Den socialdemokratiske Overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen, er i dag i medierne, med sin mening om, samarbejdet mellem Nemlig.com ejeren Intervare og Københavns Kommune. Sagen behandles i aften, torsdag den 3/2 i Københavns Borgerrepræsentation, som et lukket punkt. Det er derfor overraskende, at Overborgmesteren, allerede før den fortrolige og lukkede behandling udbasunerer, at “vi skal ophæve kontrakten med Intervare på baggrund af de sager, der har været. Intervare har helt grundlæggende ikke levet op til vores arbejdsklausul”, siger Overborgmesteren til Politiken.
Efter Sophie Hæstorp Andersens udtalelser, går jeg nu ud fra, at behandlingen ikke længere er fortrolig, men at sagen behandles i fuld offentlighed. Det er jo, trods alt, københavnske skatteborgeres penge det drejer sig om.
Dansk Folkeparti går også ind for en opsigelse af kontrakten. Det ville vi have sagt på det lukkede dagsordenspunkt, men siger det så også nu, efter Overborgmesterens brud på kotyme. Efter min og DF’s opfattelse, burde Nemlig.com demonstrere et helt andet samfundsansvar, før de kan komme i spil igen. Udover det kontraktlige med medarbejderne, bør de også se på, hvordan de kan bidrage til København med lærlinge, uddannelsesprogrammer, el-biler o.s.v.
Beslutter Borgerrepræsentationen i aften, at ophæve Intervare-kontrakten, vil det betyde tab af et af selskabets allerstørste kunder og en årlig indtægt på mere end fem millioner kroner.
Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)