Drab i Valby: Tre unge anholdt

Tre unge mænd i alderen 16 til 19 år er anholdt i forbindelse med knivdrabet i Valby tidligere på ugen.

I forbindelse med knivdrabet natten til mandag i Valby, har Københavns Politi torsdag anholdt tre personer. De tre er henholdsvis 16, 16 og 19 år.

De tre er sigtet for manddrab og fremstilles i grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg, hvor anklageren vil bede om fremstilling for lukkede døre. Det sker omkring klokken 11.00 fredag.

”Vi er fortrøstningsfulde i forhold til at få klarlagt billedet af, hvad der er hændt derude. Efterforskningen fortsætter nu,” siger leder af afdelingen for personfarlig kriminalitet, vicepolitiinspektør Brian Belling.

Drabet skete i forbindelse med et større slagsmål, der blev anmeldt kl. 00.40 mandag den 9. september. Offeret var en 27-årig mand.

De anholdte er ikke banderelaterede.

Københavns Politi har ikke yderligere kommentarer til sagen for nuværende.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)