13-årig pige krænket: Har du set gernignsmanden?

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker lige nu en sag om blufærdighedskrænkelse i Varde

Torsdag modtog Syd- og Sønderjyllands Politi en anmeldelse om blufærdighedskrænkelse. En 13-årig pige blev krænket af en mand, da hun torsdag omkring klokken 14.20 sad og ventede på bussen ved busstationen i Varde.

Gerningsmanden beskrives som en mand med et etnisk dansk udseende og omkring 180 cm høj og spinkel af bygning. Manden vurderes til at være 30-40 år gammel og havde et langt hageskæg sat op med elastik. Manden havde en grå/sort jakke med huller og lapper på, samt mørkegrå joggingbukser, orange sol- eller skibriller og en skotskternet hue.

I forbindelse med efterforskningen søger politiet vidner, som har set gerningsmanden eller har kendskab til hvem han er. Derfor opfordrer politiet vidner til at kontakte 1-1-4, hvis de har oplysninger til sagen.