Et kollaps i velfærdsstatens ældrepleje

Ældreområdet, der er et centralt velfærdsområde, er under pres med et stigende antal ældre og mangel på faguddannet personale. Ældreplejen er et system, som gang på gang bliver mødt af kritik og afsløringer, fordi forholdene ikke er den udgave af en lykkelig alderdom, danskerne drømmer om. Overgreb på plejehjem er et systemisk problem og magtanvendelser, der fratager sårbare menneskers frivillige medvirken, foregår som rutine.

Danskerne har en naiv og romantisk forestilling om, at velfærdssamfundet er et omsorgssamfund, men det er det langtfra. Det værste er ikke, at de enkelte ældre ikke får den hjælp, de beder om, og bliver kastet rundt mellem forskellige plejere, som gør hvad som helst for at undgå at få beskidte hænder. Det værste er den generelle ligegyldighed, der hele vejen igennem bliver udvist over for de mennesker, velfærdsstaten burde passe på.

Ældreomsorgen i Danmark en social skraldespand for klienter, som jobcentrene ikke kan finde andet arbejde til: nydanskere, arbejdsløse, langtidssygemeldte og indvandrerkvinder. Kombinationen af få økonomiske ressourcer, lav faglighed, højt arbejdspres, kronisk over- og merarbejde, vikarer og en ikke-nærværende ledelse skaber en umenneskelig, afstumpet og forrået systemkultur, hvor sårbare mennesker behandles med hjerteløshed og uanstændighed.

Optagelser, som TV2 havde lavet med skjult kamera af den 90-årige demensramte Else Marie Larsen på Kongsgården i Aarhus, viste sidste år den forråelse, der spreder sig på danske plejehjem. På et andet plejehjem nær Bagsværd Sø er der optaget og delt nedværdigende videoer og snapchats af ældre, som var ramt af demens og uden kognitive ressourcer, og som personalet udsatte for krænkende handlinger. Trods advarsler fra medarbejderne til ledelsen nåede oplysningerne aldrig frem til hverken pårørende eller den politiske ledelse i kommunen.

Senest har vi set den hemmelige optagelse ”Opråb fra plejehjemmet” fra plejehjemmet Nørremarken i Køge. Endnu engang er der på landsdækkende TV blevet dokumenteret, at der finder massivt omsorgssvigt sted på plejehjem i Velfærdsdanmark, hvor staten ellers har sin kærlige klamme hånd om os fra vugge til grav. Udsendelsen viser en række eksempler på, at beboere ikke får hjælp til helt basale behov som at få skiftet ble, få medicin og mad. Vi ser bl.a. en døende beboer, som bliver overladt til sig selv, mens en medarbejder shopper online. En ny sag om omsorgssvigt i plejehjemssektoren er dermed på vej.

Det foruroligende er, at svigt i den kommunale ældrepleje ikke blot skyldes nogle få brodne kar, men er systemisk. Sundheds- og Ældreminister Magnus Heunicke (S) sagde i en kommentar til TV2’s dokumentar ”Plejehjemmene bag facaden”: “Hvis man tror, at det er isoleret til kun de tilfælde, så skal man være naiv“. I dokumentaren fra Køge henvender medarbejdere på plejehjemmet sig gentagne gange til ledelsen om omsorgssvigt. Der sker ikke noget. Desværre sker der først noget i den type sager, når de havner på forsiden af en avis eller på TV.

Som man kunne forvente har udsendelsen resulteret i udspil på ældreområdet fra en lang række partier. Politikerne står nu i kø med lange lister over forslag, der skal gøre det hele bedre. De var ellers samme tur igennem for to år siden med en lignende TV-dokumentar fra Aarhus. Den udløste en velfærdsaftale til ældreområdet på 1,9 milliarder.

Alligevel bliver vi ved med at få grufulde beretninger om forholdene på landets plejehjem. Reaktionerne på den slags skandalesager som Kongsgården-sagen og nu Køge-sagen er så forudsigelige, at man nærmest kan sætte uret efter dem. Først kommer forargelsen, så kommer fordømmelsen, så bliver medarbejderne hængt ud, den enkelte leder på stedet får skylden, så fyrer man, så flytter man, og så vaskes der hænder. Så har vi kødranden af politikere og eksperter, der stiller sig op og slet ikke kan forstå, at det er kommet så vidt, og det er jo helt forfærdeligt og uacceptabelt. Det eneste, der sker, er, at det hele fortsætter – bare bedre skjult.

Efter de skjulte optagelser på Kongsgården har 13 medarbejdere været indkaldt til tjenstlige samtaler, og flere er blevet fyret. Det er dog kun udtryk for et quick fix. Hvis man bare fyrer et par stykker, kan man godt bilde sig selv ind, at man har løst problemet. Men så ansætter man nogle andre, som skal arbejde under de samme betingelser. Når de bliver slidt, så risikerer de også at reagere med forråelse. Og sådan kan det blive ved og ved.

Den politiske diagnose er næsten altid den samme: Er der noget galt med ældreplejen, må man tilføre området flere midler, idet problemet ses som mangel på ressourcer. Mange midler fører imidlertid ofte til lav kvalitet, fordi organisationer lader være med at løse de strukturelle problemer i håbet om at modtage endnu flere midler for at få mere af det, der ikke fungerer.

Hvorom alting er: Den danske velfærdsstats tilgang til ældrepleje betyder, at den offentlige plejesektor vil blive ved med at levere skandaler om forråelse og umenneskelig behandling af ældre. Og den kommer aldrig til at sikre danskerne en værdig alderdom.

André Rossmann