Dansk bro skal fjernes midlertidigt

Du skal finde alternative veje for at komme mellem Frederiksværk Lystbådehavn og Slaggemolen.

Broen der forbinder Frederiksværk Lystbådehavn og Slaggemolen skal renoveres. I den forbindelse vil broen blive spærret og fjernet midlertidigt. Du skal derfor finde alternative veje, når du skal gå og cykle mellem by og havn.

Det forberedende arbejde er allerede i gang, og fra den 23. september vil du ikke længere kunne benytte broen. I uge 39 bliver broen løftet af. Herefter sejles den ind til havnen, deles i tre sektioner og fragtes via lastbiler til reparation på Industrivej.

I mens reparationen pågår, har du altså ikke mulighed for at krydse kanalen. Du skal i stedet benyttet Havnesvinget og Havnevej. Der opsættes omkørselsskilte ved både lystbådehavnen og stien ved Slaggemolen.

Reparationen varer en måneds tid, og broen forventes igen at være på plads omkring den 22. oktober. Når broen er tilbage bliver det med nye skridsikre dæksplanker og ny maling.