Starter af ulovlige gaderæs skal i fængsel

Retten i Hillerød har idømt en 19-årig mand 20 dages ubetinget fængsel for at være ’starter’ af mindst seks ulovlige gaderæs på en motorvej. Det er første gang, nogen er dømt efter reglerne om vanvidsbilisme uden selv at have kørt.

Den 19-årige vestsjællandske mand var anklaget for at medvirke til afvikling af flere ulovlige gaderæs på Frederikssundmotorvejen lørdag den 12. februar ved klokken 22.40-tiden.

Politiet blev tilkaldt den pågældende aften, fordi bilister anmeldte, at der blev kørt ræs på motorvejen, som var blokeret for almindelig trafik. Under retsmødet kom det frem, at var mellem 50 og 100 køretøjer på stedet og flere tilskuere i nødsporet.

Ifølge tiltalen stod den 19-årige samme sted midt ud på motorvejen mellem kørebanerne, vinkede ventende biler frem to og to og gav dem håndtegn til start, hvorefter bilerne kørte om kap mod hinanden i høj hastighed ud ad motorvejen.

Retten kendte ham skyldig i at have medvirket til kap- og væddeløbskørsel efter færdselslovens § 37, stk. 4, som er omfattet af skærpelserne for vanvidskørsel og dermed udløste en ubetinget frihedsstraf på 20 dages fængsel.

”Dommen understreger, at det ikke kun er strafbart at køre vanvidskørsel men også at medvirke til, det finder sted,” siger specialanklager Charlotte Møgelhøj, Københavns Vestegns Politi.

Dommen faldt torsdag eftermiddag og den dømte, som før var ustraffet, tilstod og modtog straffen.

LÆS OGSÅ:  Flere eksempler på vanvidsbilisme i weekenden  – Måtte standses med sømmåtte

 

Indsats fortsætter

”Vi anvender de regler, der gælder, og denne dom vil indgå i vores fremadrettede målrettede indsatser mod ulovlige gaderæs,” siger politikommissær Claus Stoltenberg, leder af Københavns Vestegns Politis færdselsafdeling.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)