Kvinde dræbt i sammenstød med lastbil

Alvorlig færdselsulykke, Allerød

Klokken 13.58 torsdag skete der en alvorlig færdselsulykke på Hillerødmotorvejens forlængelse, da en 61-årig kvindelig bilist fra Græsted kørte i sydgående retning og af ukendte årsager trak over i modsatte vognbane og kørte sammen med en lastbil. Vejen blev i forbindelse med politiets arbejde på stedet afspærret i en længere periode, og der var derfor store trafikale udfordringer på stedet.

Som følge af færdselsulykken afgik den 61-årige kvindelige bilist ved døden. De pårørende er underrettet.

Der skete ikke umiddelbart personskade hos lastbilschaufføren samt en 46-årig mandlig bilist fra Stenløse, som havde forsøgt at undvige sammenstødet og i den forbindelse var kørt i en grøft, hvor hans bil også blev ramt af lastbilen.

I forbindelse med de store trafikale problemer ved ulykkesstedet begyndte flere bilister at foretage U-vendinger på stedet. Nordsjællands Politi understreger, at det er både ulovligt og farligt, og at det er meget vigtigt at efterkomme politiets anvisninger på ulykkessteder.