VELFÆRD: Den danske velfærdsmodel i langsomt forfald

Andelen af ældre og antallet af demente stiger kraftigt, og man oplever, at det bliver stadigt sværere for dem at blive visiteret til at få den fornødne offentligt finansierede hjælp. Det skriver Berlingske.

Dansk Erhverv skønner, at der på landsplan er etableret 25-30 private firmaer, der på forskellig vis leverer diverse former for pleje- og sundhedsfaglige ydelser til 600-800 kr. i timen direkte til demente og pårørende uden om kommunerne – og at det er et marked i stigning.

På det private behandlingssted Søstersanatoriet på Frederiksberg er betalingen 2.000 kr. pr. dag. De smagfulde omgivelser på Søstersanatoriet gør, at demenspatienterne føler sig hjemme. Personalet har væsentlig mere tid til den enkelte, virker generelt mindre stresset og er specielt uddannet til at håndtere demente. Og den bedste medicin mod demens er som bekendt tilstrækkelig tid og omsorg.

24NYT: Socialkontrakten har tidligere betydet, at der skulle være kvalificerede tilbud om sundhedsfaglig behandling og pleje samt relevant rådgivning til alle danskere berørt af demenssygdom – uanset pengepungens størrelse, eller hvor de bor i landet. Det er det, danskerne har betalt og fortsat betaler for over skatten. Men i dag er det pengepungens størrelse, som giver adgang til den bedste ældre- og demenspleje.

Der er således tusinder af danske familier, der ikke bare betaler for ældre- og demenspleje over skatten, men som også bruger en ofte betragtelig privat sum oven i skatten.

Men hvorfor dog betale for privat pleje, når vi i forvejen betaler for offentlig pleje via skatten? Svaret er enkelt: Velfærdssamfundets økonomi i Danmark er under pres, fordi den ikke har fulgt med den demografiske udvikling. Der er færre danskere i den erhvervsdygtige alder, flere ældre, flere indvandrere og efterkommere på livsvarig offentlig forsørgelse, og flere børn med ikke-vestlig baggrund. Derfor er der ingen ressourcer til værdig alderdom for danske ældre.

Vi er ganske enkelt nået til det punkt, hvor borgerne ikke mere kan være sikre på, at velfærdssamfundet vil overholde sin del af socialkontrakten. Politikerne bør derfor prise sig lykkelige for, at socialkontrakten ikke er en juridisk bindende kontrakt, som borgerne har med velfærdssamfundet. Så ville den nemlig være misligholdt i en grad, der berettigede borgerne til at opsige kontrakten.