KLIMA: Forskerne underløber klimaindsatsen

Det er grotesk, at det for tiden er forskerverdenen, som gør mest for at underløbe og devaluere den nødvendige klimaindsats, skriver Jyllands-Posten.

11.000 forskere – herunder 88 fra Danmark – offentliggjorde forleden et åbent brev om, at kloden er på katastrofekurs på grund af klimaet. Et antal underskrivere har intet med klimaforskning at gøre, men bare har skrevet under i den gode sags tjeneste.

Det er virkelig svært at forstå, at forskerne ikke som de første kan se, hvor meget troværdigheden og den folkelige tiltro til nødvendigheden af klimareformer undermineres af, at det for mange tilsyneladende især handler om at promenere egne gode hensigter. Ikke et ondt ord om historikere, germanister eller arkæologer. Men hvad ved de om klima?

Forskerne bidrager til at politisere klimaspørgsmålet. De misbruger videnskaben til at legitimere politiske dagsordener. De løber ydermere i flok, hvor det burde være en akademisk disciplin i sig selv at gå kritisk op imod massebevægelser af alle slags.

De forskere, der bare skriver under for at vise, at man er med på det rigtige hold, bidrager også til en alarmisme, der i sig selv undergraver den grønne omstilling.

Det må virkelig undre, at forskere ikke værner bedre om deres faglighed og videnskabelige reputation og netop styrer fri af alt, hvad der smager af holdningstilkendegivelser.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)