Idræt har overraskende stor betydning for trivsel og sundhed for 10-13-årige piger

Et omfattende studie fra Syddansk Universitet (SDU) viser, at 10-13-årige foreningsaktive piger og drenge har markant bedre trivsel, fysisk form og sundhedsprofil end ikke-foreningsaktive børn. Studiet viser også, at idræt i skoleregi kan bidrage kraftigt til trivsel og sundhed – ikke mindst hos pigerne.

Covid-19 krisen sætter i øjeblikket begrænsninger for vores fysiske aktivitet i et land med en lang og stærk idrætstradition. Aktuelt er mere end 2,3 millioner danskere foreningsaktive; hvoraf 928.939 er børn og unge.

Det nye landsdækkende studie fra SDU sætter en tyk streg under, hvor stor betydning det har på børn og unges trivsel og sundhed, at de dyrker idræt – med fodbold, håndbold, gymnastik og badminton som prominente eksempler.

Foreningsaktive 10-13-årige børn har markant bedre fitness og trives bedre

– Vores undersøgelse viser, at idrætsdeltagelse har stor betydning for både trivsel, fitness og sundhed hos ”betweenere” over hele landet, forklarer professor Peter Krustrup fra SDU’s Institut for Idræt og Biomekanik.

Sammen med et team af forskere har Peter Krustrup gennem de seneste tre år gennemført en omfattende undersøgelse hos mere end 6.000 piger og drenge på 10-13 år fra 215 skoler i 62 kommuner. Undersøgelsens første resultater udkommer på fredag i det anerkendte tidsskrift Scandinavian Journal of Medicine and Science in Sports.

– De 10-13-årige piger og drenge, som går til foreningsidræt, har markant højere fysisk, psykisk og social trivsel, bedre kondition, større muskelstyrke og langt lavere fedtprocent end de børn, der ikke er foreningsaktive, fortæller han.

LÆS OGSÅ:  Måltidskasser er det nye grønt

Idræt i skolen øger social og fysisk trivsel 

SDU-forskerne har som en del af undersøgelsen set på effekterne af kombineret sundhedsundervisning og fodboldtræning i 2 x 45 minutter om ugen i 11 uger i SDU’s og DBU’s projekt ”11 for Health i Danmark”.

– De første resultater fra den landsdækkende storskalaundersøgelse viser, at 11 uger med sundheds-undervisning på fodboldbanen har en positiv effekt på social trivsel hos piger og drenge, og også virker fremmende på pigers fysiske trivsel, fortæller Peter Krustrup, og forsætter:

– Vi vidste allerede at 11 for Health virker positivt på sundhedsprofil og sundhedsviden. Det nye er den tydelige samlede effekt på social trivsel og en ekstra effekt på fysisk trivsel for pigerne.

11 for Health fungerer godt for idrætsuvante

Ph.d.-studerende Mads Madsen, som pt er ved at afslutte sit ph.d.-projekt på SDU om ’11 for Health’ tilføjer:

– Det har især overrasket os, at pigerne vurderer programmet lige så positivt som drengene gør, for fodbold er en ny arena for mange af pigerne. Desuden kan vi se, at også de, der ikke har erfaring med idræt, fx fodbold, i foreninger var glade for projektet, fortæller han.

– Det handler i høj grad om, hvordan man organiserer idrætten. 11 for Health er et innovativt idrætskoncept som pigerne er glade for, blandt andet fordi pigerne godt kan lide, når man organiserer idræt i mindre grupper, hvor det er sjovt, inkluderende og lærerigt, konkluderer Mads Madsen.

LÆS OGSÅ:  Flere børn får eksem: Bekymret mor går til kamp mod kemi og hormonkure

– Det er meget flotte resultater, og det understreger betydningen af et stærkt foreningsliv med plads til alle. Vi skal være ekstra opmærksomme efter corona-pausen, hvor vi må forvente en stor forskel på det fysiske niveau hos børn og unge. Her er det ekstra vigtigt, at vi kan præsentere et bredt udsnit af idrætter i skoletiden, så vi giver lyst til at dyrke foreningsidræt efter skoletid med de gavnlige effekter af fysisk aktivitet og de stærke fællesskaber, siger Mikkel Nørtoft Magelund, leder af Team Bredde og Motion i Danmarks Idrætsforbund.

Studiet har modtaget økonomisk støtte fra Nordea-fonden, Helsefonden, TrygFonden og Aase og Ejnar Danielsen Fonden. 11 for Health i Danmark er udrullet i et tæt samarbejde mellem SDU og DBU, med støtte fra Nordea-fonden, og er indtil nu afviklet for næsten 20.000 børn på mere end 400 skoler i 80 kommuner.

Om studierne

  • I SDU-undersøgelsen deltog over 6.000 10-13-årige piger og drenge, hvoraf ca. 5.000 blev testet både før og efter en 11-ugers interventionsperiode med kombineret idræts- og sundhedsundervisning.
  • I undersøgelsen målte forskerne på børnenes trivsel, kognitive funktion, sundhedsviden, sundhedsprofil og idrætsdeltagelse. De nye resultater beskriver betydningen af idrætsdeltagelse i foreninger såvel som i folkeskolen på mellemtrinnet.
  • I den første del af undersøgelsen blev idrætsdeltagelse, trivsel og fitness kortlagt for de over 6.000 børn og resultaterne sammenlignet mellem de ikke-foreningsaktive og de foreningsaktive.
  • 80% af pigerne og 81% af drengene var aktive i idrætsforeninger, heraf flest af pigerne i gymnastik, fodbold, håndbold, svømning og dans, og flest af drengene i fodbold, håndbold, badminton, svømning og gymnastik.
  • I den anden del af undersøgelsen deltog mere end 5.000 børn fra mellemtrinnet i 11 ugers kombineret idræts- og sundhedsundervisning i 2 gange 45 min om ugen, via konceptet ”11 for Health i Danmark”. I dette koncept bruges par-øvelser, fodboldlege og småspil til at illustrere sundhedsbudskaber om hygiejne, varieret kost, fysisk aktivitet og mental sundhed.
  • Ved begge testrunder blev trivsel undersøgt med KIDSCREEN-27 spørgeskema (Ravens-Sieberer et al. 2005) med fokus på fysisk trivsel, psykisk trivsel, social trivsel og skoletrivsel.
  • Sundhedsprofil blev kortlagt ved måling af hvilepuls, blodtryk, kropssammensætning (InBody 270), Yo-Yo interval løbetest (YYIR1C), stående længdespring og en Stork balancetest (Ørntoft et al. 2016).
  • Idrætsdeltagelse, sundhedsviden og kognitiv funktion blev kortlagt gennem computerbaserede spørgeskemaer, multiple-choice tests (Fuller et al. 2017) og kognitive opgaver (Lind et al. 2019).
LÆS OGSÅ:  Pas på brysterne i den kolde tid: Sådan undgår du brystbetændelse