Singlers boliglyst boomer – men højere renter strammer

Køberbarometer: Mange vil købe boligen alene, men stigende renter og højere boligpriser udfordrer i særlig grad single-køberne.

– Det er overraskende mange, der vil købe alene, siger Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark som reaktion på en repræsentativ spørgeundersøgelse fra YouGov. Foto: Home

Trods markant højere boligpriser har mange danskere fortsat planer om at købe bolig, selv om de skal gøre det alene, viser en måling fra YouGov for ejendomsmæglerkæden Home.

  • I starten af 2022 er det 37 % af de aktive eller kommende boligkøbere, der svarer, at de vil købe bolig alene.
  • I begyndelsen af 2021 var 27 % af køberne alene på boligjagt. Det er en signifikant forskel ifølge YouGov*.

– Priserne er steget det seneste år, og det samme er renterne, derfor er det ret overraskende, at så mange vil købe bolig alene, siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Overraskende mange singler med boligplaner

Cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig i Realkredit Danmark er enig.

–          Det er overraskende mange, der vil købe alene, men det afspejler i høj grad, at der er mange unge og studerende, som er på jagt efter en bolig, samt at der er mange, der bor uden en partner, siger Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.

Nye tal fra Danmarks Statistik bekræfter, at flere og flere søger efter bolig alene.

Antallet af single-husstande stiger markant, og de seneste 10 år er der blevet over 100.000 flere husstande, hvor der kun bor én person. Godt 1,1 mio. husstande er kun på én person ud af knap 2,8 mio. husstande i alt.

LÆS OGSÅ:  Køberbarometer: Endnu flere vil købe bolig i den kommende tid

Oven i det tal kommer folk, der bor alene med hjemmeboende børn. Her er der især blevet flere hjem med én forælder og et barn – cirka 20.000 flere på ti år, viser Homes analyse.

Så alt i alt er der flere, der bor for sig selv eller alene med børn, konkluderer Home og Realkredit Danmark, og dermed er der flere, der potentielt er på boligjagt.

Boligjagten er blevet sværere

Højere priser og de hastigt stigende renter – især efter nytår – har gjort det dyrere at træde ind på boligmarkedet som køber, og for en husstand med kun én indtægt er det i særlig grad tilfældet.

Køberbarometeret fra YouGov og Home er gennemført i starten af 2022, og siden er der kommet dårligt nyt. Renten er nemlig steget yderligere.

–          Mange singler går helt sikkert fortsat med drømme og planer om at købe bolig, men et boligkøb kræver mere af økonomien nu, og for nogle er drømmen nok skubbet lidt længere ud i fremtiden, siger Michael Dalsager fra Home og peger på, at en lejebolig er det mest almindelige boligvalg som single-husstand.

Men det er fortsat muligt i mange kommuner at købe hus med én indkomst, fastslår Realkredit Danmark.

Som en grov tommelfingerregel kan man gange sin årlige bruttoindkomst med 4, og så har man et hurtigt pejlemærke for, hvor meget bolig man kan købe – samtidig med at man skal have en udbetaling på mindst 5 % af boligens værdi.

LÆS OGSÅ:  Krigen i Ukraine får nu ram på de danske boligpriser

Ifølge køberbarometeret fra janunar svarer 12,7 % af danskerne, at de har planer om at købe bolig i 1. halvår af 2022, heraf udgør single-køberne som sagt 37 % af skaren.

*Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 2036 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 3. – 7. januar 2022

Antal husstande og størrelse – 2012 og 2022

2012 2022 Udvikling i antal 2012 2022 Udvikling i andel %-point
1 person              999.388           1.107.109               107.721 38,5% 39,7% 1,2%
2 personer              856.054              929.014                 72.960 33,0% 33,3% 0,3%
3 personer              302.086              315.346                 13.260 11,6% 11,3% -0,3%
4 personer              295.542              299.579                   4.037 11,4% 10,7% -0,7%
5 personer              104.269              102.080 –                 2.189 4,0% 3,7% -0,4%
6 personer                24.567                23.200 –                 1.367 0,9% 0,8% -0,1%
7 personer                  6.731                  6.560 –                    171 0,3% 0,2% 0,0%
8 og derover                  4.916                  5.403                       487 0,2% 0,2% 0,0%
 I alt           2.593.553           2.788.291               194.738 100% 100% 0,0%

Kilde: Danmarks Statistik (data) og Home (tabel og udregning)

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)