Klumme: Den dag da sportsjournalismen (også) blev politisk


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

At journalistik er en profession, som trender mod venstrefløjen, er en sandhed ingen i dag seriøst betvivler. Det viser talrige undersøgelser fra journalisthøjskolens studerende, men også virkeligheden.

Ikke mindst efter Trump kom til magten, hvilket fik indtil da respekterede journalister som CNNs Christiane Amanpour og mange andre til åbent at indrømme, at når det gjaldt dækningen af denne charlatan, røg alle journalistuddannelsens floskler om objektivitet, om at tjekke kilder, om at se sagen fra flere sider osv. ud af vinduet.

Men sportsjournalister har hidtil været undtaget. (Fuld transparens: Min yngre bror startede sin karriere som sportsjournalist på POLITIKEN). Ganske vist blev sportsjournalister af andre journalister betragtet som mindre intellektuelt bemidlede og mere fordrukne end gennemsnittet. Hvilket i alt fald hvad angår det sidste siger ikke så lidt. Men netop fordi ikke var åbenlyst politiske, blev de også betragtet som mere konservative.

Af åbenlyse grunde har sport, især individuel, men ikke kun individuel sport, med sine krav om ekstrem fokus, konkurrenceevne og selvdisciplin tiltrukket narcissister. Eller er det omvendt: at topsport gør sine topudøvere til narcissister.

Narcissus er som bekendt navnet på den smukke græske jæger, som var så forelsket i sit eget spejlbillede i søens vand, at han, da han ikke kunne få fat i sit eget spejlbillede, dræbte sig selv. Heraf en af psykiatriens mest kendte diagnoser – narcissisme – defineret som ekstrem selvorientering, konstant forurettelse og manglende empati for andre.

Tænk den portugisiske fodboldspiller, Cristiano Ronaldo, der, selvom fodbold er en holdsport, med stor succes markedsfører sig selv som CR7 (7 er hans rygnummer) eller Zlatan Ibrahimovic fra Sverige, der uden selvironi har kaldt sig selv for Gud.

Tænk tennis med tennisspillere fra Ilie Nastase i 1960’erne over John McEnroe i 1970’erne, Lleighton Hewitt i 00’erne til australske Nick Kyrgios, som i disse dage skuler og spytter sig gennem Wimbledon.

Hvad der end er årsagen, er sportstjerner og deres narcissisme blevet en del af vores kultur. En del, som generelt af de mennesker, der formidler sport til os, nemlig sportsjournalister, med få undtagelser behandles med overbærenhed.

Men den holder ikke længere.

Hvorfor?

Fordi det i stigende grad er blevet pinagtigt tydeligt, at sportsjournalister forholder sig lige omvendt, når det gælder en anden klasse af sportsudøvere, som jeg vil kalde neo-narcissisterne.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Klog russer om naive amerikanere

Det er den gruppe af topsportsfolk, der som en del af deres selviscenesættelse iklæder sig ”korrekte” politiske/ideologiske gevandter, lige fra radikal feminisme over LGTBQ til anti-racisme.

Tænk den ukritiske journalistiske dækning af premier league og knæfaldet før kampen til støtte for bekæmpelsen af en postuleret og i samfundets yderste kroge udbredt racisme. En protest udført af spillere, hvoraf mange er mangemillionærer og… sorte.

Vesten er bestemt ikke perfekt, men der findes formentlig ingen andre steder i verden, som er mindre racistiske. Spørg bare sorte sportsudøvere i Rusland, Kina eller Mellemøsten

Tænk den skotske tennisspiller, Andy Murray, der forgudes, fordi han som den første mandlige tennisspiller nogen sinde hyrede en kvinde, franske Amelie Mauresmo, som sin tennistræner (i øvrigt uden succes), eller japansk/amerikanske Naomi Osaka, mangemillionær og Grand Slam-vinder, der vandt mediernes og journalisternes ukritiske medfølelse ved at forklare sine sportslige nedture med tidens mest ”politiske” psykiske lidelser: angst og depression.

Men dér, hvor skællene virkelig falder fra øjnene, er sportsjournalistikkens dækning af l F1 racerkøreren, Lewis Hamilton, og tennisspilleren, Serena Williams, som begge har drukket dybt af anti-racismens ideologiske bæger. I Williams tilfælde tilsat en betragtelig del radikal-feministiske floskler.

Hamilton har på det sidste vundet sportsjournalisternes sympati, fordi han fremstiller sig selv som offer for ren og utilsløret racisme. En tidligere formel 1- vinder, Nelson Piquet, skal i forbindelse med sidste års motorvæddeløb på engeske Silverstone, hvor Hamilton sendte Max Verstappen, der kommer sammen med Piquets datter, på hospitalet, have udtalt, at det var Hamilton selv, som han i den forbindelse kaldte ”neguinho”, der bevidst havde fremkaldt episoden.

Alle sportsjournalisterne købte ukritisk Hamiltons spin om, at Piquet havde kaldt ham en ”nigger”.

Men et simpelt kilde-tjek ville have vist, at ordet ”neguinho” ifølge ordbogen Dicionário Priberam da Língua Portuguesa betyder:”Forma familiar e carinhosa de tratamento (ex.: e aí, neguinho, tudo bem?) (Familiær eller kærlig tiltale(f.eks ”hej,du dér,hvad så?”) 

Piquet har undskyldt det uheldige ordvalg, selvom han også hævder, og som man kan se med en vis ret, at ordet er blevet forkert oversat, fordi det på kollokvialt Brasiliansk ikke har samme negative konnotioner som ”nigger” og blot betyder ”fyr” eller ”person”.

Dermed skulle sagen have været ude af verden, men en fortørnet Hamilton, som stadig sydede inden i af vrede over at have mistet sit Formel 1 verdensmesterskab til netop selvsamme Verstappen, kunne ikke holde sin neo-narcissisme i skak og rettede et frontal angreb ikke blot på Piquet, men på hele den ældre generation af ”racister”, som levede i fortiden: “Disse ældre stemmer mener ubevidst eller bevidst ikke, at folk som jeg burde være i denne sport”….”Men jer er her stadig og er stærk og prøver at gøre mit job og fremme diversitet (altså ligestilling for alle racer – min fremhævelse).

LÆS OGSÅ:  Klumme: Indvandringen til Europa stiger endnu engang - Højrefløjen bør råbe op om udviklingen

Ingen journalister spurgte ind til den omstændighed, at absolut ingen havde hævdet, at Hamilton ingen ret havde til at være i sporten. Eller borede i, hvem der havde udnævnt ham til kommissær for ligestilling af alle racer i motorsporten. Eller hvorvidt denne ligestilling også gjaldt Piquets race – den hvide af slagsen.

Men neo-narcissister er per definition altid forurettede, så Hamilton gav den en skrue mere: ”Jeg har været omgivet og været mål for disse holdninger hele mit liv. Der har været masser af tid til at lære. Tiden er kommet til handling”.

Og hvilken handling foreslår Hamilton?

Censur.

Eller som han selv siger: ”Jeg ved ikke, hvorfor vi bliver ved med at give disse ældre stemmer en platform”.

Her taler en mand, der er blevet mangemillionær på en sport, som kun ganske få privilegerede har adgang til, som om han og vi andre i Vesten stadig levede i de amerikanske sydstater anno 1860.

Denne patetiske neo-narcisstiske blanding af offerfølelse, selvretfærdighed og hævngerrighed, bundet op på en bevislig sproglig misforståelse, blev fra alle sider inklusive sportsjournalisternes mødt med…. ukritisk opbakning. Og Nelson Piquet blev udelukket fra F1 på livstid. 

I finalen af U.S Open 2018, som Serena Williams tabte til ovennævnte Naomi Osaki, blev Serena så ophidset over at blive fratrukket points for ”coaching”, altså at hendes træner sendte hende ulovlige signaler, at hun kaldte stoldommeren, portugiseren Carlos Ramos, en tyv.

Efterfølgende sagde hun, at hun ”som kvinde og mor” umuligt kunne beskyldes for at snyde, og at det hele aldrig ville være sket, hvis det havde været en mand der havde gjort det: ”… jeg har set mænd kalde andre dommere adskillige ting. Jeg er her som forkæmper for kvinders rettigheder og deres ligestilling og alt det der” (min fremhævelse).

LÆS OGSÅ:  Terroren kender ingen grænser – kender du disse korancitater? Allah akbar!

Serena blev af sportsjournalisterne ikke spurgt om, hvordan episoden, som tydeligvis forstyrrede koncentrationen hos hendes kvindelige modstander, der for første gang stod i en Grand Slam finale, harmonerede med hendes kamp for kvinders rettigheder. Eller om kategorierne ”kvinde” og ”mor” berettigede til særbehandling.

Pressens efterfølgende hetz mod Carlos Ramos, som blot havde fulgt reglerne til punkt og prikke, betød at Ramos måtte sættes under politibeskyttelse.

Serenas selvforurettede vrede retter sig i øvrigt historisk set ikke kun mod stoldommere, men også linjedommere. Serena blev på et tidspunkt, igen under U.S. Open, så rasende på en (asiatisk og kvindelig) linjedommer, at hun truede hende med vold: ”Jeg smadrer denne her forpulede bold ned i din forpulede hals”.

Serena blev ikke spurgt af journalisterne, om hendes trusler mod en japansk linjedommer bundede i racisme eller hvordan det harmonede med hendes kamp for kvinders ligestilling.

For Serena er fredet af sportsjournalisterne og er et socialt ikon, som inviteres til kongelige brylluper og hænger ud sammen med Caroline Wozniacki og eks-præsident Barack Obama.

Og det er absolut verboten at spørge hende, hvordan hendes medlemskab af Jehovas Vidner, en af de mest intolerante og fundamentalistiske religiøse sekter i verden, der pålægger sine medlemmer ikke at have omgang med ikke-troende og forbyder homoseksualitet og førægteskabelig sex, hænger sammen med hendes idealer.

Forklaringen er enkel: Hvis blot man iklæder sine absurde, voldelige, narcissistiske og irrationelle handlinger et tidspolitisk ”korrekt” anti-racistisk, feministisk eller kønspolitisk skær, behøver (sports)journalisterne ligesom de ”rigtige” journalister ikke længere gøre deres arbejde.

Det burde der være nogen, som fortæller Nick Kyrgios. Hans mor er fra Malaysia, og i disse dage, hvor han afvikler Wimbledon turneringen, bliver han hængt ud som pøbel, voldsmand og det der er værre. Men hvis han vil have skovlen under sine kritikere og sportsjournalisterne, skal han blot iføre sig neo-narcissisternes gevandter og erklære sig selv som offer: offer for….modspillernes  og jounalisternes racisme.

Så skulle den være hjemme.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)