Klumme: EU-ved vadestedet: 2018 var året hvor maskerne faldt


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

EU-Kommissionen er stadig symbolet på et forenet Europa, men Tysklands og Frankrigs hårde fremfærd mod EU-afvigerne får facaden til at krakelere.

EU-Kommissionen har i 2018 indledt sag mod to medlemsstater, Polen og Ungarn, for overtrædelse af EU-traktatens demokratiparagraf. EU-Kommissionen har for første gang i dens historie blankt afvist et finanslovsforslag fra EU’s fjerdestørste økonomi, Italien. EU har måttet opgive at finde frem til en fælles immigrationspolitik og en solidarisk fordeling af muslimske flygtninge på grund af modstand fra Polen, Ungarn og Østrig. Og EU’s ”fælles” udenrigspolitik gik i opløsning på spørgsmålet om FN’s migrationspagt.

EU’s top har kaldt regeringslederne i ”afvigerlandene” for ”brunskjorter” og beskyldt dem for giftig nationalisme. ”Afvigerlandene” har omvendt beskyldt EU-Kommissionen for at gå Frankrigs og Tysklands ærinde.

Har ”afvigerne” ret i, at EU under påvirkning af Frankrig og Tyskland har ført en konfrontationspolitik i forhold til ”afvigerne” i både Østeuropa og Italien samt til dels Østrig? Det korte svar er ja.

Hverken EU-Kommissionens behandling af Italien eller traktatbrudssagerne mod Polen og Ungarn kan ses som andet end hævnaktioner. Der er ingen objektiv grund til, at EU farer så hårdt frem. Andre lande som f.eks. Bulgarien og Rumænien har langt mere ondt i demokratiet. Og Tyskland og Frankrig selv har før brudt EU’s ”regler” om underskud på statsbudgettet og fået en langt mildere behandling. Så ja. EU’s nye konfrontationspolitik er reel. Og den er styret af Frankrig og Tyskland. Spørgsmålet er hvorfor? Og hvorfor nu?

Mange opfatter EU’s institutioner som selvstændige beslutningstagere og aktører. EU med 32.000 ansatte er på trods af hypen om ”det store bureaukrati i Bruxelles” kun på størrelse med Region Hovedstaden, som beskæftiger 39.000 medarbejdere. Og så er de fleste ansatte i EU’s institutioner kontoransatte, oversættere, tolke, chauffører mv., mens der er relativt få egentlige beslutningstagere. EU-Kommissionen ligner således mere en stor tænketank end en myndighed med udøvende magt.

Virkeligheden er, at EU af historiske, økonomiske og politiske grunde er primært Tysklands og Frankrigs projekt. Det er dog ikke det image, EU selv har bygget op. Især i de senere år har man betonet EU som solidaritetens, det internationale samarbejdes og fredens projekt mellem 28 nationer.

Hvorfor? Fordi både Frankrig og Tyskland på grund af deres forhistorie begge har set og fortsat ser en fordel i at skjule deres stormagtsambitioner ved at sejle sammen under EU-flag.  Samtidig har det passet politikere af alle afskygninger i alle EU’s medlemslande helt fint at skyde skylden for alle mulige og umulige elendigheder på ”bureaukratiet” i EU.

Denne facade er imidlertid ved at krakelere i mødet med virkeligheden. Flygtningestrømmene på europæiske motorveje og den tiltagende islamisering har været en øjenåbner for mange almindelige mennesker. Det er åbenlyst, at de skyldige var Tyskland med Merkels ”åbne dørs politik” og den indvandrervenlige, multikulturelle franske magtelite.

I sept. 2018 skelnede EU-Kommissionens formand, Juncker, i sin tale i EU-Parlamentet mellem ”usund” fædrelandskærlighed (lig med nationalisme) og ”oplyst” fædrelandskærlighed (lig med patriotisme over for EU). Nationalisme er fuld af gift og løgn, mens patriotisme er ifølge ham en dyd.

Patriotisme over for EU giver imidlertid ingen mening, for EU ikke er et land. Junckers retoriske kneb tjente alligevel et bestemt politisk formål: at aflede opmærksomheden fra Tysklands og Frankrigs skjulte stormagtsambitioner ved at forherlige EU og globalismen.

Samtidig indeholdt Junckers retorik en slet skjult trussel over for mulige ”afvigere” blandt de øvrige EU-lande. Når EU fastholder sin hårde linje over Storbritannien og siger, at Brexit-aftalen ikke står til videre forhandling, er det en trussel, der virker i andre EU-lande. F.eks. i Holland og Danmark, hvor opbakningen til EU er gået kraftigt op siden Brexit. Vælgerne i mindre EU-lande kan godt læse mellem linjerne og skal ikke have noget klinket.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb