Dyr bil beslaglagt efter gaderæs

Kørte ræs på offentlig vej: Nu er en kostbar leaset bil beslaglagt af politiet og føreren sigtet for vanvidskørsel.

Det gik alt for stærkt, da to store biler kørte ræs mod hinanden på Transformervej i Søborg natten til søndag den 30. oktober.

En af bilerne – en BMW M 550i X-drive med en 4,4 liters V8-motor og 462 hestekræfter – blev målt mindst 129 kilometer i timen. 158 procent hurtigere end tilladt i byzonen på stedet.

En færdselsbetjent standsede BMW’en, som blev beslaglagt og kørt væk på en autotransport.

Føreren, en 47-årig mand fra København, blev sigtet for to gange vanvidskørsel:

”Vi har både sigtet ham for at køre om kap på en offentlig vej og for at køre over 100 procent for hurtigt i en byzone. Begge dele er omfattet af reglerne om vanvidsbilisme, og derfor tog vi bil og kørekort på stedet,” siger politikommissær Claus Stoltenberg, Københavns Vestegns Politis færdselsafdeling.

Politikommissæren tilføjer, at politiet fortsætter indsatsen mod vanvidsbilisme.

Føreren af BMWen nægtede og protesterede over politiets beslaglæggelse af bilen og inddragelse af hans kørekort. Det skal Retten i Glostrup nu tage stilling til.

Fængsel, frakendelse og konfiskation

Straffen for at køre om kap på offentlige veje kan i sig selv udløse 20 dages fængsel og tre års frakendelse af kørekortet.

Kører man derudover 100 procent for stærkt i en byzone kan det udløse yderligere 20 dages fængsel, tre års frakendelse af kørekortet plus konfiskation af bilen.

LÆS OGSÅ:  Leaset bil beslaglagt på grund af vanvidskørsel

I dette tilfælde ejes bilen, hvis nypris i 2019 var omkring 1,4 millioner kroner, af et leasingselskab.

 

Politiet kan inddrage førerretten midlertidigt på stedet, hvis straffen kan medføre en længerevarende frakendelse af kørekortet.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)