Dansk Industri: Giv corona-forsinkede studerende et halvt års ekstra SU

DI foreslår nu, at de cirka 30.000 studerende, der står over for at skulle afslutte deres videregående uddannelser i disse kommende uger, kan få forlænget deres SU med et halvt år på grund af coronakrisen.

– Mange studerende har knoklet for at få afsluttet deres uddannelse, men coronakrisen har sat en kæp i hjulet, fordi de studerende ikke har haft adgang til laboratorier og samme muligheder for vejledning og undervisning som før coronakrisen. De skal have en chance for at afslutte uddannelsen på en ordentlig måde, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

For at give de studerende mulighed for at få afsluttet deres studie, og sikret dem den bedste mulige vej ud på arbejdsmarkedet, foreslår DI, at de videregående uddannelser helt ekstraordinært forlænges med op til et halvt år for de studerende, der skulle dimittere i sommeren 2020.

DI foreslår i samme ombæring, at muligheden for at få SU og SU-lån helt ekstraordinært forlænges med op til et halvt år for de studerende, der skulle have været færdige med deres uddannelse denne sommer.

Den ekstra SU vil give de studerende mulighed for at færdiggøre deres uddannelser, uden at de skal sættes i gæld. Det vil samtidig betyde, at flere tusinde dimittender ikke ender i ledighedskøen lige før sommeren.

– Det vil give de studerende mulighed for at færdiggøre deres uddannelser med et godt resultat, og dermed give dem det bedste afsæt for at træde ind på arbejdsmarkedet. Det vil også betyde, at flere tusinde dimittender ikke kommer ud her til sommer på et usikkert og presset jobmarked, og de får muligheden for netop at forberede sig til de kommende job, siger Lars Sandahl Sørensen.

LÆS OGSÅ:  Nyt hurtigteststed i København åbner torsdag 18 november

DI har beregnet, at forslaget vil koste 0,6 mia. kr. hvis alle 30.000 studerende skal have SU i et halvt år mere. Udgifter til SU-lån er udgiftsneutralt for staten, da flere af de studerende trods coronakrisen vil have haft mulighed for at færdiggøre deres uddannelse og finde job, vil det reelle tal være markant lavere. Derfor vil forslaget ifølge DI koste maksimalt 0,6 mia. kr.

– Det skal være et tilbud til de studerende, som måtte være forsinkede som følge af coronakrisen. De studerende fortjener ikke at skulle aflevere halvfærdige specialer og hovedopgaver – de er ligeså ufrivilligt ramt som alle andre, og derfor bør vi udnytte muligheden her for at holde hånden under dem og bane vejen for, at de får den bedst mulige vej ud til et job i virksomhederne, siger Lars Sandahl Sørensen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)