Ubegavet indvandringspolitik gør danskerne fattigere

Ifølge en analyse fra Dansk Industri vil den strukturelle, private beskæftigelse slet ikke stige frem mod 2040. Med andre ord ser Danmark ind i cirka 20 år uden flere hænder til virksomhederne. Det betyder, at virksomhederne kun vil kunne vokse ved at stjæle medarbejdere fra hinanden eller fra den offentlige sektor. Et problem også kan være, at den offentlige sektor vil støvsuge de ekstra hænder, der kommer på markedet.

At arbejdsstyrken kommer til at ligge flad i de næste 20 år, bliver en stor udfordring for arbejdsmarkedet og ikke mindst for vækstudsigterne i Danmark. Frem mod 2040 vil den økonomiske vækst være på 1,2 pct. om året i gennemsnit. Det skal holdes op mod, at væksten i perioden fra 2010 til 2023 i gennemsnit har været på 1,6 pct. Det vil sige, at den årlige fremgang i den danske økonomi vil falde med en tredjedel. Det vil kun forstærke den i forvejen dybe vækstkrise, Danmark oplever.

Det at hente arbejdskraft udefra er i høj grad et spørgsmål om, at den arbejdskraft, man henter, skal have de rigtige kvalifikationer. Udlændinge kunne være en gevinst for danskerne, hvis Danmark førte en begavet indvandringspolitik med fokus på arbejdskraftens kvalifikationer. Men det gør man ikke i Danmark. Mens kloge lande går målrettet efter højtkvalificerede og topmotiverede indvandrere, importerer Danmark fattige muslimske analfabeter, lykkeriddere og sociale nassere, som ikke kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked. Facit er, at der i Danmark opholder sig flere tusinder muslimer fra MENAPT-landene, som er på offentlige ydelser, og som koster statskassen ca. 35 mia. kr. netto om året.

Til gengæld er højtkvalificerede udlændinge ikke velkomne i Danmark. Senest har man kunnet læse medieberetninger om 400 iranske sygeplejersker, der sidder fast i dansk bureaukrati og venter på autorisation. Og dette mens det danske sundhedsvæsen er ved at bryde sammen på grund af mangel på sygeplejersker.

Autorisationsprocessen for udenlandske sygeplejersker er en anskuelsesundervisning i en hjernedød dansk indvandringspolitik. Sygeplejerskerne skal nemlig ikke bare lære dansk, men skal lære dansk på højeste niveau og have 7 i skriftlig dansk, 7 i sprogforståelse og 10 i mundtligt dansk. Når sygeplejerskerne har lært dansk, skal de ud i en evalueringsansættelse, typisk på et hospital. Det pudsige er, at hverken Styrelsen for Patientsikkerhed eller sygehusene ved, hvad sådan en evalueringsansættelse skal indeholde, og hvor lang tid den skal vare. Efter evalueringsansættelsen dukker der flere forhindringer op. Selvom de iranske uddannelsespapirer blev gennemgået og godkendt, før sygeplejerskerne søgte visum til Danmark, skal de samme uddannelsespapirer gennemgås og godkendes igen, når evalueringsuddannelsen er afsluttet. Det er rent Kafka.

Danskerne er ekstrem lighedsorienterede og bryder sig ganske enkelt ikke om tanken om, at nogle indvandrere skal være ”mere egnede” end andre. I Danmark betragtes screening og selektiv udvælgelse af indvandrere derfor som særdeles kontroversiel. Det strider mod den danske anti-elitære natur at udvælge indvandrere på grund af deres oprindelse, kvalifikationer, motivation og forudsætninger for at kunne bidrage. Resultatet er, at Danmark til forskel fra de kloge lande importerer analfabeter og halvanalfabeter med en uoverstigelig kulturbarriere og uden faglige ressourcer og kompetencer, der kan bruges på det danske arbejdsmarked. De frister en kummerlig tilværelse som sociale klienter på evig offentlig forsørgelse, og i værste fald ender de som medlemmer af indvandrerbander eller bliver radikaliseret.

Hvorom alting er: Danmark kommer ikke nærmere en løsning på problemerne med ikke-integrerbare muslimske migranter ved at holde kvalificeret udenlandsk arbejdskraft ude. Danskerne bliver derimod fattigere, dummere og svagere af, at frygten for at fremstå slappe i udlændingepolitikken holder dem fra at gøre det fornuftige. Og det fornuftige er en selektiv indvandringspolitik.

André Rossmann