Ungdomsværker med Det Kongelige Kapel i Operaen og Musikhuset Aarhus

Sprøde ungdomsværker står på programmet til Det Kongelige Kapels symfonikoncert Symfoniske fortællinger, der kan opleves både i Operaen i København og Musikhuset Aarhus.

Det Kongelige Kapel. Foto: Caroline Bittencourt

Det Kongelige Kapel, dirigenten David Robertson og den danske verdensbaryton Johan Reuter tager publikum vidt omkring i følelsesregisteret i en koncert med flere værker komponeret tidligt i livet af markante komponister, der satte barren for deres musikalske output meget højt i begyndelsen af karrieren.

Koncerten åbner med Anton Weberns Passacaglia for orkester. Webern skrev den lige efter, han havde færdiggjort sine musikstudier, og det blev hans mest elskede værk og en musikalsk milepæl.

Richard Strauss satte med sit tonedigt, Don Juan, tidligt i karrieren høje standarder for, hvordan en fortælling skal beskrives i musik af et stort orkester med dets nuancerede klangverden.

Dmitrij Sjostakovitj var kun 19 år og stadig studerende ved Leningradkonservatoriet, da han som afgangsværk komponerede sin Symfoni nr. 1, der opnåede næsten øjeblikkelig anerkendelse.

Gustav Mahler havde formentlig allerede i sin barndom kendskab til de folkedigte, der inspirerede ham til liedsamlingen Des Knaben Wunderhorn. Hver sang har sit særlige udtryk og unikke instrumentation, der underbygger de enkelte teksters særlige karakter, og hver enkelt sang er et drama om menneskets liv og død på jord.

Spilledatoer:
Operaen, Store Scene 22. april kl. 19.30
Musikhuset Aarhus 23. april kl. 16.00

Koncertintroduktion 22. april
Inden koncerten i Operaen vil der være koncertintroduktion på Operaens Store Scene 18.30-19.00.
Mød den unge komponiststuderende Athanasia Kotronia, der i samtale med operachef John Fulljames, dirigent David Robertson samt professor og leder af komponistuddannelsen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Niels Rosing-Schow udforsker, hvordan det er at være ung komponist i dag. En strygekvartet fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium spiller værket Pressade blomblad af Athanasia Kotronia. Der er gratis adgang med billet til koncerten.

LÆS OGSÅ:  Paolo Carignani ny gæste chefdirigent for Det Kongelige Kapel

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)