Den er go’ nok – man bliver rigere af at rejse

Rejser er det eneste, man kan købe, som rent faktisk øger den mentale rigdom

Flere uafhængige studier understøtter påstanden om, at man bliver mentalt rigere af at rejse. Robert Waldinger, der er klinisk professor i psykiatri ved Harvard University i Massachusetts, ved især noget om dette. Han er leder af Laboratory of Adult Development, der er verdens længstvarende (76 år) studie af voksenlivet, og hans foredrag, ”Sådan får man et godt liv”, er stærkt efterspurgt.

Ifølge Robert Waldinger er en af konklusionerne i studierne om voksenliv, at de lykkeligste og sundeste mennesker er de, der er nært knyttet til andre mennesker – til familie, venner og kolleger. Han siger: ”Nære relationer bliver kun bedre af, at man foretager sig noget sammen. Oplevelser knytter os til andre mennesker på måder, som materielle ting ikke er i stand til. Over tid vil glæden ved en ting, man har købt, fortage sig, mens tilfredsstillelsen ved en god oplevelse kun bliver større med tiden. Det er vigtigt at besøge nye steder og at møde de lokale – det er de ting, minder skabes af,” siger han og tilføjer, at hans egne bedste minder hidrører fra rejser med familien.

Den danske fremtidsforsker ved Future Navigator, Liselotte Lyngsøe, siger det således: ”Ferie er, når vi bryder ud af den filterboble, vi lever i til hverdag, hvor vi sjældent møder andre end de, der ligner os. Ferie er, når vi rejser fra det, der er for meget af i hverdagen – fra online til on life”. Hun fortsætter: ”De langsomme rejser har succes. Her er man ikke online, men midt i livet i et tempo, hvor man når og nyder at opleve”.

LÆS OGSÅ:  Millioner på vej til landdistrikternes grønne ambitioner

Hotelsøgemaskinen booking.com spurgte sidste år mere end 17.000 mennesker i 17 forskellige lande om deres forhold til rejser, og 70 procent svarede, at de satte ferierejser højere end materielle besiddelser. Aldersfordelingen i undersøgelsen fremgår ikke af pressemeddelelsen, men i en spørgerunde blandt unge australiere foretaget af et rejseforsikringsselskab op til Valentines Day svarede ni ud af 10 unge, at de hellere ville rejse end giftes, fordi ”rejser er gode oplevelser, der holder for evigt”. De unges anti-romantiske holdning skyldes nu nok, at de endnu ikke har mødt den rette….

Rejser er nemlig givende for et godt parforhold. For et par år siden skrev det amerikanske Journal of Travel Research, JTR, at kæreste- og ægtepar, der rejser sammen, forbedrer kommunikationen, og den fortsætter som regel efter hjemkomst. For at høste disse fordele skal parterne dog have samme forventninger til og udbytte af ferien, som bør bestå af aktiviteter, der bidrager til de fælles gode minder.

Rejsebureauet Best Travel har i årevis benyttet sloganet, ”Rejs dig rig”, og de er tilsyneladende ikke gået helt galt i byen. Salgs- og marketingchef Jens Fonsbøl siger i den forbindelse: ”Det er et simpelt slogan, men det forpligter i høj grad. Vi anstrenger os meget for altid at skabe spændende indhold, så ferierejsen forbliver et godt minde, uanset om man rejser som par, single eller som en gruppe. Man kan godt sige, at vi lever af at sælge gode minder”.

LÆS OGSÅ:  Corona-pandemien påvirker 900.000 danskeres ferieplaner

Endelig, og ikke mindst interessant er det, at prisen ingen indflydelse har på, om en rejse er mentalt berigende eller ej. En ferierejse til 5.000 kroner mindes ligeså godt, som hvis den kostede 20.000.