Muslimer i angreb på Israels ambassade i Hellerup

Mens raketregnen fra Gaza fortsætter ned over Israel, udviklede en anti-israelsk demonstration med omkring 4.000 demonstranter foran Israels ambassade i Hellerup sig voldeligt, rapporterer TV2 og DR.

Den israelske ambassade ligger i ambassadekvarteret på Lundevangsvej i Hellerup tæt på Svanemøllen Station.

Politiet var til stede med kampklædte betjente og hunde for at dæmpe urolighederne. I den forbindelse blev 17 betjente og to patruljebiler ramt af sten. Togdriften var i flere timer indstillet mellem Hellerup Station og Svanemøllen på grund af urolighederne.

Demonstrationen blev opløst af politiet klokken 17, men demonstranterne spredte sig til flere steder i hovedstaden efterfølgende.

Fredag aften rykkede Københavns Politi ud til flere brande i området omkring Guldberggade og Sjællandsgade på Nørrebro. Politiet kan ikke afvise, at brandene har relation til den pro-palæstinensiske demonstration ved Israels ambassade i Hellerup.

“Primitiv adfærd hos de voldelige demonstranter, der har angrebet Israels ambassade; de skal ikke importere Palæstinakonflikten til Danmark. Jeg håber, at alle ambassadens ansatte og betjentene – som vi skylder stor tak – er ok”, skrev Socialdemokratiets integrations- og udlændingeordfører Rasmus Stoklund fredag aften på Twitter som reaktion på dagens begivenheder.

Den Konservative partileder Søren Pape Poulsens reaktion var nogenlunde enslydende: “Hvorfor er jeg ikke overrasket?! Demonstrationen ender i vold. Herboende palæstinensere og deres sympatisører skal ikke tage Mellemøstens konflikt og og adfærd til Danmark”.

“Kære palæstinensere. Det ligner ganske enkelt ikke noget, at I tager jeres konflikt og jeres had til Israel med til Danmark. Det kan I godt lade blive hjemme! Selvfølgelig har Israel ret til at forsvare sig selv mod Hamas’ raketter og bomber!”, lød det i en kommentar på sociale medier fra løsgænger i Folketinget og tidligere minister Inger Støjberg.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)