HVAD SKAL VI KRÆVE AF DET NYE ÅR?

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

Ja netop kræve, forlange. Ikke håbe på eller ønske os. Der findes samfundsvigtige områder, som de seneste 25 års regeringer har nægtet at udvikle og reformere. Tværtimod har politikere støttet af medierne vendt ryggen til samfundssektorer i nød, som derfor nu er vokset til store betændte samfundsproblemer. Alle moderne erhvervsledere ved, at man skal bruge sine kræfter på de problemer og muligheder, man kan bearbejde, og ikke bruge kræfter på områder, hvor man hverken har magt eller ansvar. Vores magtfulde politikere derimod belyser de reformfattige områder med mørkelygten, hvis de ikke ser mulighed for at samle flertal for en løsning. Politik er det muliges kunst, lyder det altid på gangene i Folketinget. Men politisk kunst er nu engang at hæve sig over parti-politik og snævre valgtaktiske interesser og gøre det, der gavner landet og folket. Det er imidlertid en holdning, der aldrig er slået rigtigt igennem på Christiansborg.

For det første er det en kendsgerning, at økonomisk vækst er forudsætningen for den nationale velstand, som igen er forudsætningen for omfanget og kvaliteten af samfundets velfærdsydelser. Ingen arme, ingen kage. Ingen vækst, ingen velfærd. I Danmark er den økonomiske vækst overladt til virksomhederne, hvorimod staten gennem verdens hårdeste skattetryk tager sig af velstandsfordelingen. I andre lande som Schweiz, Singapore, Israel og USA har politikerne indset, at et moderat skattetryk kombineret med offensive investeringer i forskning og udvikling skaber nye virksomheder, vækst og velstand. Det kunne vi også få i Danmark, hvis vores politikere ikke var besat af ønsket om total samfundskontrol gennem topstyring og brandbeskatning. Vi har verdens eneste iværksætterskat, der har bremset etableringen og udviklingen af tusindvis af nye virksomheder, siden en borgerlig regering indførte den i 2010. Den skat skal væk.

En markant reduktion af indkomstskat, arveskat og selskabsskat ville være en livgivende vitaminindsprøjtning for skabelsen af den nationale konkurrenceevne og velstand til glæde for hele befolkningen. Det kommer ikke til at ske. Til gengæld er vi på vej ind i dødens gab, som er den stigende afstand mellem behovet for velfærdsydelser og vores evne til at finansiere dem. Dødens gab er nu en realitet: mangel på sygeplejersker, vanrøgtede plejehjem, lange ventetider på hospitaler og overalt i sundhedssektoren. Når vi nærmer os 2030, vil 30 procent af befolkningen være over 60 år, og antallet af demente patienter vil i 2040 være omkring 140 000, næsten en fordobling fra i dag. Ingen løsning i sigte.

Samfundet skriger på kompetent arbejdskraft, men politikerne har opgivet at få migranter i arbejde, så skatteyderne nu punge ud med 90 milliarder kroner om året for at finansiere livet for migranter fra islamiske kultursamfund og deres efterkommere. I stedet ønsker regeringen – desværre med støtte fra erhvervslivet – at skaffe endnu flere u-landsmigranter til landet, hvad der absolut ikke er løsningen. Det tog 20.000 mand 20 år at bygge Keops pyramiden. Med vore dages teknologi og ingeniørkunst kunne jobbet klares på to år. I 1945 stod det slagne Tyskland og manglede de 7 millioner mænd, der var faldet i krigen. Man undlod dog at importere 7 millioner gadesælgere og daglejere fra Mellemøsten, men satsede alt på ny industriel teknologi fra USA samt hårdt arbejde for dem, der var tilbage. Resultatet var det tyske Wirtschaftswunder få år senere.

For Danmark er robotisering, digitalisering og automatisering den ene del af løsningen. Den anden del er import af kompetent, faglig stærk arbejdskraft. Kandidaterne skal tilbydes en tre-årig arbejdskontrakt til 25 procent indkomstskat ligesom de professionelle fodboldspillere. Kontrakten kan forlænges ved gensidig overenskomst. Arbejdsgiveren betaler sundhedsforsikring. Hvis den ansatte vil have familien med, er det for egen regning. Heller ikke det kommer til at ske. Konventionerne forhindrer os i at ’diskriminere’. Hvis vi kun importerer migranter fra avancerede, moderne samfund, diskriminerer vi jo alle de ufaglærte fra Mellemøsten og Afrika. Så er vi jo racister og endnu værre: islamofober, det ondeste man kan være i dag.

Forsvaret er blevet udplyndret af skiftende regeringer gennem de sidste 50 år og er nu en ruinhob. NATO’s seneste tilstandsrapport er så belastende for statsmagten, at regeringen har nægtet at offentliggøre den. I det nationale hysteri, der fulgte efter den russiske invasion af Ukraine, blev der i al hast strikket et ’nationalt kompromis’ sammen, der skulle revitalisere forsvaret og bringe det tilbage på en tilfredsstillende NATO-standard. Det er næsten et år siden, og der er ikke sket nogen ændring til det bedre. De ekstra bevillinger er blevet slugt af inflationen, og der er ikke udsigt til at forsvaret i den nærmeste fremtid bliver forsynet med det nødvendige materiel, såsom selvkørende artilleri, infanterikamp-køretøjer, missilsystemer, u-både og kampfly. For slet ikke at tale om ammunition, uniformer og støvler. Den lovede kamp-brigade bliver først klar omkring 2030, hvis overhovedet. Mobiliseringstiden vil være tre måneder, hvor de amerikanske kampstyrker mobiliserer på tre døgn. Ørkenvandringen fortsætter for de danske generaler.

Det er en national skandale, at skiftende regeringer ikke har formået at lukke dødens gab, at skaffe kompetent arbejdskraft og at etablere et effektivt forsvar. De delvis statsfinansierede medier og andre stærke samfundskræfter lusker væk fra at kræve handling og reformer på disse langtidsforsømte områder, der ellers er af afgørende betydning for samfundets udvikling. Det er umuligt at stille en sikker prognose for, hvad der vil ske i løbet af 2023. men det er ikke svært at give en sikker prognose for, hvad der IKKE kommer til at ske: Når vi går ind i 2024, har vi stadig ikke fået reformer for en vækstøkonomi, der kan lukke dødens gab. Ej heller en begavet tilførsel af kompetent arbejdskraft eller en genopførelse af vores sammenstyrtede forsvar. Altså et nytår som vi plejer.