Klumme: Muslimsk hykler og bedrager på scenen – Et dristigt eksperiment i England


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Man skulle ikke tro dette er muligt! Ikke desto mindre har det fornemme britiske Royal Shakespeare Company netop haft premiere i Swan Theatre i Shakespeares fødeby Stratford-upon-Avon på en aktualiseret version af den store franske dramatiker Molières drama Tartuffe fra 1664.

Scenen er bevidst flyttet til vore dages Birmingham i året 2018, en stor engelsk industriby med et udpræget spændingsforhold mellem de oprindelige beboere og indvandrede muslimer, og handlingen foregår netop blandt pakistanske indvandrere.

Molière angriber det religiøse hykleri personificeret i Tartuffe-skikkelsen, der ved hjælp af sin foregøglede gudsfrygt maser sig ind i en velhavende familie og besnærer denne. Dette gælder ikke mindst det godtroende familieoverhoved, den tidligere enkemand Monsieur Orgon, og i endnu højere grad dennes moder, den fromme Madame Pernelle, mens børnene og Orgons nye hustru Elmire udviser en sund skepsis. Alligevel beslutter Orgon, at hans datter, Marianne, skal gifte sig med Tartuffe, selvom hun allerede er forlovet til anden side.

Ved hjælp af en intrige, der spindes bl.a. af tjenestepigen Dorine, Mariannes broder Damis og stedmoderen Elmire, forhindres dog dette. Men inden det kommer så vidt, gør Tartuffe stormende kur til Elmire. Damis bliver vidne hertil og beretter herom til den forblændede fader, der dog nægter at tro dette. Tværtimod beslutter han at skænke Tartuffe sin formue og ejendom. Dog lykkes det Elmire at overtale Orgon til at skjule sig under et bord, mens hun over for Tartuffe tilstår, at hun genelsker ham. Nu falder skyklapperne fra Orgons øjne, og han beslutter at jage Tartuffe på porten. Men for sent, da denne jo nu besidder alle Orgons rigdomme. Knuden løses dog ved, at et kongeligt sendebud dukker op, afslører Tartuffe og arresterer ham som den hykler og bedrager han er.

Stykket blev i sin tid anset som et angreb på den katolske kirke og blev anset for så provokerende, at den franske konge, Louis 14, ikke tillod en offentlig opførelse i fem år. At Molières elegante klassiker skulle have været så farlig, er nok uforståeligt i vore sekulære tider, men dette vil næppe være tilfældet med dét nutidige publikum, der ser den aktuelle version, der for tiden opføres i Stratford-upon-Avon.

Her hedder Tartuffe nu Tahir Taufiq Arsuf – selve skuespillerens navn er Asif Khan – og optræder som en from muslim og næppe tilfældigt forsynet med et stort gråsprængt Osama bin Laden-skæg. Den gamle familiepatriark, den godtroende Orgon, har fået navnet Imran Parvaiz, og dennes nye hustru hedder nu Amira i stedet for Elmire. Svigermoderen, Madame Pernelle, hedder Dadimaa og husets tjenestepige, Dorine, har fået navnet Darina og er fra Bosnien, og så fremdeles. Der er ikke noget at tage fejl af.

De overvejende asiatiske skuespillere spiller alle fremragende komedie, men det må ikke glemmes, at den aktualiserede version er en dristig og farlig spøg i dagens terrortruede klima – ikke mindst i Storbritannien. Stykkets indisk-britiske instruktør ved navn Iqbal Khan har da også i et interview i radioprogrammet Front Row i BBC4 indrømmet, at ikke blot er ”skuespillet relevant i vores aktuelle situation”, men videre erklæret, at ”det er rettet mod en religiøs hykler og det, mener jeg, gør det farligt. Og den her optrædende muslimske gejstlige gør det tydeligvis endnu farligere. At lade stykket foregå i Birmingham gør det muligt for os at være både aktuel og provokerende”.

Bearbejdelsen af Molières komedie skyldes de to i Storbritannien kendte forfattere Anil Gupta og Richard Pinto. Gupta er en anerkendt britisk producent og dramatiker af indisk afstamning, der ikke mindst er kendt som medforfatter til den populære og uhyre vittige tv-komedieserie The Office (2001-03). Hans mangeårige medarbejder Richard Pinto har også specialiseret sig som komedieforfatter, og sammen har de produceret den komisk-satiriske tv-serie Citizen Khan (2012-16), hvis titelperson er en britisk-pakistansk muslim. Serien, der ligeledes foregår i Birmingham, kan på mange måder ses som en forløber for parrets Tartuffe-bearbejdelse. Og, fortæller Pinto, ligesom det er tilfældet med Molières skuespil, er det meningen, at den nye Tartuffe skal ”provokere og vække publikums ubehag”. I en artikel skrevet for Royal Shakespeare Company skriver Gupta endvidere: ”Der skal nødvendigvis trækkes en rød linje, og publikum skal spekulere over, om denne overtrædes. Et af formålene med en komedie er at trænge ind på de områder, som samfundet føler er ubehagelige og farlige, og ligesom puste til ilden.”

Endvidere fortalte Gupta i interviewet i BBC4, at han sammen med Pinto bevidst har søgt at skabe et modsætningsforhold mellem Birmingham og byens ”overklassenabo”, nemlig den fornemme overklasseby Stratford-upon-Avon og dets publikum. Og endelig understreger han, at ”ét af stykkets budskaber, hvilket ikke er vores budskab, men Molières, er, at du ikke har brug for nogen, der fortæller dig om, hvordan du skal opføre dig som god katolik eller muslim. Det er mellem dig og Gud.”

Det bør også nævnes, at stykkets instruktør Iqbal Khan flere gange har understreget, at hans version på ingen måde må forstås som en kritik af religiøs tro. Han har til det konservative dagblad The Daily Telegraph, som d. 19. september med begejstring har anmeldt premieren, meddelt, at han ”omhyggeligt har skelnet mellem de mennesker, der seriøst tror på islam og koranen, og de mennesker, der manipulerer islam til egen brug. Familiefaderen Imram, som er komediens mest godtroende person, er et menneske, der kæmper med sin sorg [over sin første hustrus død] og derfor er ude af stand til at hjælpe og vejlede sin familie. (…) Man kan kun håbe, at publikum føler medlidenhed med ham”. Om dette nu også var Molières hensigt, er dog en anden sag.

Hovedpersonen er og bliver nemlig Tartuffe eller rettere i den aktuelle iscenesættelse pakistaneren Tahir Taufiq Arsuf, der er portrætteret uden formildende omstændigheder både som en listig forfører, en løgnagtig hykler og en farlig bedrager. De britiske medier er – med undtagelse af The Daily Telegraph – listet uden om dette portræt som katten om den varme grød, men mon der ikke blandt publikum har været en del, der kom til at tænke på den tragedie, der udspillede sig i en anden britisk industriby, Rotherham (og en række andre byer) – hvor bander, der hovedsagligt bestod af britisk-pakistanske mænd mellem 1997-2014 organiserede et systematisk seksuelt misbrug af mindst 1.400(!) børn og unge mennesker, der resulterede bl.a. i gruppevoldtægt og tvungen prostitution. Dette er en tragedie af enorme dimensioner, der ligesom ikke var godt stof i de fleste venstreliberale medier – og årsagen er naturligvis oplagt.

Bevares, Rotherham ligger langt væk fra lille Danmark, men den nye version af Tartuffe indeholder alligevel så meget kontroversielt stof med dets angreb på de radikale elementer i muslimske miljøer, at spørgsmålet om et dansk teater turde opføre det, desværre nok må besvares med et rungende nej. Til gengæld må man beundre det mod, briterne har udvist med denne farlige aktualisering af Molières klassiker.

Den muslimske Tartuffe.

Kommentarer

STØT 24NYT EN GANG OM MÅNEDEN

Vælg beløb