Først var det coronakrisen – nu er det feriepengene, der sætter skub i danskernes byggelyst

Danmarks førende formidler af bygge- og renoveringsopgaver, 3byggetilbud.dk, melder om vækst og travlhed på hele linjen. Danskerne bruger de indefrosne feriepenge på alt fra nye vinduer og nyt tag til nyt badeværelse eller en nymalet facade.

2020 har taget hårdt på dansk erhvervsliv, men coronakrisen – og nu udbetaling af de indefrosne feriepenge – afholder ikke danskerne fra at bygge og renovere i hjemmet, og det nyder 3byggetilbud.dks tilknyttede håndværkere godt af. Portalen har i september 2020 modtaget 38 procent flere byggeopgaver sammenlignet med september 2019. Det er en vækst, som administrerende direktør hos 3byggetilbud.dk, Martin Borgstrøm, er stolt af.

”Vi oplever en enorm vækst i et år, hvor forudsætningerne for vækst ellers ikke har været der for mange danske virksomheder. Efter nedlukningen af landet oplevede vi en lang periode med mange henvendelser, og nu giver de indefrosne feriepenge endnu en saltvandsindsprøjtning til byggebranchen i efteråret, hvor man ellers kunne forvente at væksten ville aftage. Det gør mig naturligvis stolt, at vi kan bidrage til, at vores håndværkere har rigeligt med opgaver i ordrebogen,” siger Martin Borgstrøm.

Travl uge op til udbetalingen
Over en million danskere har allerede søgt om at få udbetalt deres feriepenge, men 3byggetilbud.dk har også mærket væksten i tiden op til, at man kunne søge om sine feriepenge. Sammenlignet med uge 39 i 2019 har portalen oplevet en opgavestigning på 50 procent i uge 39 i 2020.

LÆS OGSÅ:  Coronakrisen gav metalindustrien et dyk i forårssalget

”Vores serviceafdeling arbejder på højtryk for at få verificeret de mange opgaver, der tikker ind dag for dag,” siger Martin Borgstrøm med smil i stemmen.

Pengene bruges på store byggeopgaver
Der er en tydelig tendens i både typen og størrelsen på de byggeopgaver, som 3byggetilbud.dk modtager i forbindelse med udbetalingen af de indefrosne feriepenge. Mange indsender store byggeopgaver såsom badeværelsesrenoveringer, nyt tag og vinduesudskiftninger. Sammenlignet med de ni første måneder i 2019 er gennemsnitsprisen på byggeopgaverne i 2020 25 procent højere.

Særligt badeværelser har været højt på ønskelisten. I september i år har 3byggetilbud.dk modtaget 52 procent flere badeværelsesrenoveringer end samme måned sidste år.

Det samme gælder blandt andet tømreropgaver, som eksempelvis vinduesudskiftninger og nyt tag, hvor 3byggetilbud.dk oplever en vækst på 47,7 procent, når september 2019 sammenlignes med september 2020.

Forventer en fortsat stigning
Hos 3byggetilbud.dk er optimismen høj. Allerede i august havde portalen nået 46.235 formidlede opgaver, hvilket er det samme antal opgaver, som der blev formidlet i hele 2019. 3byggetilbud.dk forventer en fortsat stigning i forbindelse med udbetalingen af de indefrosne feriepenge, og portalen estimerer med at have formidlet 65.000 – 70.000 bygge- og renoveringsopgaver, når året er omme.

”Vi nyder de mange henvendelser, vi får ind, og vi har en klar forventning om, at det fortsætter. Vi er mere end klar til at tage sagerne ind,” afslutter Martin Borgstrøm.

LÆS OGSÅ:  Mindre virksomheder er mest udsatte
Vækst i tal 2020

  • I september 2020 har 3byggetilbud.dk modtaget 38 procent flere byggeopgaver sammenlignet med september 2019
  • I september 2020 har 3byggetilbud.dk modtaget 52 procent flere badeværelsesrenoveringer sammenlignet med september 2019
  • I september 2020 har 3byggetilbud.dk modtaget 47,7 procent flere tømreropgaver, som eksempelvis vinduesudskiftninger og nyt tag sammenlignet med september 2019
  • Gennemsnitsprisen på udførte byggeprojekter fra januar til september 2020 er 25 procent højere end de samme måneder i 2019
  • I august 2020 ramte 3byggetilbud.dk 46.235 formidlede opgaver, hvilket er det samme antal opgaver, som der blev formidlet i hele 2019. Portalen forventer at have formidlet 65.000 – 70.000 bygge- og renoveringsopgaver, når året er omme.

3byggetilbud.dk har i mere end 20 år formidlet bygge- og renoveringsopgaver.