Frederiksens bluffnummer lever i bedste velgående

Mette Frederiksen har lanceret sin trussel om en 37-timers arbejdspligt eller aktivering for ledige muslimer i april 2021.

Fagbevægelsens reaktion kom prompte: ”Snart præsenterer regeringen sit forslag om, at udlændinge, der kommer til Danmark, skal deltage i aktivitet 37 timer om ugen til gengæld for at modtage en offentlig ydelse. Men! Og der er et men. Det må ikke være sådan, at indvandrere på offentlige ydelser bliver brugt til at udkonkurrere de medarbejdere, der medfinansierer velfærden. Det ville ikke blot tyndslide samfundskontrakten, men sætte den i flammer”, advarede Lizette Risgaard i Berlingske.

Advarslen virkede og truslen blev lagt dødt.

Statsminister Mette Frederiksens (S) genfremsatte den imidlertid i sin nytårstale den 1. januar 2022.

Det siger sig selv, at hverken regeringens støttepartier eller fagbevægelsen er glade for en trussel om, at ledige muslimske indvandrere skal i arbejde. Og det kan derfor ikke undre, at truslens virkeliggørelse lader vente på sig.

Indtil videre er der intet folketingsflertal for at få truslen om 37-timers arbejdspligt gennemført. De Radikales muslimske beskæftigelsesordfører, Samira Nawa, har forventeligt afvist den med henvisning til, at ordningen ”vil skabe mere bureaukrati, og at den ikke vil gøre en reel forskel”. Hendes mission i partiet er jo at holde hånden over sine trosfæller.

Lars Boje Mathiesen, der er beskæftigelsesordfører for Nye Borgerlige, kalder forslaget om 37-timers arbejdspligt for ledige muslimer et ”bluffnummer” fra regeringen.

Virkeligheden er, at kun ca. 250 muslimer ventes at blive løftet ud af offentlig forsørgelse som følge af forslaget. Det er dog ikke antal muslimer, som kan komme i job, der er afgørende, indrømmer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S). Det vigtige ligger i signalet om at alle ledige muslimer skal i gang.

Ifølge Finansministeriet vil ordningen koste op mod 200 millioner kroner om året at indføre. CEPOS mener ikke, at ordningen vil berettige det enorme aktiveringscirkus, som den vil sætte i gang.

Mens virksomhederne skriger efter arbejdskraft, står mange muslimske indvandrere fortsat uden for arbejdsmarkedet.

Vi tvivler fortsat på, at S-regeringen vil gøre alvor af sin trussel om 37-timers arbejdspligt. Modstanden mod at svinge pisken og smække kasserne i for ledige muslimer er alt for stor. Læs mere herom her.

André Rossmann