Klumme: 2018 var året hvor maskerne faldt – Del 2


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Tysklands og Frankrigs stormagtsdrømme realiseres under EU-flag. Men hvorfor nu?

2018 var året, hvor den franske præsident Emmanuel Macron udtalte, at EU måtte have sin egen hær for at kunne forsvare sig selv mod Kina, Rusland og… USA.

Det var året, hvor Tysklands kansler, Angela Merkel, blæste til kamp mod ”overdreven nationalisme og populisme”.

Det var året, hvor Macron og Merkel under en ceremoni, der fejrede afslutningen på 2. Verdenskrig, udtalte: ”Det fransk-tyske partnerskab ser det som sin pligt ikke at lade verden gå under i kaos og skabe fred i Europa”.

Det var året, hvor Frankrig og Tyskland fornyede deres samarbejdsaftale fra 1962 ved en højtidelig ceremoni i den lille tyske by, Aachen, hjemstedet for Karl den Stores stormagtsdrømme for mere end 1000 år siden.

Det var året, hvor den franske finansminister, Bruno Le Maire, udtalte, at EU måtte blive et ”imperium” for at kunne konkurrere med Kina og Rusland.

Det var året, hvor EU-Kommissionen for første gang i dens historie blankt afviste et EU-lands (Italiens) finanslovsforslag og indledte sag mod to andre EU-landes (Polens og Ungarns) demokratisk valgte regeringer for, som EU beskylder for ……anti-demokratisme.

Det var året, hvor EU3, dvs. Frankrig, Tyskland og Storbritannien, som alle er medunderskrivere af Obamas atom-aftale med Iran, gik stik imod Trump-administrationens handelssanktioner mod Iran. De tre EU-lande (altså ikke samtlige 28 EU-lande) har implementeret Intex, som er et betalingssystem, der har til formål at omgå Trumps handelssanktioner mod Iran.

EU eller kaos? EU som imperium? EU-hær? Hvad har EU gang i? Det er tydeligt, at Frankrig og Tyskland er i færd med at ændre EU, men hvorfor nu?

Det første og mest åbenlyse svar er Brexit, som betyder, at Storbritannien ikke længere kan agere bremseklods på Tysklands og Frankrigs stormagtsdrømme.

Og det andet svar er, at Tyskland har skiftet standpunkt. Merkels Tyskland støtter nu Frankrigs forslag om et Eurozone-budget og en egentlig EU-hær, for som Merkel ved flere lejligheder har understreget, kan Tyskland ikke længere stole på USA.

Men Frankrig og Tyskland har det problem, at hvis de alt for åbenlyst annoncerer deres stormagtsambitioner, risikerer de at splitte EU. Og et splittet EU eller endda et EU i opløsning vil være katastrofalt for deres stormagtsambitioner. Ergo må EU med vold og magt holdes sammen, og ”afvigerne” må bankes på plads.  Denne taktik kan man dog ikke åbent indrømme af åbenlyse historiske grunde, herunder især Tysklands forhistorie med to tabte verdenskrige og Holocaust.

Derfor skjuler Frankrigs og Tysklands deres stormagtsambitioner bag parolen ”EU som fredens projekt er under angreb fra populisterne og nationalisterne”.  Tyskland holder sig klogeligt tilbage, mens man lader andre gøre det beskidte arbejde. EU-elitens skærpede retorik over for EU-kritikerne som f.eks. udtalelserne fra det europæiske råds formand, Donald Tusk, som trækker Nazi-kortet og kalder EU-kritikerne for ”brunskjorter”, samt Macron angreb på EU-kritikerne, som ”minder om nationalisterne i 1930’erne” har kun ét formål: at lægge et røgslør ud over, hvad der i virkeligheden er ved at ske.

Nemlig at Frankrig og Tyskland, med EU som villig håndlanger, ikke som tidligere prøver at undgå en krise internt i EU ved at søge efter kompromisser, men ligefrem fremprovokerer kriser ved at søge konfrontation.

Det samme fænomen gør sig gældende i EU’s stadig mere selvhævdende udenrigspolitik, især unionens ændrede holdning til USA, omgåelse af USA’s handelssanktioner mod Iran, støtte til Paris-klimaftalen, modstanden mod USA’s Israel-politik mv.

Hvorfor dette paradigmeskifte i forholdet til USA og hvorfor nu? Forklaringen er, at Tyskland og Frankrig søger at definere EU (dvs. Frankrig og Tyskland) som en stormagt i opposition til USA.

Det er derfor EU står ved et vadested. Men hvordan skal de andre EU-lande, inklusive Danmark, efter Brexit, forholde sig til den nye virkelighed, hvor Tysklands og Frankrigs stormagtsambitioner realiseres under EU’s flag? Mit bud herpå kommer jeg med i tredje og sidste del.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN OG BLIV ABONNENT

Vælg beløb