Her er Trumps forbrydelse

Jeg skal takke en af mine læsere for på bedste vis at have illustreret, hvad hele balladen om Trump handler om. (Jeg undlader at nævne navnet, men han kan jo selv give sig til kende.)
Læseren skriver, og jeg citerer: “’Den dybe stat’ i trumpforstående terminologi er jo egentlig bare retsstaten. Trump tror sig hævet over den, tror sig hævet over alle vedtagne spilleregler og procedurer, som om han var forsynets mand, den umiddelbare legemlige inkarnation af den længe undertrykte, men derfor endnu mere ægte folkevilje. Det er populismens evangelium. For den er retsstaten og institutionernes orden kun i vejen, kun forhindringer.” (citat slut)
Da ingen endnu – trods syv års konstante undersøgelser – har kunnet påvise, hvilke konkrete forbrydelser, Trump skulle have gjort sig skyldig i, bortset fra at være forhadt, takker jeg skribenten for endelig at pege på Trumps forsyndelse: Han ”tror sig hævet over alle vedtagne spilleregler og procedurer”. Og det er jo så sandt, som det er skrevet. Hvis man går ud fra, at de vedtagne spilleregler og procedurer er identiske med den politik og regeringspraksis, som såvel demokrater som ledende republikanere ønsker at føre, fremstår Trump som en populistisk opvigler, der har opildnet folket (populus) til at muge ud i Washingtons indspiste rækker. Altså i det, som man med rette kalder Den Dybe Stat.
Forfølgelsen af Trump har intet med omsorg for retsstaten at gøre, men med magt. Og man kan ikke fortænke magthaverne i at sætte sig til modværge, når de møder modstand. Det er måske ikke kønt at se på, men det er magtpolitik sjældent.
Kunne vi i det mindste ikke slippe for salvelsesfulde bekendelser til højere principper fremført af skinhellige aktører, der ikke har andre principper end at bevare magten?