For du er god ved os, mor Danmark

Som i ind til knoglerne inkarneret nationalkonservativ og dansksindet får jeg til stadighed bekræftet, at det er hos mor Danmark, jeg hører hjemme.

En ting er mine nærstående og mine venner og åndsfæller, og de få, der lytter til, hvad mor Danmark siger, noget andet er det flertal af mor Danmarks børn, som kritikløst lytter til de åndløse fosterforældre på børnehjemmet Danmark. Forstanderne på Christansborg. Socialdemokratier i forskellige udklædninger kalder fosterforældrene sig.

Det er kun dresscode og postnumre, der skiller fosterforældrene, partilederne og deres sammenrend af globalistisk indstillede børnekrænkere og EU-venlige børnehjems forstandere og ansatte.

Mor Danmarks børn tror for et overvældende flertals vedkommende på, at man hjælper sin mor ved at tage afstand fra hende, at underkende hendes både fortid, nutid og fremtid. De fleste af hendes børn lægger hende gerne i graven. De lider for manges vedkommende af uhelbredelige diagnoser, hvad enten det er borderline eller en skizofren tro på, at mor Danmark kan overleve med både burka, niqab og bønnekald 5 gange om dagen.

Det fortæller fosterforældrene dem, så må det jo være rigtigt.

Troen hos mor Danmarks børn på, at fosterforældrene ikke har hjemme i den dybe stats agendaer, beror på, at børnene mentalt er opdraget i en respekt for autoriteter og myndigheder. De er antiloperne, der møder løverne på savannen. Jaget vildt, som finder sig i den stærkes ret.

Mor Danmarks børn er bundløst naive, som børn nu engang er. At de, som umælende fæ, lader sig vildlede af børnelokkere som Mette Frederiksen, Lars Løkke Rasmussen og Jacob Ellemann, er nemt nok. Børnene er fårene, der drives rundt i manegen for til sidst at ende i kælderen for at se kattekillingerne.

Selv når de står i kælderen med bukserne nede, så er det umuligt at overbevise dem om, at de er blevet krænket. De tror fortsat på historierne, de får fortalt, som var de rødhætte, der mødte ulven i bedstemors seng.

Der er ikke megen trøst og varme at hente hos fosterforældre, som dem mor Danmarks børn opdrages og ledes af i dag.

Stedmødre- og fædre, som ikke ønsker, at mor Danmarks regler for husorden og traditioner skal gælde. I stedet opdrages mor Danmarks børn til at tro på, at løgnene de får fortalt, ikke er usandheder, men enten temporær uvidenhed hos stedforældrene, eller slet og ret, at løgnene i virkeligheden er sandheder. Mor Danmarks børns moral bliver præget heraf i en dårlig retning. Der er ingen forbilleder længere, snarere tværtimod i den bananstat, som Danas have har udviklet sig til.

Fosterforældre kan jo også tage fejl, som i minksagen, bliver de fortalt, selv om den daglige leder af hjemmet Danmark helt åbenlyst fylder mor Danmarks børn med løgn. Alligevel sidder hun stadig i statsministeriet, fordi hun har allieret sig med nye viceforstandere på børnehjemmet, som vil magten for magtens sødmes skyld. Mor Danmarks børn ender som Godhavns børnene, misbrugte og forladte.

Stedmødrene- og fædrene har tvangsfjernet mor Danmarks børn, store som små, fra det oprindelige hjem med varme og tryghed, med forudsigelighed, og i stedet fortalt, at det nye hjem godt kan rumme nye medlemmer af familien, medlemmer som slet ikke er indstillet på at indrette sig efter den husorden, og de normer som gjaldt ind til for nogle årtier siden hos vores rigtige mor.

Mor Danmarks børn får fortalt, at de nytilkomne skam også hører hjemme her, selv om alle solemærker peger på, at fars bil blev brændt af, lillesøster skændet, storebror røvet og familieformuen blev tyvstjålet af de nye familiemedlemmer. Skælder man ud på de nytilkomne, er man ikke egnet til at bo i det nye hjem, som fosterforældrene har ladet bygge.

Jeg ved stadig, hvem min mor er. Hun smilede til mig hele vejen ved Arresøen, da jeg løb en tur i hendes hjem, den vidunderlige danske natur i dag. Hun havde for min skyld pyntet sig med grønne juveler på bøgetræerne, med en azurblå farve på hendes himmelhvælving, og med et hvidt og gult blomsterflor i skovbunden. Anemoner og mælkebøtter hører nemlig til i hendes have. Hver dag i Danas have er et eventyr uanset årstid.

Forfædrene gravhøje lod hun mig bestige. Jeg har dem i min dna og i mit hjerte, de er en del af min sjæl, af min ånd og min bagage. Vi ligner hinanden fra tidernes morgen, som var vi en stamme.

Min smukke, evig unge mor giver mig alt her i livet, hun får mig til at føle mig hjemme, hun er forudsigelig og mild, hun giver mig varme, når hendes røde flag med det hvide kors viser sig på himlen, når hendes årstider skifter, når hendes sange synges. Dybden og kærligheden, som hun giver sine børn, og mig med, har varet fra Arilds tid. Mor Danmark svigter os aldrig.

Aksel Schiøtz havde så evig ret, da han sang, at du er god ved os mor Danmark. Kunne et flertal af dine børn dog bare blive vækket efter at have spist af det forgiftede æble, som den onde dronning og hendes følgesvende har bildt dem ind, de skulle tage en bid af, så ville meget være vundet. Så ville de vende tilbage til hjemmet.

Jeg venter på kysset, der vækker mor Danmarks børn til live på ny. Lige nu er det svært at tro på, at børnene, selv forstår konsekvenserne af den dvale de befinder sig i.