Truede betjente med kniv og blev anholdt

En patrulje fra Østjyllands Politi tog torsdag kl. 20.29 kontakt til en person på en adresse i Lystrup, da vedkommende virkede påvirket af euforiserende stoffer. Den 20-årige mand blev derfor sigtet og under en efterfølgende visitation også fundet i besiddelse af en mindre mængde hash og kokain.

I forbindelse med anholdelsen af den 20-årige kom en 43-årig mand ud fra boligen på adressen med en kniv hævet over hovedet, mens han i høj fart bevægede sig i retning mod politiet.

Den 43-årige udviste aggressiv adfærd og råbte mod politiet, hvorfor betjentene trak deres tjenestevåben og på ny bad ham smide kniven fra sig, hvilket han til sidst efterkom. Han blev efterfølgende anholdt og sigtet for forsøg på vold mod politiet, mens kniven blev beslaglagt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)