Klumme: Universitært galimatias

Universitært galimatias

I middelalderen diskuterede lærde, hvor mange engle der kunne stå på en nålespids. Efter særlig englelære havde englene ingen fysisk form, de optog derfor ikke plads, og i henhold hertil kunne der altså stå et uendeligt antal engle på knappenålens spids. Om det så blandt de lærde var en almen-accepteret konklusion, er muligvis ikke ganske klart.

Kunne man nu forestille sig, at dagens universiteter inden for teologi og humaniora ville tage dette skæbnetunge problem op til fornyet intellektuel granskning og i lærde diskussioner? Næppe. Der er dog en grænse for galskaben, hedder det, og en særskilt engleforskning af den nævnte art ville uden tvivl blive betragtet som misbrug af institutionernes midler.

Det er vist helt klart. Men åndeligt beslægtet med englelæren foregår der i nutidens akademiske miljø overvejelser og indsatser, der kan forekomme lige så luftige som de dengang tungtvejende englespørgsmål. Problemer og diskurser, der for offentlige midler aktiverer selvbevidste akademiske ånder og ligeledes afføder livlig faglig diskussion. I middelalderens religiøst betonede samfund vimsede englene som bekendt rundt i kristendommen og var vel derfor også en sag for de lærde. I dag forekommer imidlertid dele af universitetsforskningen at være endnu længere ude i hampen i forhold til det samfundsrelevante, end englelæren var i sin tid. 

I fjor vakte det således opmærksomhed, at en rapport om social kontrol i indvandrer-miljøer, begået af forskere fra RUC, havde som et aksiom, at negativ social kontrol og æres-relaterede sociale konflikter måtte ses på baggrund af “strukturelle uligheder” i det danske samfund, hvormed betydningen af religiøse og kulturelle faktorer stort set udelukkedes fra forklaringen. En helt ubrugelig undersøgelse, som var bestilt i 2017 og havde kostet et millionbeløb. Den blev da også hurtigt gemt væk af den berørte minister. Hvordan man dog i sin tid kunne forestille sig at få en fornuftig rådgivning om den slags fra “forskere” på et B-universitet som RUC, må stadig være en gåde.

Desværre er det dog ikke sikkert, at forskere på de generelt velmeriterede universiteter ville have givet mere brugbare svar på nævnte spørgsmål.  For en stor del af denne universitetsforskning synes at befinde sig i et intellektuelt morads og politisk fantasirige. I Weekendavisen har journalist Søren K. Villemoes således for nylig offentliggjort referat af en konference for nordiske migrationsforskere. Konferencen fandt sted i Helsingfors, og 550 forskere deltog (online via Zoom).

Via konferencens emnekredse ser man, at migrationsforskerne, er stærkt interesserede i “kernespørgsmål” om kolonialisme, kolonialitet, racisme og hvidhed i nutidens nordiske samfund. Intersektionalitet nævnes også som noget væsentligt, fordi det virkelig sætter race, racialisering og racisme i centrum for den sociale teori og analyse, hedder det fra en vigtig bidragyder. Der er workshops om differentierede “hvidheder” og om hvordan “hvidheden” forstærker den “koloniale medvirken.” Migrationsstudier skal egentlig helst ikke handle om migranter, da det er med til at forstærke ideen om nationalstater, anføres det. Osv. i samme dur.

Det kan være svært at tage dette alvorligt. Men det er skam creme de la creme i nordisk migrationsforskning mm., der deltager i det halløj. Det viser en forskningsverden, der i stigende grad er frigjort fra at være relevant for de lande (nationale samfund), der finansierer dens aktiviteter.

Beklageligvis er det næppe alene dette “forskningsfelt”, der er inficeret af sådanne postmarxistiske intellektuelle baciller. I Jyllands-Posten har Rune Selsing således fremhævet gakkede forskningsaktiviteter også på universiteterne i Aalborg, Aarhus og i København samt naturligvis i Roskilde. Der “forskes” i hvidhed, undertrykkelsesteori, intersektionalitet, qeer, opløsning af kønnene osv. Samlet bruges der ikke ubetydelige midler på sådan gakket “forskning”. Det er ikke bare på Kunstakademiet i København, at galskaben er sluppet løs.

Hvorfor skal skatteyderne dog finansiere den slags ligegyldigt tankespind?  Det må beklageligvis konstateres, at universiteterne med deres rektorer, dekaner, direktører og bestyrelser ikke magter at fastholde en sober, samfundsrelevant forskningsudvikling på udsatte humanistiske og samfundsvidenskabelige områder. Som nævnt ville man nok i dag undgå englestudier eller teorier om måner lavet af grøn ost. Men sumpen med alt det andet vrøvl magter eller ønsker universitetsledelserne åbenbart ikke at dræne.

Skatteyderne bør kræve dette pengespild standset. Det er ikke en krænkelse af noget “armslængdeprincip”, og det kan vel ikke være grænseløst, hvad et universitet beskæftiger sig med, og at samfundet bare skal betale? Det er heller ikke censur at afskaffe helt overflødig “forskning”. De omhandlede politiserende “forskere” kan skam sagtens fortsætte deres missionerende virksomhed i medierne og i egne publikationer. Men når universiteterne ikke selv formår eller ønsker det, må de af skatteyderne valgte politikere sætte grænsen. Vrøvlet forsvinder ikke af den grund, men det bør ikke statsfinansieres.