Europas transformation til Libanon

Raketvidenskab regnes for en svær og utilgængelig videnskabelig disciplin, og hvis noget således ikke er raketvidenskab, er det derfor ‘let at forstå eller udføre’, ‘det rene barnemad’, ‘ingen sag’ om man vil.

Når jeg indledningsvis fastsætter et begreb som værende vanskeligt at kapere, så er det i den modsatte ende af skalaen jeg vil starte et kursus for nybegyndere: At den danske sommer som oftest er lunefuld, at alle taler om den, og at ingen gør noget ved det. Af helt oplagte årsager. Blot for at nævne et par eksempler, så alle kan følge med.

I samme ende af skalaen befinder sig det faktum, at det ikke er vanskeligt at spå om Europas og dermed også Danmarks fremtid ved eksempelvis at sammenligne os med områder, der har været gennem samme transformation, som den vores eget kontinent gennemlever.

For nogen er det en naturlov, at vi må leve med globalisering og de ulemper den medfører. Baggrunden er en naiv barnetro på, at fordelene er størst: økonomisk udvikling og lettere tilgang til nye eksportmarkeder etc. Alt gøres op i penge. At der så følger migration og islamisering med affejer venstre banehalvdel af det politiske spekter med, at mangfoldighed og mellemfolkelig forståelse og respekt er vigtigt og lærerigt for os alle.

Kort sagt den samme plade, vi har hørt over flere generationer om folkeslagenes ret til at kunne bevæge sig fra a til b, vores egne forfædres udvandring til USA, og historien om den rare pizzabager på hjørnet.

Er der en klokke, der ringer?

Libanon havde status af at være en kristen bastion i et stadig mere udpræget monoteistisk Mellemøsten frem til 1960’erne. Hele Mellemøsten havde langt frem i tiden været kristen i overvejende grad, men tiden og islams krigerreligion havde taget livet af de kristne menigheder i mere end overfladisk forstand. Det var sket i den fysiske ende af skalaen.

Kopterne holder ud og udgør stadig ca. 10% af Ægyptens befolkning som kristne, men landet var rent kristent langt op i vores egen tidsalder.

Tvangsmæssig konvertering og fordrivelse hørte til dagens orden. Og gør det stadig. Forbud mod både kirker og kristendom som i Saudi Arabien og stigmatisering og eksklusion samfundsmæssigt har været og er dagens ret i den islamiske verden. Kristne menigheder og kristne i øvrigt er nogen af de mest udsatte grupper i verden i områder med islamisk indflydelse. 300 millioner kristne i Afrika og Mellemøsten er truet på liv og tro.

Terrorangreb fra islamiske terrorister er kendte og frygtede. Overfald på kristne skoler, bortførelser af skolepiger og drenge tilsvarende. Nævn navnet Boku Haram og mange kristne afrikanere vil ryste af skræk.

Når Libanon fremhæves, er det fordi den kristne befolkning der var lige så naiv, som vi europæere er det i dag.

Fra at have et velfungerende lov og orden samfund frem til omkring 1970 med Mellemøstens mest anerkendte universiteter, fra at have status af at være Mellemøstens Paris ændrede billedet sig for lidt over 50 år siden, hvor landet fik et muslimsk domineret flertal. Utallige indbyrdes krige i Mellemøsten forårsagede flygtningestrømme som vi nu oplever det i Europa.

De kristnes syn på de stakkels tilkomne var præcis som vi oplever det i dag i vores verdensdel. Åbne arme samt holdningen om, at vi må gøre noget for at hjælpe og kan godt rumme, fik skabt grobund for en ændring til, at de kristne i dag kun udgør 40% af Libanon. Samme vil ske eller er allerede ved at ske i Europa. Samme naive tossegodhed. Først storbyerne, siden hen breder befolkningsfrekvensen sig ind til den bliver irreversibel som eksempelvis i Sverige. Her udgør fremmede 45% af befolkningen under 45, hvilken andel overvejende er muslimsk. 3 millioner ud af 10 er i dag muslimer i Sverige.

Hele områder af Libanon er domineret af Sharia-lovgivning og islamstyring. Landets forfatning fastslår, at Libanon er en verdslig nation, men hvornår tipper det, hvornår ændres det?

En ting er, at de kristne udgør den bedst stillede del af Libanons befolkning, men fødselsfrekvens har alle dage været den afgørende faktor for islams fremdrift i bæltet fra Medina i vest til Malaysia i øst. I kombination med en autoritær, dybt konservativ lovreligion, som ikke skåner eller har skånet de vantro på sin vej.

Fysisk udradering og tvangskonvertering har været prisen, som millioner og atter millioner har måtte opleve i alle de tidligere lande, hvor kristendom, buddhisme og hinduisme tidligere rådede. Det er helt samme mønster vi kan forvente her på vores egen hjemmebane. Erobring og udbredelse af islam er foreskrevet i koranen.

Borgerkrige i Libanon, ødelæggelser og interne uroligheder er alt sammen et produkt af den samme eftergivenhed, vi også oplever hos os. Lige fra bedsteforældre for asyl til Lars Løkke Rasmussen, Wir schaffen das Merkel, Emmanuel Macron, fake news medier med nedtoning af virkelighedstyperne taler vi reelt om 5. kolonne virksomhed for islam.

Udslettelsen af det kristne Europa inden for en overskuelig fremtid står for døren. Selv had og woke er værktøjerne. Islamisterne behøver ikke prædike, det klarer marxisterne selv for dem, det klarer liberalisterne for dem blandt vore egne.

Integration opfattes som eftergivenhed og accept af islams komme. Præcis som den forestående forbudslovgivning mod koranafbrænding gør det. Man skal være mere end uvidende eller have en klemme på sig fra fortiden for ikke at forstå, at islams forkyndere først stopper den dag, den sidste kirke er lukket, den dag hvor den sidste bibel er smidt på bålet. Indsmigring og siden trusler og fysisk intimidering rimer på islam.

At den flinke pizzabager eller sosu-assistenten, der gør så pænt rent, ikke forekommer andet end samfundsgavnlige hjælper stort den dag, hvor muslimerne under et sætter dagsorden.

Man skal hedde Lars Løkke Rasmussen for at have svært ved at forstå, hvad det er, vi er oppe mod. Og han må selv svare på, om den muslimske verden har noget på ham siden han vælger at ofre nåde frihedsrettigheder og sit eget folks interesser. Jeg har begået en hel klumme herom på 24NYT.

Lars Løkke Rasmussen ved udmærket, hvordan udviklingen er gået overalt, hvor koranens lære er gået hånd i hånd med en fødselsfrekvens, som langt overstiger vor egen. Han er en af vor tids største politiske skampletter. Der skal målfoto for at se hvem der burde sendes først i helvede: Merkel eller ham.

Libanon lå i første række i Mellemøsten, de udefrakommende anløb først i tusinder siden hen i millioner. I en langt større skala og i langt større antal foregår invasionen mod Europa. Vi ligger i anden række.

Vores ydre grænser er hullede som en si, dvs. EUs. EU er reelt en garant for, at menapt-landenes befolkninger fortsat uhindret kan passere Middelhavet og Balkan-ruten. Islam opfattes i EU sammenhæng som en integreret del af Europa, selv i lande som Sverige, hvor befolkningen var aldeles homogen frem til 1970’erne. Det er direkte indføjet i den svenske grundlov, at landet er og skal være mangkulturelt (læs: islamisk i virkelighedens verden).

Stort nytter det at have danske partier som Danmarksdemokraterne, der fortsat accepterer konventioner og EU-samarbejde, når det er her kimen til løsningerne skal findes. Stort nytter dialog med Tyrkiet og bestikkelsespenge til samme om migrationsregulering mod EU, når Tyrkiet med den anden hånd finansierer moskebyggeri og opfordring til, at muslimer skal mangfoldiggøre sig, i det endnu lidt tid endnu, kristne Europa.

Som Muammar Gaddafi udtalte, frit efter hukommelsen, så behøver islams sværd ikke at blive anvendt mod europæerne. Den islamiske livmoder vil gøre arbejdet. Og det er stadig ikke raketvidenskab at udtænke.

Hvad Europa mangler er blot lederskab, her hvor kikkerten ikke kontinuerligt bliver sat for det blinde øje. Måske det skal blive helt slemt, før det bliver godt. Historiens hjul drejer om sin egen akse. Korstogstiden satte i hvert fald en stopper for islamisk ekspansion. Er det der, vi skal hen?