Boganmeldelse: ”Islams Offentlige hemmeligheder” af Jaleh Tavakoli

Af Lene Kattrup februar 2019.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme, det er både en fremragende og en nødvendig bog.

Hvert kapitel er fyldt med fakta, detaljer, overvejelser og argumenter.  For nogle kan det være tungt stof, men man kan læse kapitlerne uafhængig af hinanden. Og så bagefter sidde og overveje, hvad man selv præcist mener. Hvor man selv står og hvorfor.  Jaleh Tavakoli giver stof til eftertanke.  Hun er skarp, springer ikke over, hvor gærdet er lavt, men har tænkt sig om og været grundig.  Dejligt. Især fordi, der på dette område i vor tid er så utrolig mange, der udtaler sig, uden at have sat sig ind i stoffet.

Anmelder, Lene Kattrup. Medlem af Trykkefrihedsselskabets rådgivende organ, Trykkefrihedsrådet, og medlem af Det Etiske Råd fra 2010 til 2016.

De fleste glemmer at spørge sig selv, om de kender ortodoks islam = islams DNA= islamisme = politisk islam= islam tolket bogstaveligt/ordret = den totalitære ideologi (i) islam.  Mainstream islam.   

Mange mener – herunder især de fleste politikere og akademikere – at man som borger i et sekulært demokratisk land ikke behøver at kende andre religioner end kristendom, som de erkender, man bør have en vis viden om.  De ser på islam, som et sekulært menneske ofte vil gøre. Men det er forkert, man skal se på islam med islams briller, hvis man vil forstå.

Det gør Tavakoli. For hun ved, hvad hun taler om.  Og som hun siger, vi skal først og fremmest kræve ærlighed i debatten om islam. 

I islam kan du ikke adskille religion og ideologi.  Og islam er lige så meget politik, som religion. Faktisk mere politik. Det ville være uforsvarligt og usagligt, at være politiker i 30’erne og 40’erne, uden at kende til og have læst om nazismen og fascismen. Islamismen, som hun foretrækker at kalde for mainstream islam, er, som jeg ofte har skrevet om, også en totalitær ideologi, der bærer de typiske kendetegn herunder dynamiske selvforstærkende samfundsdestruktive kræfter. Så for at forstå vores tid, og det der sker pt, bliver man nødt til at sætte sig ind i islam/islamismen.

Jaleh Tavakoli vælger at kalde det, jeg kalder for islamismen (se ovenfor), for mainstream islam.  Hendes argument er, at man ved at bruge ordet islamisme kan give indtryk af, at islamismen er en afart af islam, samt at en fredelig demokratiforenelig islam findes. Hun har ret, der kan være denne fare, jeg er enig. På den anden side får personer som jeg – på den måde vi (der ikke er ubekymrede og/eller ”apologeter”, som grundlæggende er enige med Tavakoli) bruger islamisme – bedre frem, at der er tale om en totalitær ideologi med ”isme” som suffix.   

Fredelig islam= moderat islam= demokratisk forenelig islam findes ikke, men der findes demokratisk orienterede muslimer.  Så jeg kan sådan set købe Tavakololis argumentation for at bruge begrebet mainstream islam, for at klargøre dette. Men jeg vil som fx Mehdi Mozaffari, Daniel Pipes og Hirsi Ali m.fl. fortsætte med at bruge islamisme-begrebet, men nu vil jeg udvide med også at bruge begrebet mainstream islam, idet jeg betragter de to som identiske.

Jaleh Tavakolo ønsker stadig at bruge betegnelsen islamister om de muslimer, der går ind for at implementere og opretholde islamiske leveregler også her i vesten/Danmark, som derfor er fortalere for mainstream islam, forklarer hun.

Denne islamisering er rigtigt godt i gang. 

Det vigtigste i hele bogen er især introduktionen, der er spækket med gode betragtninger, diskussion og konklusioner.  Den må gerne læses et par gange, hvis man ikke ved så meget om islam. (Derpå skal man fortsætte). Næsten hver linje er vigtig, og der er mange guldkorn. I resten af bogen har man baggrunden og en grundig dokumentation for det, der står i introduktionen. Der er i bogen også en del interessante og opsigtsvækkende screenshots fra facebook. Ligesom hun til sidst kommer med nogle bud på, hvordan hun mener, vi bør handle. 

Jaleh Tavakoli forklarer om, hvordan jihadiseringen er en del af islamiseringen, og hun kommer i bogen med rigtig mange illustrative eksempler, hvor man kan se, at myndighederne og vores politikerne stort set fuldstændig tages på sengen.  Sørgeligt. Vel fordi de mangler fantasi (se det gode Hirsi Ali citat på side 20), og viden, samt fordi de tror, at alle religioner er nogenlunde som kristendommen. Men her er islam/mainstream islam meget anderledes.  Hun får også fint pointeret, at alle islamisters mål i det store hele er præcist det samme. Historisk har vi overalt set, at: ” Når islam har fået politisk magt, hvilket er målet i mainstream islamisk teologi, så har resultatet nogenlunde været det samme, uanset sunni, shia og de mange andre teologiske forskelle” s15. 

De ønsker et samfund baseret på islam og lovgivningen i islam.

Som i særlig grad går hårdt ud over kvinder, børn, homoseksuelle og jøder. Derpå vantro og apostater (inkl. demokratisk orienterede muslimer, som ikke tolker ordret).  Men i øvrigt over alle mennesker.  Frihed og demokratiet indskrænkes/destrueres og erstattes med et undertrykkende voldsregime. 

Igennem hele bogen får Jaleh Tavokoli frem, hvor nødvendigt det er, hvis udviklingen skal vendes, at vi sørger for, at kritisk åben samtale om islam er mulig, og herunder at der gives plads til islamkritik. Hvis vi bliver ved med, som nu at indskrænke denne samtale og den kritiske debat, så åbner vi netop for, at de antidemokratiske politiserende islamister får endnu bedre mulighed for at islamisere Danmark.   

Hun påpeger, at begreberne ekstremisme og radikalisering er en del af islamisering og jihadisering, men at de ofte bruges forkert for at få os til at tro, at nogen har misbrugt religionen islam og derved radikaliseret den.  Hun har ret her, hvis man kender islams indre, vil man indse dette. Og igen – moderat islam findes ikke.

Hun tager fat på modernisering eller reform af islam. Her er jeg ikke er 100 % enig. Jeg må påpege, at hvis vi skal have ændret islam, så islam ikke udgøre en alvorlig trussel mod den vestlige verden og vores civilisation, så skal der være tale om en ”omvendt reformation”. For jo mere man søger ind til kernen af islam og til rødderne, som islam selv hele tiden klart kræver af de troende og bekendende, jo mere får man mainstream islam (=islamismen/politisk islam).  Derfor ser vi, at det er det, der findes i den vestlige verden, som dominerer totalt.  Luther derimod fik ved at søge ind til kernen i Det Nye Testamente – samt delvist bort fra Det Gamle T. – en mere menneskevenlig og apolitisk religion frem.  Af mange forskellige grunde er en sådan modernisering eller ”omvendt reform” af islam i høj grad ønskelig, men næppe på nogen måde realistisk efter min mening.  Man skal ikke forveksle håb og ønsker med realiteter.  Vi ved i øvrigt fra holdningsundersøgelser, at et flertal af de danske muslimer ikke ønsker en sådan reform eller reformation af islam.

Lad mig alligevel til sidst fremkomme med et fromt ønske.  Hvis jeg var velhavende eller vandt i lotto, ville jeg gerne forære alle vores 179 folketingsmedlemmer et eksemplar af denne bog (samt af Hege Storhaugs gode nye bog, ”Islam, Den Ellevte Landeplage”) og derpå en rigtig god ferie på en uge i Israel, såfremt de ved en hurtig lille eksamination kunne vise, at de også havde gennemlæst bogen/bøgerne grundigt.

Men………. der er vist lang vej igen.

Tak til Jaleh Tavakoli for hendes store, solide arbejde og for denne fremragende bog, jeg kun kan anbefale.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb