Københavns Borgerrepræsentation skal nu tage stilling til Normstormernes bevilling – der forventes drama på Rådhuset

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige går til næste møde i Borgerrepræsentationen, med forslag om at stoppe støtten til den politiske organisation, Normstormerne.

Organisationen har denne sommer været genstand for massiv kritik. D. 25. august er næste møde i Københavns Borgerrepræsentation, hvor politikerne blandt andet skal afgøre Normstormernes fremtid. Siden 2012 har organisationen undervist i københavnske folkeskoler om køn og identitet, og dette med en politisk og kønsaktivistisk agenda, mener flere i og udenfor Borgerrepræsentationen.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige kræver et endegyldigt farvel til støtte fra Københavns Kommune til en sådan organisation, og håber på medhold fra deres medpolitikere på Rådhuset. Niels Peder Ravn, gruppeformand i Nye Borgerlige, udtaler: ”Det er grotesk, at en tydeligt venstreorienteret organisation underviser i vores folkeskole og ovenikøbet får 7 millioner i støtte fra Københavns Kommune til det. Foruden at vi i Borgerrepræsentationen skal stoppe støtten omgående, skal vi fremover sørge for, at kommunen er bedre til at kvalitetssikre og kvalificere de undervisningstilbud, som kommunens folkeskoler får med vores støtte.”

Det politiske forslag fra de to partier om at Borgerrepræsentationen ved de kommende budgetforhandlinger for 2023, ikke længere skal bevilge penge til Normstormernes undervisning i de københavnske skoler, er ikke blot aktuel grundet sommerens massive dækning af sagen, men også en kilde til splittelse blandt flere partier på Rådhuset. Finn Rudaizky, gruppeformand i Dansk Folkeparti, udtaler: ”Det kan blive dramatisk i salen, når der skal stemmes. Socialdemokratiet er tydeligt splittet, og sagen har ikke ligefrem været en gave for gruppen internt, for ikke at nævne deres ry i den kommende valgkamp. Jeg ser samtidig frem til at overvære afstemning fra Venstres side, der tidligere er gået imod os andre borgerlige, ved at stemme nej til at Normstormernes materiale skulle offentliggøres. Hvis de i salen stemmer nej til at stoppe bevillingen, går de dermed imod deres tidligere holdning.”

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)