De klimabekymrede unge har det kun i munden

Om mindre end et halvt år skal stats- og regeringschefer fra klodens nationer mødes for at redde klimaet. Endnu engang.

Det sker i New York 23. september på opfordring fra FNs generalsekretær, Antonio Guterres, der kraftigt anmoder Jordens lande om at ankomme til verdensbyen med konkrete og hævede klimaambitioner.

Samtidig vil FN invitere klimabekymrede unge fra hele verden til en parallel konference.

De unge lader, som om de er klimabekymrede, men de har det kun i munden.

Det har direktør Christina Holt en klog kommentar til i dagens Berlingske:

Det er så moderne, især blandt unge mennesker, at være klimaaktivister. De unge mennesker er nemlig mega klimabevidste, eller er de? For hvad gør I selv for at afhjælpe jeres eget klimaaftryk?

Eller er det bare bekvemt at ride med på bølgen (og få en fridag fra gymnasiet), fordi det pt. er klimaet, som er comme il faut at have en holdning til?

Jeg spørger bare mig selv, om I virkelig mener, hvad I siger?

Har I sagt fra over for det moderne og meget forurenende luksusliv?

Når I f.eks. er vokset ud af jeres tøj, overtager I så ældre søskendes tøj og sko? Lapper I selv jeres sokker? Husker I at købe alt jeres tøj og sko i UFF, når I har slidt det ned til sidste trævl, for husk på at det koster 1.400 liter vand at fremstille bare én T-shirt og +4.000 liter vand at fremstille et par cowboybukser?

Insisterer I på at overtage ældre modeller af mobiltelefoner, når et familiemedlem får en ny? Transporterer I jer selv på jeres cykler i alt slags vejr og til alle destinationer (skole, fritid, venner)? Er I begyndt at campere i de danske skove i jeres sommerferier i stedet for at flyve sydpå? Vasker I dagens opvask op i en balje med et par liter vand, i stedet for i en opvaskemaskine, som er produceret på en meget forurenende kinesisk fabrik og derefter fragtet hertil på et containerskib, og som dernæst bruger både for meget vand og strøm?

Får du din regelmæssige motion ved at slå dine forældres græsplæne med en »håndskubber« i stedet for at tage op i det lokale fitnesscenter? Når du skræller dine rodfrugter, (som jeg gætter på, at du spiser rigtig mange af, for de er både lokale, klimavenlige og sunde), husker du så, at vandhanen ikke skal løbe imens, eller gør du, ligesom jeg selv gjorde, da jeg fortalte min mor, at hun ikke måtte lade vandet løbe, når hun skrællede kartoflerne? Og sidst, men ikke mindst: Begrænser I jeres selv i det, der så populært hedder »brug og smid væk-kulturen«?

Forbrug af fitnesscentre, moderne bekvemmeligheder, benzindreven transport, cafébesøg, café latte-drikning og import af eksotiske madvarer samt indkøb af gadgets på Amazon er alt sammen nye og skabte behov – og de forurener helt vildt meget. Men det ved I sikkert allerede, og jeg tænker, at det der luksusforbrugsræs er I holdt op med for længe siden. For I har jo helt styr på jeres klimabevidste liv. Fremtiden ser lys ud for de kommende generationer, og jeg glæder mig allerede.

For med mindre I allerede selv er klimabevidste, klinger det måske lidt hult at råbe op om, hvor klimabevidste vi andre skal være – og overvej venligst at lade være med at skyde på alle andre, før I selv reelt har taget stilling til jeres eget klimaaftryk”.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)