Klumme: Politikernes bedrageriske symbolpolitik


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Med blodige islamist-attentater for nylig i Frankrig og Østrig, samt voldelige trusler i øvrigt ud over Europa, er der gang i den politiske forargelse, der sædvanligvis ledsager den slags terror: Afstandtagen, udsagn om at ikke at bøje sig, stå fast i fællesskabet, værne om ytringsfriheden osv. Regler skal strammes, terrorstraffe forøges, hedder det som altid, når islamisters voldelige tilbøjeligheder materialiserer sig.

Et – måske nyt – træk ved de seneste ugerninger er tilsyneladende, at de ikke synes direkte styret af radikale, eksterne islamistiske kræfter. Rabiate muslimer – inspireret af årelang hadprædiken fra imamer og særligt “lærde” – kan efterhånden selv. Med Hirsi Alis ord en dødbringende sindsvirus. Hos vores Nato-allierede Tyrkiet, i Pakistan, Iran mv. kan de hente en slags geopolitisk forståelse for deres forbrydelser. Eskaleringen af islamistisk terror på europæisk jord stiller nye krav også til danske politikere og medier.

Hidtil har disse helt svigtet. Hårdere straffe for øremærkede forbrydelser, kostbar integrationspolitik og overhovedet indretningen af den “stramme udlændingepolitik” har ikke ramt det relevante, men i stedet for bl.a. belastet fornuftige udlændingerelationer, udenlandske ægtefællers situation osv. I virkeligheden må de fleste af disse “stramninger” nærmest betragtes som en slags politisk bedrageri. Vælgerne holdes hen. TV og de store statssubsidierede private mediehuse spiller med.

For det har meget længe stået klart, at det uacceptable voldsregimente har sit europæiske (og danske) arnested i den massive indvandring fra muslimske lande især i Mellemøsten og Afrika. Flygtninge, familiesammenførte og afviste asylansøgere fra disse områder danner overalt den lokale grobund. Heller ikke i Danmark har de magthavende politiske partier ønsket at se den kendsgerning i øjnene, men forsøger at skjule den. I stedet for har de foregøglet befolkningen, at der er gøres en stor indsats ved en række mere eller mindre symbolske foranstaltninger. Samtidig hermed har man ladet denne form for indvandring fortsætte – for øjeblikket især i form af familiesammenføring.

Den “stærke stat”, der ellers jævnt hen har ophævet borgernes almindelige frihedsrettigheder, er derimod ganske svag, når det drejer sig om denne helt betændte side af indvandringsproblematikken.

Det er således hidtil ikke lykkedes for alvor at sikre EU’s ydre grænser. Og herhjemme heller ikke at sende flygtninge – eller blot afviste asylansøgere – tilbage til hjemlandene. Tværtimod har det nuværende regeringsflertal f.eks. forøget børnetilskud, der særligt kommer disse grupper til gode. I en international sammenhæng har Danmark opulente sociale ydelser, som nok skal holde de fleste fast samt lokke endnu flere til.

En socialdemokratisk plan om at flytte asylbehandlingen til et ikke-EU-land synes dødfødt; ingen villige har reelt meldt sig. Skulle det alligevel lykkes, er risikoen vel i øvrigt, at det måtte antages at føre til endnu større indvandring af denne art til netop Danmark med de fristende gode ydelser og andre vilkår. Men forslaget må nok også bare ses som en politisk afledningsmanøvre? Den er helt sikker: Det bliver ikke gennemført, og skulle det mod al forventning ske, vil det næppe virke. Ganske smart!

Der findes næppe nogen hurtig løsning på den misere, de toneangivende partier og politikere således har skabt for befolkningen. Men det forekommer dog indlysende, at en reel indsats mod de kræfter, der betinger den islamistiske voldsbølge som minimum vil forudsætte, at indvandringen fra den omtalte del af verden helt standses – herunder familiesammenføringer. Det kræver opsigelse af forældede internationale konventioner, ophævelse af inkorporeringsloven vedrørende Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) mm.

Derefter må det naturligvis overvejes at tvinge allerede afviste asylansøgere hjem, ligesom flygtninge skal vende tilbage til nu fredelige områder. Muslimske staters moskebyggerier forbydes, ligesom Tyrkiets og andre landes imam-arrangementer bringes til ophør.

Det vil næppe være nok til at bremse volds- og terrorbølgen. Men et afgørende skridt på vejen, og i det mindste et signal til befolkningen om, at der nu søges formuleret en “udlændingepolitik”, som er relevant i forhold til, hvor problemerne er, og nu i endnu højere grad hober sig op. Socialdemokraters, V og K’s (og måske SF’s?) politiske bedrageri kan man så i givet fald håbe vil slutte på udlændingefeltet. For Radikale og kryptokommunister (EL) er der næppe grund til den slags forhåbninger.

Den “stærke stat”, som ellers formår så meget på trods af Grundloven, borgernes legitime erhvervsmæssige aktiviteter osv., bør vel være i stand til at hamle op med religiøst fikseret international terror? Det kræver imidlertid mere end en fortsat – bedragerisk – symbolpolitik.