18-årig anholdt for skyderi på vandpibecafé

Københavns Politi anholdt torsdag en 18-årig mand, som er sigtet for drabsforsøg på en 39-årig på en vandpibecafé på Åboulevard lørdag den 4. december. Den 18-årige fremstilles i grundlovsforhør fredag formiddag.

Ved en koordineret aktion i flere byer slog Københavns Politi torsdag til og anholdt en 18-årig dansk statsborger for at have skudt en 39-årig på en vandpibecafé den 4. december. Her skød en gerningsmand den 39-årige på klos hold, inden han flygtede fra stedet.

I forbindelse med anholdelsen ransagede Københavns Politi seks steder i Storkøbenhavn. I den forbindelse blev der bl.a. fundet en pistol, som politiet formoder er den, der blev brugt til drabsforsøget, og flere andre effekter af værdi for efterforskningen.

”Vi har haft en bred og omfattende efterforskning. Den 18-årig er ikke registreret som bandemedlem, men har en vis tilknytning til bandemiljøet. Vi har en indikation af motivet, men af efterforskningsmæssige hensyn kan jeg ikke komme nærmere ind på det. Der er ikke en direkte kobling med nogle af de andre skyderier fra den seneste tid, men vi vurderer, at drabsforsøget er banderelateret. Med gårsdagens anholdelse og ransagninger bringer det os meget videre i efterforskningen, som fortsætter ufortrødent,” siger leder af Afdeling for organiseret kriminalitet, vicepolitiinspektør Knud Hvass.

Den tilskadekomne 39-årige er ikke medlem af en bandegruppering. Hans tilstand er stabil men fortsat kritisk.

LÆS OGSÅ:  84-årig kvinde offer for udlændinges tricktyveri

De seneste uger har der været en række skyderier i Storkøbenhavn, som politiet vurderer har eller kan have relation til rocker- og bandemiljøet.

Københavns Politi vil af hensyn til den videre efterforskning begære om lukkede døre ved grundlovsforhøret og har derfor ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt. Grundlovsforhøret finder sted ved Retten på Frederiksberg.

I København blev en 27-årig mand torsdag den 2. december dræbt af skud nær Nørrebrogade. Kort efter blev to personer anholdt. De er begge varetægtsfængslet. Den 3. december blev en 17-årig bulgarsk statsborger dræbt i Rødovre, mens den føromtalte 39-årige blev skudt den 4. december. Natten til tirsdag den 7. december blev en person dræbt af skud i Herlev.

Både Københavns Vestegns Politi og Københavns Politi har iværksat en massiv indsats for at få lagt låg på konflikten.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)