hjælp fra Putin og historien om Hunter Bidens bærbare computer var en russisk desinformationskampagne.

 

Jankowics, the Mary Poppins of Disinformation, som hun beskrev sig selv, var tillige i 2015 ansat centralt i den regerings-finansierede NGO (hvilket som regel står for Non-Governmental Organisation) “Institute for Statecraft”. Blandt opgaverne for “Institute for Statecraft” var at “forsvare demokratiet mod disinformation”, hvilket, med tidsskriftet Revolvers ord, skulle ske “by recruiting secretive “clusters” of academics, national security bureaucrats, journalists, think tankers, and lobbyists in multiple European countries”. Således kunne man også påvirke europæiske regeringers beslutninger. Revolver konkluderede

 

First, we note the sinister irony that the NATO-funded Integrity Initiative, whose ostensible purpose is to “Defend Democracy Against Disinformation,” was caught red-handed conducting a secretive influence operation to meddle in the internal politics of Spain, a democratic NATO member.

Second, we note how crucial — indeed, indispensable — the social media platform Twitter was to the influence operations in question. It is precisely the importance of Twitter as a theater for U.S., U.K., and NATO backed psychological influence operations that informed our analysis of Elon Musk’s attempt to purchase the platform. We weren’t exaggerating when we described Elon’s threat to allow free speech and transparency on Twitter as a “declaration of war” against the Regime. As the Integrity Initiative’s use of the platform shows, Twitter’s value to U.S.-aligned intelligence agencies as a friendly ground for influence operations far exceeds its nominal value as a technology company.

[For det første noterer vi os ironien i at det NATO finansierede Integrity Initiative, med det tilsyneladende formål at “Forsvare Demokratiet Imod Desinformation” blev afsløret på fersk gerning i hemmeligt at influere indenrigspolitikken i Spanien, et medlem af NATO.

For det andet,  hvor vigtigt – ja endda essentielt – det sociale medie Twitter var i denne indflydelsesoperation. Det er præcis vigtigheden af Twitter, som en slagmark for amerikansk, britisk og NATO støttet psykologisk indflydelsesoperationer der gjorde det klart for os, at Elon Musks trussel om at tillade ytringsfrihed og gennemsigtighed på Twitter var en “krigserklæring” imod Regimet. Som the Integrety Initiatives brug af Twitter viser, var værdien af det sociale medie langt mere værdifuld for USA venlige efterretningstjenester, end dets økonomiske værdi som en IT virksomhed.]

Jankowics, Demokraterne og deres propagandister i medierne, løj trods alt ikke når de fortalte deres tilbageværende medlemmer og seere, at hun var ekspert i desinformation – skønt de nok mente noget andet. Nu er oprettelsen af Sandhedsministeriet, jeg mener “the Disinformation Governance Board”, aflyst med begrundelsen, at en koordineret desinformationskampagne fra højrefløjen har umuliggjort Mary Poppins renskuring af internettet for regime-alternative fakta. Denne begrundelse er ironisk nok i sig selv desinformation. Sandheden er opmuntrende nok, at langt ind i Demokraternes egne rækker, blev ideen regnet for smådum.