Danmark: Et NATO-land uden et forsvar (2023)

Fredsdividendens illusoriske charme

Under Den Kolde Krig var Danmark blandt de lande i NATO, der brugte allerfærrest penge på forsvaret. Og efter Den Kolde Krigs afslutning har danske politikere valgt at ”høste fredsdividenden”, dvs. gennemføre besparelser på forsvarsområdet, der har resulteret i, at det danske forsvar er skrumpet ind. 95 kampfly er blevet til 45, og 389 kampvogne er blevet til 44, hvoraf kun 14 er operationelle. Under Den Kolde Krig var der over 70.000 hjemmeværnssoldater. I dag er der 44.000, hvis man tæller alle passive medlemmer med.

Der har i Folketinget således igennem mange år været politisk konsensus om systematisk at ødelægge det danske forsvar. Og derfor har Danmark et forsvar, der ligger i ruiner. Det er påfaldende, at i de planlægningsdokumenter, der cirkulerer blandt danske generaler og oberster, tales der ikke om behovet for at styrke forsvaret, men om nødvendigheden for en “genopbygning” af forsvaret. Man genopbygger kun noget, der er styrtet totalt sammen, og det er præcis det, der er sket med det danske forsvar.

Danmark: Det svage led i NATO

De mange år med besparelser og reduktioner har resulteret i, at der i den seneste NATO-evaluering af det danske forsvar fra marts 2022 bl.a. står, at Danmark kun lever op til tre ud af de 17 krav, som NATO stiller til Danmarks forsvar. I 2020 gik NATO’s kritik på, at Danmark hverken er i stand til at forsvare sig selv militært eller bidrage tilstrækkeligt til NATO. Den nye rapport sætter ligesom sidst et stort spørgsmålstegn ved danskernes reelle vilje til at betale det, det koster at være med til at forsvare Vesten mod angreb udefra.

Med det nationale kompromis om forsvaret, som et bredt flertal af folketingspartier blev enig om i marts 2022, er Danmark vågnet op til en ny og frygtindgydende realitet: NATO-bidraget skal øges til 2 pct. af bnp, og der skal betales ved kasse 1. Det sender kuldegysninger igennem nasserne i Folketinget, der har troet, at princippet om, at USA finansierer NATO, mens danskerne bruger penge på velfærd, var mejslet i massiv granit og aldrig ville blive til diskussion. Men da Danmark i egen selvforståelse er en særdeles snusfornuftig købmandsnation, vil man opleve, at landet i forhold til NATO fortsat vil bruge alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til USA.

Kunsten at snyde NATO

Selv om Danmark har en klar aftale med NATO om i 2024 at nå op på 2 pct. af bnp i udgifter til forsvaret, har de skiftende danske regeringer i mange år benægtet, at der var tale om en aftale. Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) mente ligesom hendes forgænger, Claus Hjort Frederiksen (V), at Wales-erklæringen om de 2 pct. af bnp på ingen måde var et bindende tilsagn. Det tal skal ikke opfattes som et forpligtende mål, men alene som en ”hensigtserklæring”, har Bramsen sagt. At Danmark skulle have forpligtet sig til at bidrage med 2 pct. af bnp til NATO er ”fake news”, mente Martin Lidegaard fra De Radikale. ”De 2 pct. er blevet en sejlivet myte, en misforståelse og fake news. Danmark er i forvejen et af de mest militariserede lande”, sagde han.

I 2019 besluttede et folketingsflertal, at Danmarks militære udgifter skal op på 1,5 pct. af bnp i 2023. Det er tankevækkende, at man i danske medier ikke lagde skjul på, at beslutningen udelukkende var truffet for at ”formilde” NATO – og ikke fordi danske politikere oprigtigt mente, at Danmark er forpligtet til at leve op til Wales-aftalen.

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i sin tid forsøgt at overbevise USA’s daværende præsident Donald Trump om, at dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, hvorfor dansk bidrag til NATO skal ganges med to. Danskerne har altid haft ry i NATO for at være gode til at skjule, at man sælger den samme vare to gange, og at det begge gange er et sminket lig, de sælger. Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forsøgt at bilde amerikanerne ind, at dansk bidrag til NATO reelt var større, fordi det var de danske styrker i Afghanistan, der led de største tab. Hvilket var usandt, idet både USA og Estland har lidt lige så store tab som Danmark.

Løkke har endda præsteret noget så kræmmeragtigt som at regne ud, at de 43 faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7 pct. af bnp, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag. Det siger sig selv, at Løkkes forsøg på at omveksle 43 faldne danske soldater til 0,7 pct. af bnp ikke alene var direkte uværdigt og usmageligt, men også uforskammet over for de faldne soldater og deres pårørende.

Senest har Mette Frederiksen på topmødet i Vilnius i juli 2023 sagt, at Danmark lever op til NATOs krav takket være donationer til Ukraine. ”Hvad angår de 2 procent, så kommer vi faktisk op på 2 procent i de her år, fordi vi leverer så store donationer til Ukraine ud over den forøgelse, vi laver af vores eget forsvar”, sagde hun.

Danmark har et efterslæb i forhold til NATO

Mange i Danmark havde håbet, at presset for at bidrage mere til NATO ville lette efter afskeden med Donald Trump, men det er langt fra tilfældet. Den nye amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, har gjort det tindrende klart, at USA skal mærke, at europæerne vil deres egen sikkerhed, og at de skal betale ved kasse 1. ”Fair bidrag, fair indflydelse”, som han udtrykte det.

Krigen i Ukraine har konkret udstillet det danske forsvars svagheder og mangler. Flere NATO-lande har opjusteret deres forsvarsbudgetter og -ambitioner, men i Danmark går det langsomt: Her er målsætningen, at Danmark først i 2030 skal nå op på de 2 pct. af bnp, som er aftalt i Wales. Det danske tal er nu 1,65. Danmark har faktisk såkaldt økonomisk råderum til at fremrykke 2 pct.-målet. Men det ville ske på bekostning af andre områder såsom sundhed, ældreforsorg, den grønne omstilling, uddannelse – listen er lang. Der mangler penge rigtig mange steder, og arbejdskraften er der heller ikke lige nu til at udvide forsvaret med en masse ansatte. Det var årsagen til, at forsvaret og NATO fyldte næsten ingenting i valgkampen i 2022, hvilket viser, at de er røget ned af politikernes og vælgernes dagsorden.

Ingen frygter ”hærens knytnæve”

Hæren består p.t. af 2 brigader og 9 regimenter. Danmark har lovet NATO at stille med en brigade på 3.000-4.000 mand i 2024, som forsvaret efterfølgende skal opgradere til en såkaldt tung brigade i 2032, hvilket vil sige 4.000-4.500 mand med adgang til kampvogne. ”Brigade er en enhed i Forsvaret, der skal kunne indsættes med få ugers varsel. Enheden kaldes også ’hærens knytnæve’. Brigades opgave er at opbygge en slagkraftig og professionel troppeenhed, der er respekteret af vores allierede og frygtet af vores modstandere”, lyder det om 1. Brigade på forsvarets hjemmeside.

I NATO-analyser mener man ikke, at ”hærens knytnæve” er frygtet af Danmarks fjender. Her hedder det, at Danmark har en dårligt udrustet og ikke kampklar brigade. Beredskabsgraden for en brigade måles i det antal dage, der må gå fra den aktiveres til den er klar til indsættelse. En brigade skal kunne indsættes med få ugers varsel. Der er således en verden til forskel på et beredskab på 180 dage og 90 dage. Amerikanerne synes naturligvis ikke, at de kan bruge en dansk brigade, der først kan stå kampklar 180 dage efter, at man har trykket på knappen. Ingen bliver jo afskrækket af, at danskerne kan opstille en brigade på et halvt år. I øjeblikket har brigaden ifølge NATO ”kritiske mangler i kampevnen”, hvilket gør, at den er ubrugelig i en konkret konfliktsituation.

Hæren har i øvrigt mangel på alt. Det gælder ammunition, brændstof, reservedele, støvler, uniformer, personelvåben, infanterikampkøretøjer (IKKer), nye kampvogne, nye selvkørende haubitser, nye opklaringskøretøjer, et nyt luftværnssystem (M-SHORAD) og et mandbåret system (MANPAD) – listen er meget lang. Det er i øvrigt påfaldende, at forsvaret er fyldt med militært kram fra Den Kolde Krig. Maskingeværet M/2001 har således været i det danske forsvar, siden Stalin i 1950 sad på magten i Sovjetunionen. Siden er det blevet bygget om i flere omgange, så det kan bruges i et moderne forsvar, men grundtanken bag geværet er den samme, som da det blev opfundet i 1921.

Flyvevåbnet mangler kampfly

Flyvevåbnet er et af de områder, hvor Danmark lever op til flere af NATO’s styrkemål, men der er stadig store mangler. Der mangler nemlig kampfly og missiler til kampflyene.  Flyvevåbnet er organiseret i seks “Wings”, hvoraf tre råder over militærfly, herunder 30 F-16 jagerfly. Cirka en tredjedel er disse kampfly er under vedligeholdelse, til reparation eller på anden måde ikke brugbare.

Danmark har indgået en aftale om indkøb af 27 topmoderne F-35-fly stealth jagerfly, som skal leveres inden 2026, men NATO vurderer, at det er alt for få fly, skulle Danmark komme ud i omfattende kamphandlinger. I NATO’s analyse hedder det, at Danmarks flyvevåben skal have mindst 12 yderligere F-35 kampfly og langtrækkende luft-til-luft missiler. NATO vurderer desuden, at Danmark mangler to signal-efterretningsfly, nye Patriot luftforsvarssystemer, nye helikoptere til troppetransport, nye fly til overvågningsopgaver i Østersøen og Arktis, transportfly med transatlantisk rækkevidde, langtrækkende droner, områdeluftforsvar samt et permanent helikopterberedskab.

Danmarks krigsskibe er klar til pension

Søværnet lever ganske vist op til styrkemålet om minimum tre inspektionsskibe af Thetis-klassen, men NATO understreger, at der skal en plan på bordet for, hvordan Danmark vil erstatte dem. Skibene er nedslidte og klar til pension. Resten af NATO’s styrkemål for Søværnet lever Danmark kun delvist eller slet ikke op til.

Det store kritikpunkt hos NATO er, at Søværnet mangler korvetter bevæbnet med sømålsmissiler og fregatter udstyret med missilsystemer til angreb på både land- og sømål samt sonar. Korvetterne er udrustet til at sejle med missilerne, men er endnu ikke udstyret med dem.

NATO’s analyse konkluderer, at Danmark som det eneste land i Norden hverken har ubåde eller skibe, der er egnet til kystnære operationer. I forbindelse med sabotagen på Nord Stream 1 og 2 er det blevet konstateret, at Danmark mangler kapacitet til at holde sig underrettet om, hvad der sker under havoverfladen i danske farvande og i nærområdet i Østersøen.

Chokerende forfald på kassernerne

Både Hærens ledelse og soldaternes fagforening peger på, at de fysiske rammer får medarbejderne til at flygte til civile job. Forholdene er simpelthen ikke værdige, hverken for Forsvaret og dets medarbejdere eller for Danmark som et rigt, vestligt land. Års besparelser på Forsvaret er i særdeleshed gået ud over Forsvarets kaserner og ejendomme, som de seneste ti år er blevet drevet og vedligeholdt af en civil styrelse under Forsvarsministeriet. Der er et stort vedligeholdelsesmæssigt efterslæb, som er trukket med gennem mange år. Det betyder, at der nogle steder er slidte faciliteter, som er umoderne, og som ikke lever op til de standarder, man kan forvente i dag. Det vil koste milliarder at reparere det, som ikke bare skal rives ned.

Forsvaret mangler også de nødvendige opbevaringskapaciteter, herunder bygninger til at opbevare forsvarets køretøjer. Står et køretøj ikke under et tag til daglig, så holder det på sigt op med at fungere. Netop dette problem er meget aktuelt for en stor del af forsvarets materiel: Det er anskaffet uden at have de nødvendige opbevaringsfaciliteter.

Kan ikke modtage militære forstærkninger

Danmarks geografiske placering er et vigtigt bagland for allieredes adgang til Østersøregionen. Danmark er dybt afhængig af at kunne modtage forstærkninger ved højspændte situationer. For at kunne modtage tropper fra udlandet, skal forsvarskapaciteten derfor være på et vist niveau. Og det er den ikke i Danmark, fremhæver NATO.

Forsvaret burde sikre, at de allieredes styrker kan opholde sig og rejse mere sikkert gennem Danmark, men landets evne til at modtage forstærkninger lever ikke op til NATO’s krav. Det danske forsvar er med andre ord ude af stand til at sikre de opmarchområder, som Danmarks allierede håber på at kunne etablere, hvis en krig med Rusland bryder ud, og større militære forstærkninger skal bruge Danmark som mellemstation til de baltiske lande.

Medarbejderne flygter fra Forsvaret

Danmarks forsvar mangler både mandskab og en plan for, hvordan forsvaret hurtigt kan skaffe kampdygtige våbentrænede soldater i tilfælde af krig. I øjeblikket har forsvaret 3.400 personer i reserven. I Finland har de nær ved 900.000. I det hele taget har Danmarks nabolande et meget bedre personelmiks af værnepligtige, reservister og fastansatte soldater, så de altid kan skabe mere volumen på deres forsvar.

Selv om der er bred politisk enighed om at styrke forsvaret med rigtig store milliardbeløb, er der ingen, der ved, hvor soldaterne skal komme fra. Politikerne har givet håndslag på, at de årlige forsvarsudgifter skal gå fra 27 mia. kr. i 2022 til ca. 53 mia. kr. i 2033. Pengene svarer til 17.000 flere ansatte på forsvarsområdet. Og de mange tusinde ledige hænder findes ikke.

Den allerstørste udfordring for det danske forsvar er ifølge eksperter at rekruttere og fastholde professionelt personel som f.eks. mekanikere, elektronikingeniører og elektrikere, idet soldaterne oplever en hverdag, hvor de skal bo under usle forhold, og hvor der ikke engang er uniformer og støvler nok. Det giver jo ingen mening, hvis man er tømrer og mangler en hammer. På samme måde er det ikke fremmende, hvis man er soldat, og man mangler støvler, ammunition eller skal rende og råbe bang, fordi man ikke har noget gevær.

Lige nu er der en massiv mængde ansatte, der forlader Forsvaret. Maskinteknikere og automationsteknikere kan gå ud i det private og få en dobbelt så høj løn, som de kan i Forsvaret. Og når 2.000 mand forsvinder ud af Forsvaret hvert år, så stiller det nogle uoverskuelige krav til Søværnet og Flyvevåbnet at få uddannet nye medarbejdere. Søværnet og Flyvevåbnet er jo højteknologiske værn, og det kræver lang uddannelse at håndtere det materiel, de ansatte skal betjene.

Forsvarets fagforeninger tegner alle tre et billede af personalemangel både i hæren, søværnet og flyvevåbnet. Ifølge fagforeningerne er der mindre enheder, som kun har 50 pct. af det nødvendige mandskab. Der er også større enheder, som mangler 20 til 30 pct. af det mandskab, de har brug for. Ifølge Forsvarskommandoen er den samlede bemanding i forsvaret på 82 pct. For konstabelgruppen er bemandingsgraden 77 pct., for sergentgruppen 81 pct. og for officersgruppen 87 pct.

Forsvaret har alt for få ”varme hænder”

Mens personelgrupperne i et sundt forsvar kan stables som en pyramide med de unge og kampdygtige menige soldater i bunden, er der noget fundamentalt galt med den danske pyramide. Tallene viser sort på hvidt, at Forsvaret er for ledelsestungt, at der er for få operative soldater, og at forsvaret gør brug af for mange ikke-militært uddannede, som ikke kan være med til at løse kerneopgaven i Forsvaret.

I hele Forsvaret under ét er gennemsnitsalderen nu 38,2 år mod 31 år i Storbritannien og 27 i USA. Knap 20 pct. af de sammenlagt lidt over 6.400 menige soldater -konstabelgruppen – er over 50 år gamle. Hver tredje er over 40 år gammel, og reelt skal de +40-årige trækkes fra, før man har det faktiske antal kampdygtige soldater. Både de og nogle af de yngre er ikke ude i felten, men sidder i specialistfunktioner. Så reelt er der under 4.000, der kan kæmpe.

Til gengæld er der embedsmænd og officerer nok. På hele Forsvarsministeriets område er der ifølge tal fra Forsvarets Personalestyrelse (FPS) knap 7.000 civilt ansatte. Det inkluderer embedsapparatet samt HR, bygningsvedligeholdelse og økonomistyring, der blev udskilt fra Forsvaret i 2014. De civilt ansatte udgør dermed næsten 30 pct. af den samlede bemanding. Til gengæld er der chefer nok til alle – og lidt til. I 2022 blev Forsvarets 6.432 menige soldater ledes af 6.877 officerer og befalingsmænd. De sidstnævnte udgjorde altså næsten hver anden af Forsvarets ansatte. Udgifterne til lønninger udgjorde da også knap 12 mia. kr. af Forsvarsministeriets samlede budget på 27 mia. kr. i 2022, mens udgifterne til materialeanskaffelser var på kun 4,3 mia. kr.

Historisk lav moral i Forsvaret

En høj moral i forsvaret samt den ubetingede tillid og respekt fra undergivne til foresatte (og den anden vej) er forudsætningen for, at de militære chefer kan føre deres soldater effektivt i kamp, og at soldaterne vil følge deres chefer. Officerer i forsvaret taler imidlertid om en historisk dårlig stemning og en afgrundsdyb kløft mellem det uniformerede personale og den politiske ledelse.

Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) mistede militærets opbakning i 2020, hvor hun formåede at mistænkeliggøre alle chefer i forsvaret og nedbryde de ansattes tillid til forsvarets ledelse ved at desavouere forsvarschefen offentligt og underminere respekten for forsvaret i offentligheden. I 2021 kaldte Bramsen forsvarschef Flemming Lentfer ”styrelseschef”. Det er en betegnelse, som stækker forsvarschefen og al militær faglighed, idet de ansatte i forsvaret har brug for at identificere sig mere og andet end at være ansat i en styrelse. Det handler om, at når danske soldater går i krig, så går de i krig for Danmark og en forsvarschef med en militærfaglig baggrund, ikke for en styrelseschef.

Hvad skal NATO med en lavteknologisk partner

USA vil hellere være fri end at få hjælp fra lavteknologiske partnere. Her har Danmark en kæmpe udfordring, for det danske forsvar er stadig langt bagefter både teknologisk, økonomisk og omfangsmæssigt ift. de nordiske lande, som man normalt sammenligner sig med. Og det betyder, at Forsvaret mangler de nødvendige kompetencer og kapaciteter, der skal til for at fungere sammen med en højteknologisk partner som USA.

Selvom Danmark bryster sig af at være et af verdens mest digitaliserede lande, gælder dette ikke Forsvaret. Det fremgår for eksempel af det såkaldte ”Kasseeftersyn”, at Forsvarets it-systemer er fragmenterede og utidssvarende. Det er kritisk i en mere og mere digital virkelighed. Et cyberangreb på forsvarets hjemmesider i december 2022 er en god illustration af forsvarets teknologiske formåen. I december 2022 kunne man nemlig i ca. otte timer ikke se Forsvarets hjemmesider på internettet. En angriber fik dermed udstillet, hvor svag sikkerheden og cyberforsvarsevnen er på Forsvarets it-sikkerhedsinfrastruktur.

Det samspilsramte Forsvar

Politikerne på Christiansborg er juni 2023 blevet enige om et forsvarsforlig, der rækker de næste 10 år. Det er store ambitioner, men alt det vil være totalt spild af penge og tid, hvis forliget implementeres inden for rammerne af Forsvarets nuværende struktur. Forsvaret er nemlig delt op i otte styrelser, hvor overblikket ganske enkelt går tabt.

Det kan derfor ikke undre, at den ene skandale afløser den anden med fejlslagne indkøb af materielog et ringe samarbejde både internt mellem værnene samt mellem Forsvarsministeriet og Forsvarschefens afdelinger. De utallige styrelser, som har ansvaret for personale, indkøb og bygninger, lever deres eget liv uden for Forsvarschefens kontrol, hvilket skaber forvirring og kaos i samarbejdet.

Forsvarets elendige økonomistyring er et kapitel for sig, idet man ikke har tillid til, at Forsvaret er i stand til at forvalte og kontrollere, at pengene går de rigtige steder hen. Det har Rigsrevisionen og statsrevisorerne påpeget. Forsvarets ledelse har ganske enkelt ikke kunnet redegøre for, hvor langt man var med opbygningen af den lovede brigade, og man kunne heller ikke redegøre for, hvor forligsmidlerne var blevet af.

Forsvarsforlig kemisk renset for substans

Folketingets partier har indgået en rammeaftale om Danmarks forsvar de kommende 10 år. Med aftalen investeres ca. 143 mia. kr. i Forsvaret, som også betyder, at Danmark lever op til NATO-målsætningen om at anvende 2 pct. af bnp på forsvar og sikkerhed senest i 2030.

Men – rammeaftalen består af 17 sider fyldt med mere eller mindre løse erklæringer. Al substans i aftalen er udskudt til delaftaler senere. Man har således taget afsæt i, hvor mange penge man skulle op på, snarere end at prioritere beslutninger og indhold. Tidshorisonterne for, hvornår man kan anskaffe materiel og træne med det, ligger langt ude i fremtiden.

I Polen har man naturligvis bemærket, at rammeaftalen lugter af, at Danmark skulle have et eller andet dokument med til NATO-topmødet i Vilnius i juli 2023, hvori der stod, at Danmark kommer op på 2 pct. af landets bnp. Umiddelbart før topmødet kritiserede Marcin Przydacz, der er udenrigspolitisk rådgiver for Polens præsident, Danmark for ikke at bidrage nok til NATO. For mens Polen har hævet sit forsvarsbudget til 4 pct. af landets bnp, lyder Danmarks mål på 2 pct., men først i 2030. Sagen er bare, at når Danmark når op på 2 pct. af bnp i 2030, vil landet stadigvæk være i bunden af, hvor meget de andre NATO-lande bruger.

Forsvaret kan ikke absorbere pengene

Selv om der er bevilget 143 mia. kr. til Forsvaret, er de 2.800 medarbejdere i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) ganske enkelt ikke i stand til at absorbere alle de penge, der er bevilget. ”At kunne købe alt det, kræver endnu flere folk, end dem, der allerede er i FMI. Forudsætningen for, at man kan købe f.eks. luftværn er, at man får ansat en masse eksperter i FMI, plus at man skal sikre sig, at man har strukturen til at få det indpasset”, siger Kristian Søby Kristensen, centerleder, Center for Militære Studier, Københavns Universitet.

Chefen for netop FMI, Kim Jesper Jørgensen, har tidligere givet cirka den tidsramme for, hvor lang tid, man kan forvente at nyindkøb kan tage: ”Udfordringen er, at vi er designet med en vis produktionskapacitet. Antallet af hænder kan omsættes til, hvor meget vi kan købe for – hvor mange projekter vi kan gennemføre. Det er desuden sværere, end man skulle tro at bruge mange penge hurtigt. Ethvert af FMIs større indkøb lægger beslag på talrige arbejdstimer fra specialister og jurister, som skal sikre, at soldaterne får det bedste udstyr, skatteborgerne får mest muligt for pengene og de kringlede udbudsregler overholdes, så det ikke ender med opslidende og dyre klageprocesser. Hertil kommer, når udstyret ankommer, skal det også implementeres, og det eksisterende forsvar har lige nu svært nok ved alene at holde sig oprejst, endsige finde kræfterne og personellet til at integrere nye komplicerede kapaciteter”, sagde han.

Balterne og polakkerne bør være bekymrede

Den tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) har ved flere lejligheder erklæret, at Danmarks militær er klar til at komme de baltiske lande til undsætning. Men Danmark kan reelt ikke bidrage med meget. Danmark vil kunne forstærke de hærbidrag og flybidrag, som de skiftende danske regeringer har støttet balterne med i årevis, men ellers har Danmark ikke særlig meget på hylderne, når det gælder kampafgørende bidrag.

Danskernes kræmmeragtige tilgang til deres egen sikkerhedspolitik betyder, at man i Danmark fortsat forventer amerikansk assistance i tilfælde af russisk aggression. Undersøgelser viser, at ingen europæisk befolkning vil hjælpe amerikanerne i en konflikt mellem Rusland og de østeuropæiske NATO-lande. I store lande som Spanien, Holland, Frankrig og Italien er det under 20 pct., som vil støtte USA. I Tyskland og Danmark blot 12 pct. Et flertal af danskerne vil med andre ord ikke støtte amerikanerne i en konflikt, der involverer de østeuropæiske NATO-lande som Baltikum eller Polen. Det bør give balterne og polakkerne stof til eftertanke.

Men også danskerne bør være bekymrede

Forsvars- og kampviljen i NATO er helt i bund. Det gælder i særdeleshed europæerne. Et flertal af europæere vil hellere have fred for enhver pris og derfor har de europæiske NATO-lande og deres befolkninger været mindre villige til at konfrontere Putin in Ukraine end amerikanerne. Det gælder også Danmark, som ligger i bunden af de lande, der støtter Ukraine, i forhold til landenes bnp. Det viser en undersøgelse foretaget af Institut für Weltwirtschaft i Kiel.

Det er derfor nærliggende at stille det spørgsmål, om de pacifistiske og prorussiske tyskere, franskmænd og italienere vil være villige til at dø for danskerne. Meningsmålinger, der foretages i Europa, viser jo hver gang, at et flertal i befolkningen i de fleste vesteuropæiske NATO-lande gerne vil leve i frihed, men er hverken parat til at betale eller dø for den.

Danmark fortsætter som snyltenation

Danmark har tilmeldt sig en forsvarsalliance, hvor landet kommer med sin gode appetit på sikkerhed, men ikke selv er villig til at spytte i kassen, og hvor man har en doktrin om at forsvare Danmark til den sidste amerikanske soldat. I Danmark mener man, at det der med krig og beskyttelse er noget, andre skal levere, imens danskerne selv – i et samfund med høj velstand og fuld beskæftigelse – ikke skal bidrage.

Både i NATO og i USA noterer man naturligvis, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter man danskerne som illoyale snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske. Og det siger sig selv, at Danmarks manglende villighed til at ofre det, der skal til for at være en troværdig allieret, bliver noteret i Kreml.

Bundlinjen er, at dansk forsvar er i så ringe stand, at Danmark hverken kan forsvare sig selv eller fungere som en troværdig NATO-partner, fordi landets politikere hellere vil bruge penge på velfærd, klima, Arne-pensioner og uintegrerbare muslimske migranter og lade andre lande sørge for danskernes sikkerhed.