Du er et ufestligt røvhul!

Debatindlæg af Cecilie Winther Kristensen , DF, Kultur- og idrætsordfører DF København (hvis valgt ind) – Nr. 4 på listen 

Cecilie Winther Kristensen

Det er endelig blevet sommer og nattelivet er vågnet op igen, dog er barer og diskoteker stadig i corona-karantæne. Dette har resulteret i mange soundboxes og pop-up-fester overalt i København. Udelivet denne sommer kommer til at indeholde støjgener og klager. 

Det er igen blevet lørdag aften kl. 22.59 og unge mennesker strømmer ud på gaden når Kødbyen lukker og slukker kl. 23.00. Det man frygter, kommer til at ske, festen flytter ud på gaden. Nu vil jeg ikke lyde som en gammel mormor, som burde flytte ud på landet, men jeg ved at mine naboer, som bor i stuen ud mod Halmtorvet på Vesterbro, har samme frygt hver weekend. Ingen søvn igen grundet pop-up fester. Utallige gange ringer man til politiet, men man får samme svar. Der er ikke tid. Alt for mange ringer med samme problem.

Jamen, hvis det er så stort et problem i København, så skal vi jo løse det! Lad os i det mindste holde barer åbne til kl. 02, dog med den regel, at efter kl. 23.00 kommer der ikke nye gæster ind. Vi er kommet til det punkt hvor en stor del af befolkningen er vaccineret, lad os nu holde længere åbent. Bar- og restaurantlivet lider og hungrer efter at holde mere åbent. På denne måde tjener de deres penge, vi undgår for stor spredning af unge mennesker i gadelivet og støjgenerne bliver holdt indendørs under kontrollerede forhold. Måske er jeg et 27-årigt ufestligt røvhul, men jeg synes dog ,at vi, som bor inde i byen, også har ret til en god nattesøvn.