Myten om Danmarks stramme udlændingepolitik (2024)

Indvandring er en gevinst – men ikke i Danmark

Indvandring kan være en styrke for et lands økonomi. Er indvandrere velkvalificerede og tilpasningsdygtige, kan de klare sig selv på et avanceret arbejdsmarked, bidrage til samfundet, lære det lokale sprog og skikke og leve fredeligt samen med landets øvrige borgere, repræsenterer de en gevinst.

Højtuddannede og tilpasningsdygtige indvandrere er en kæmpe gevinst i lande som USA, Canada eller Australien. Tag Silicon Valley, som er USA’s epicenter for iværksætteri og teknologi. Her har 74 pct. af computereksperterne i aldersgruppen 25-44 indvandrerbaggrund. Mere end 50 pct. af amerikanske unicorns (teknologivirksomheder med en værdi af over 1 mia. dollar) har mindst én medstifter med udenlandsk baggrund. I spidsen for tre af verdens tre største virksomheder målt på markedsværdi står indvandrere – Satya Nadella (født i Indien) hos Microsoft, Sundar Pichai (født i Indien) hos Google og Jen-Hsun Huang (født på Taiwan) hos Nvidia. Og i Storbritannien er Mustafa Suleyman, der er syrisk indvandrer og medstifter af DeepMind, som Google købte i 2014 for 500 mio. dollar, netop blevet hyret af Microsoft for at stå i spidsen for selskabets nye division, Microsoft AI.

Den danske it-verden, som i 2023 beskæftigede 106.000, har i modsætning til Silicon Valley i årevis forgæves kæmpet for at få fyldt ledige stillinger op. Det skyldes, at virksomhedernes adgang til kvalificeret udenlandsk arbejdskraft hæmmes af heftige symbolpolitiske opgør med udlændingepolitiske overtoner. Det politiske ønske om en restriktiv indvandringspolitik – primært beregnet på muslimske migranter fra MENAPT-landene – spærrer effektivt for en aktiv velstandsskabende politik, der kan tiltrække de højtuddannede udlændinge. De udenlandske talenter går derfor i lang bue uden om Danmark, når de søger job i udlandet.

Ifølge beregninger fra Finansministeriet er indvandring fra vestlige lande, Østeuropa samt store dele af Asien en overskudsforretning for Danmark. Overskudsindvandrere fra Indien, Ukraine, Polen, Kina mv. kommer til Danmark, fordi de kan og vil være en del af det danske samfund. De tager jobs, som ellers ikke ville blive besat, betaler skat, skaber nye job og bidrager positivt til Danmarks statskasse. Deres positive bidrag til statskassen er imidlertid peanuts i forhold til de ca. 90 mia. kr., som Danmark hvert år bruger på at forsørge muslimske underskudsindvandrere fra MENAPT-landene.

Nej tak til selektiv indvandringspolitik

Danskerne er ekstrem lighedsorienterede og bryder sig ikke om tanken om, at nogle indvandrere skal være ”mere egnede” end andre. Det strider mod den danske anti-elitære natur at udvælge indvandrere på grund af deres oprindelse, kvalifikationer, motivation og forudsætninger for at kunne bidrage positivt til samfundet. En selektiv indvandringspolitik, dvs. screening og selektiv udvælgelse af indvandrere, er derfor ”no go” i Danmark.

Eftersom Danmark har fravalgt at screene de indvandrere, der bliver lukket ind, er landet blevet et trækplaster for især muslimske underskudsindvandrere fra Mellemøsten og Afrika, der kommer med en uoverstigelig kulturbarriere og uden faglige ressourcer og kompetencer, der kan bruges på det avancerede danske arbejdsmarked. Facit er i dag, at i stedet for at bidrage til landets økonomi frister de fleste danske muslimer en kummerlig tilværelse som sociale klienter i parallelsamfundene eller ernærer sig som kriminelle.

Politiske diskussioner om rekruttering af udenlandsk arbejdskraft ender hver gang i en strammer-konkurrence, hvor partierne i Folketinget konkurrerer indbyrdes om at fremstå strammest på udlændingepolitikken. Frygten for at fremstå slappe i udlændingepolitikken holder politikerne fra at føre en fornuftig velstandsskabende udlændingepolitik, hvor man skelner mellem de arbejdsivrige og tilpasningsdygtige overskudsindvandrere fra ikke-muslimske lande og uintegrerbare underskudsindvandrere fra MENAPT-landene.

Mens det stigende antal muslimske underskudsindvandrere i Danmark skaber polarisering, kultursammenstød, kriminalitet og parallelsamfund, holdes overskudsindvandrere fra ikke-muslimske lande ude af vilkårlige og groteske regler, som Danmark har vedtaget med henblik på at dæmme op for indvandring af muslimer fra MENAPT-landene. Gennem de senere år har eksemplerne tårnet sig op: På højt kvalificerede danske forskere, der måtte fravælge Danmark som følge af besværligheder med at få den udenlandske ægtefælle hertil. På eftertragtede læger og sygeplejersker fra lande uden for EU, der støder på barrierer. På succesiværksættere, der oplever pigtråd om Danmark, når de vil vende tilbage. På gymnasiepiger, som både kan og vil Danmark, men som bliver returneret til en ukendt skæbne i Syrien, mens indvandrerbander frit hærger i de større byers forstæder. Og på danskere, som har vovet at finde kæresten i udlandet, og som hver dag risikerer, at deres bedre halvdel bliver deporteret uden sagligt belæg.

Opfordringen til at indrette lovgivningen mere fleksibelt af hensyn til de mennesker, der kan og vil Danmark, lyder med jævne mellemrum. Men hver gang blandes arbejdsmarked og international rekruttering sammen med udlændingepolitik, der bruges som handelsvare og våben i kampen om magten.

Stram udlændingepolitik har sejret sig selv ihjel

Ved folketingsvalget i 2019 fik de tre indvandrerkritiske partier, DF, NB og Stram Kurs, tilsammen 12,9 pct. af stemmerne. Ved folketingsvalget i 2022 fik DF, NB og Danmarksdemokraterne tilsammen 14,4 pct. af stemmerne. En Megafon-måling i februar 2024 viste, at DF, NB og Danmarksdemokraterne havde tilsammen 14,5 pct. af stemmerne. Det store billede er derfor, at den indvandrerkritiske ”blok” i Folketinget (DF, NB og Danmarksdemokraterne) kan tilsammen kun mønstre ca. 14,5 pct. af stemmerne, altså nogenlunde den samme stemmeandel, som DF, NB og Stram Kurs fik i 2019.

Valgresultaterne i hhv. 2019 og 2022 samt målingerne fra februar 2024 viser med al ønskelig tydelighed, at et stort flertal på ca. 85 pct. af de danske vælgere stemmer på de partier, der går ind for en fortsat import af muslimske underskudsindvandrere fra Mellemøsten og Afrika. Ca. 85 pct. af de danske vælgere er således imod en selektiv indvandringspolitik. Ca. 85 pct. er imod, at der indføres spontant asylstop, så muslimske migranter, der krydser flere sikre lande, inden de når frem til den danske grænse, kan forhindres i at søge asyl i Danmark. Ca. 85 pct. er imod, at man indfører et stop for familiesammenføringer for muslimske indvandrere. Ca. 85 pct. er imod, at man udviser afviste asylansøgere med tvang. Ca. 85 pct. er imod, at man stopper offentlige ydelser til ledige muslimske indvandrere for at tvinge dem til at forsørge sig selv. Endelig er ca. 85 pct. imod, at man bremser den fremadskridende islamisering af det danske samfund.

Vælgernes opbakning til en slap udlændingepolitik har betydet, at der i de seneste år er opstået en bred konsensus blandt størstedelen af Folketingets partier om, at Danmark fører en “benhård” udlændingepolitik, der er stram nok. Der var mange folketingsvalg i træk, hvor udlændingepolitikken var den mest debatterede, og hvor der var forskel på partierne. Nu er alle blevet strammere og debatten er lagt død. Udlændingepolitikken er røget ned af vælgernes dagsorden, og i valgkampen i 2022 har den været helt fraværende. Ikke et eneste parti har fremlagt et troværdigt udspil til, hvordan man kan undgå, at Danmark gradvist bliver til et mere opdelt, mere konfliktfyldt, mere multireligiøst og mere multikulturelt samfund. Troen på, at det muslimske problem i Danmark kan løses gennem et opgør med konventionerne, er svundet ind, fordi et flertal af de danske vælgere har affundet sig med såvel den muslimske indvandring som den gradvise islamisering af det danske samfund.

I dag er det således konventionerne, der sætter rammerne for og styrer dansk udlændingepolitik. Man kunne udfordre konventionerne og fortolkningen af dem, hvis der var politisk vilje hertil, men den er ikke til stede i Danmark. Ifølge den tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har den stramme udlændingepolitik på den måde sejret sig selv ihjel. ”Min egen oplevelse er, at der jo altid findes dem, der råber, at venstrefløjen er landsforrædere, og at højrefløjen er racister. Men der findes 60 måske endda 70 procent på midten i den danske befolkning, der går ind for det, jeg kalder en stram, ikke en skør udlændingepolitik. Vi har fået etableret den udlændingepolitiske midte. Og det er jeg faktisk ret stolt af”, sagde han.

”Stramningerne” er blot mediekampagner

Forud for folketingsvalget i 2015 lovede Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg ”straksopbremsning”. Venstre vandt valget og dannede en etpartiregering, men den bebudede straksopbremsning blev ikke gennemført. Da de mange muslimske migranter nåede den danske grænse i 2015, lod Løkke og Støjberg dem rejse ind i Danmark. Mens der i 2015 var ca. 264.000 muslimer i Danmark, er dette tal som følge af Venstres, Konservatives, Liberal Alliances og DF’s ”stramme” udlændingepolitik i perioden 2016-2019 steget til 320.000, en stigning på 21 pct.

I 2018 lancerede statsminister Mette Frederiksen (S) et udspil ”Retfærdig og realistisk” med det formål at genvinde ”kontrollen” med den muslimske tilstrømning til Danmark. Vejen dertil var ifølge socialdemokraterne et loft over indvandringen fra ikke-vestlige lande samt asyllejre i tredjelande. Seks år senere er intet af det blevet til noget endnu. Forklaringen er enkel: Danmark er bundet af EU, FN og de indgåede internationale konventioner og er for længst gået til stregen. Den eneste strategi, Danmark reelt kan forfølge, er derfor en kombination af hård retorik, tomme trusler og afskrækkelse af potentielle muslimske asylansøgere gennem mediekampagner.

En sådan mediekampagne var f.eks. kampagnen omkring Socialdemokratiets forslag om at flytte asylbehandlingen til Rwanda. ”Hvis du søger asyl i Danmark, vil du vide, at du bliver sendt til et land uden for Europa, og derfor håber vi, at folk vil stoppe med at søge asyl i Danmark”, har S-integrationsordfører Rasmus Stoklund forklaret. Selv om Socialdemokratiet påstod, at man ville stoppe al asylbehandling i Danmark og flytte det til Rwanda, havde partiet ingen realistisk plan for at kunne gøre det. Men så havde Socialdemokratiet iscenesat sig som den muslimske indvandrings store bekæmper.

Et andet eksempel var mediekampagnen i forbindelse med Socialdemokratiets forslag om 37 timers aktiveringspligt for 20.000 ledige muslimer. De skulle mødes med et krav om at uddanne sig eller arbejde. Mens det lød barsk i manges danske ører, har Inger Støjberg kommenteret Venstres udspil således: ”Jamen, det er da også et ganske fint lille udspil. Alle kan blive enige om, at flere skal i arbejde. Det gør ingen skade. Selv De Radikales Sofie Carsten Nielsen var ude at omfavne det. Hvis jeg fik ros for et udlændingeudspil fra Sofie Carsten Nielsen, ville jeg være bekymret”. Som det kunne forventes, er Socialdemokratiets forslag aldrig blevet gennemført.

I 2021/2022 har der raset en mediedebat om at fratage syriske og afghanske migranter deres opholdstilladelser og sende dem hjem til hhv. Syrien og Afghanistan. Men reelt er det kun meget få syriske og afghanske migranter, der har fået frataget deres opholdstilladelse og de fleste er blevet i Danmark permanent, fordi de ikke kan sendes hjem med tvang. Men alene signalet om, at man kunne finde på at gøre det, skulle have en afskrækkende effekt.

Hvorom alting er: Dansk udlændingepolitik er rent show og symbolpolitik. Politikerne afgiver udlændingepolitiske valgløfter uden at undersøge, hvad der teknisk, juridisk og politisk kan lade sig gøre. Sager som udlicitering af asylbehandling til Rwanda eller inddragelse af opholdstilladelser er derfor ikke andet end symbolpolitiske paradenumre, som udelukkende bruges til partipolitisk positionering. Partierne er nemlig udmærket klar over, at vælgerne bedømmer dem på deres hensigtserklæringer og ikke på det, de reelt gør.

Eliten obstruerer de få reelle stramninger

Samtidig med, at langt de fleste folketingsforslag om reelle udlændingepolitiske stramninger bliver konsekvent stemt ned, obstruerer muslim-venlige politikere og embedsmænd de få reelle stramninger, der er vedtaget. Lad os se på et par eksempler.

Kun få kommuner har valgt at trække muslimske forældre i sociale ydelser, hvis deres børn ikke kom i skole.

Myndighedernes berøringsangst medfører, at børn med muslimsk baggrund bliver langt sjældnere anbragt, end tilfældet er med børn af dansk oprindelse.

Mens normen for etniske danskere er, at pligter og rettigheder følges ad, gælder denne regel ikke Suleima og Mohammed. ”Muslimske borgere bliver i mange socialrådgiveres øjne ikke hjulpet ved at komme i arbejde, men ved at få en særlig ydelse og blive passet på”, har socialrådgiver Masoum Moradi fortalt Berlingske.

Lærernes berøringsangst gør, at der i klasser med mange muslimske elever ikke undervises i emner som Holocaust, terrorisme, konflikten mellem Israel og palæstinenserne, religion, evolutionsteori og litteratur med en erotisk dimension.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening bliver etniske danskere på kontanthjælp aktiveret godt 6 timer om ugen, mens tallet for muslimske indvandrere er 4 timer hver uge. Og mens etniske danskere i snit sendes i virksomhedspraktik 3 timer om ugen, sendes muslimske indvandrere i virksomhedspraktik 1,5 time om ugen.

I hovedstadsområdet var der i sept. 2019 mindst syv kommuner, hvor man fortsat tilbød permanente boliger til muslimske indvandrere, selv om deres retskrav på en permanent bolig blev afskaffet med det såkaldte paradigmeskifte.

I regionerne undlader man at opkræve penge fra migranter, der i henhold til dansk lov selv skal betale for tolke.

Ifølge Det danske Menneskerettighedsinstitut udviser danske domstole kriminelle udlændinge langt mindre end den europæiske menneskerettighedskonvention tillader og vender således ryggen til ofrene, fordi dommerne er bange for at tage konfrontationen med især de muslimske kriminelle.

Advokaterne og Dansk Flygtningehjælp hjælper aktivt de muslimske migranter med at klage til Udlændingenævnet, Flygtningenævnet, Den Europæiske Menneskeretsdomstol eller til FN, hvor Danmark har tiltrådt seks konventioner. Der er et hav af klagemuligheder, og afgørelser tager flere år. DF’s tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen har i et interview peget på, at ”advokaterne og Dansk Flygtningehjælp har gjort det til en karrierevej at obstruere en stram udlændingepolitik. Systemet er ’klistret til med klagemuligheder’ og indrettet på en måde, så det modarbejder hjemsendelser”.

Under coronakrisen har berøringsangste socialdemokratiske politikere i Aarhus valgt at lave store indskrænkninger for byens danske indbyggere i stedet for at isolere de få somaliere og palæstinensere, der har spredt coronasmitten. Og på Sjælland har myndighederne holdt smittetal i de muslimtunge kommuner skjult og har dermed bremset for den rette indsats over for epidemien.

Mens den muslim-venlige elite obstruerer de få reelle stramninger, der findes på udlændingeområdet, har den travlt med at missionere for islam. Budskabet er, at islam i Danmark er en fuldbyrdet kendsgerning, og at danskerne ikke har andet alternativ end at vænne sig til deres ”dansk-muslimske samfund”.

I Berlingske har debattøren Niels Jespersen således opfordret danskerne til at omfavne det muslimske mindretal: ”Der bor omkring 350.000 muslimer i Danmark. De mennesker flytter sig ikke. Dem og deres efterkommere vil være en del af Danmark, indtil solen brænder ud. Er det virkelig planen, at det borgerlige Danmark skal være i permanent opposition til så stor del af befolkningen og dens værdier?” Og den tidligere undervisningsminister, Merete Riisager (LA), har opfordret sit parti til at ”anvise en fælles national fortælling, der opfattes som nærværende og relevant for arabisk-muslimske danskere såvel som etniske danskere”.

Konsekvenserne af muslimsk indvandring skjules

I den udlændingepolitiske debat i Danmark bruger både politikerne og medierne begrebet ”ikkevestlige indvandrere”. Formålet er at skjule de reelle konsekvenser af den muslimske indvandring for danskerne ved at blande den problematiske indvandrergruppe, muslimerne, sammen med de øvrige uproblematiske indvandrergrupper som f.eks. dygtige og flittige indere, kinesere, vietnamesere, filippinere, ukrainere og andre.

Virkeligheden er, at de ”ikkevestlige”, som Danmark har problemer med, er udelukkende muslimske indvandrere fra MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet). Det er denne gruppe, der er overrepræsenteret i arbejdsløsheds- og kriminalitetsstatistikkerne. I 2018 havde kvindelige indvandrere og efterkommere fra MENAPT-lande således en beskæftigelsesfrekvens på 41,9 pct., mens kvinder fra lande som Thailand eller Vietnam havde en beskæftigelsesfrekvens på 61,6 pct. Tilsvarende blev 4,6 pct. af unge mænd fra MENAPT-lande dømt for en straffelovsovertrædelse i 2018, mens tallet for de øvrige ikkevestlige var 1,8 pct.

”I Danmark har vi ikke rigtig problemer med folk fra Latinamerika og Fjernasien. Personer fra Thailand, Filippinerne, Vietnam eller Kina bør i virkeligheden ikke interessere integrationsministeren, for når vi taler om integrationsudfordringerne, er der kun problemer med personer fra Mellemøsten og Afrika”, har den tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye sagt i et interview med Berlingske.

Et indvandringsstop har ingen gang på dansk jord

Peter Starup fra Syddansk Universitet, der er lektor i udlændingeret og en af Danmarks førende juridiske eksperter inden for udlændingelovgivningen, kalder det ”falsk varebetegnelse”, når politikerne giver indtryk af, at man kan stoppe den muslimske indvandring inden for konventionerne.

”Politikerne lover gang på gang mere, end de kan holde i udlændingepolitikken. En ’straksopbremsning’ er ikke bare urealistisk, men decideret uladsiggørlig inden for den gældende lovgivning. I hvert fald hvis man vil overholde konventionerne. Det har simpelthen ingen gang på jorden. Hvis tusindvis af ikke-vestlige udlændinge i morgen søgte asyl i Danmark, ville de alle få asyl, hvis de ellers blev vurderet asylberettigede af myndighederne. Og de ville også alle med tiden have krav på familiesammenføring fra hjemlandet. Det forhindrer den stramme udlændingepolitik ikke”, har Peter Starup sagt til Berlingske.

Alle underskudsindvandrere fra MENAPT-landene, der kommer til Danmark, kan derfor i kraft af internationale konventioner og etableret dansk praksis omdanne sig selv til indvandrere. Som indvandrer har man ret til familiesammenføring. Og som familiesammenført har man ret til sociale ydelser af enhver art.

Strammerne har opgivet ævred

Eftersom der i Danmark er bred tværpolitisk konsensus om, at landet fører en benhård udlændingepolitik, kan det ikke undre, at selv strammerne i den indvandrerkritiske blok (DF, NB og Danmarksdemokraterne) har opgivet troen på, at Danmarks forvandling til et bistandskontor for muslimske migranter fra Mellemøsten og Afrika kan stoppes gennem et opgør med de internationale konventioner.

Morten Messerschmidt fra DF har tidligere beskyldt Danmarksdemokraterne for, at de er imod et opgør med konventionerne, og sagt, at det ville være et “meget centralt krav” for at kunne støtte en blå regering at få løfter om, at den vil indlede en proces mod en løsere tilknytning til konventionerne. Nu bruger Messerschmidt ikke længere ordet “krav”: ”Nej, det er ikke et krav, det er et ønske for DF. Det er et meget væsentligt ønske”, har han sagt.

Også Nye Borgerlige (som p.t. er under afvikling) var villige til at gå på kompromis i forhold til konventionerne. Den 6. aug. 2022 bragte Politiken således en artikel med en meget sigende overskrift: ”Vermund er klar til at gå på kompromis: Hvis det er ufravigeligt for de andre, at konventionerne skal overholdes, så finder man en løsning inden for det”.

Og så er der Danmarksdemokraterne, der fortsat kører på det image, som Inger Støjberg har fået som den udlændingepolitiske strammer. På partiets hjemmeside står det, at ”der ikke kan være nogen tvivl om, at når man kommer til Danmark som udlænding, så skal man indrette sig efter de danske værdier, vores kultur og vores samfund”. Et smukt og velment budskab, men virkeligheden er, at det er danskerne, der indretter sig efter det muslimske mindretal. Og for nu at parafrasere Inger Støjberg kunne man sige: ”Jamen, det er da også en ganske fin og blid formaning. Alle kan blive enige om, at de skal indrette sig. Det gør ingen skade”.

I 2024 vakte Dansk Folkepartis Ungdom opsigt ved i et opslag at skrive, at de vil have alle muslimer til at holde ramadan et andet sted end Danmark. I et efterfølgende interview med Dansk Folkepartis Ungdom spurgte en bekymret journalist fra Berlingske: ”Så I har et ønske om, at alle muslimer forsvinder ud af Danmark?”. Hovedbestyrelsesmedlem og formand for ungdomspartiets politiske udvalg, Mads Engelund, trak i land og svarede: ”Nej. Det har vi ikke”. Han skulle ikke have klinket noget.

Megatrends i dansk udlændingepolitik

De trends, der kendetegner dansk udlændingepolitik, bliver hverken vendt eller stoppet. Bryder man igennem støjen af hundredvis af informationer, nyheder, debatindlæg, kommentarer, synspunkter og fortællinger om dansk udlændingepolitik, som danskerne dagligt bliver bombarderet med, og fokuserer man på de mønstre, tal og fakta, der går igen og igen, kan man tydeligt se de udviklingstendenser, der præger udlændingeområdet:

Der er ikke politisk flertal for at udfordre konventionerne

Trods den barske retorik og kosmetiske ”stramninger” findes der i Folketinget ikke et flertal for at krydse ”den røde linje” og udfordre de indgåede internationale konventioner, FN og EU ved f.eks. at indføre et totalt asylstop og gennemføre omfattende hjemsendelser.

Tilstrømningen af muslimske underskudsindvandrere fortsætter

De kosmetiske stramninger på udlændingeområdet har ikke standset den muslimske indvandring, men kun bremset stigningstakten i antallet af muslimer i Danmark. Kombinationen af den fortsatte muslimske tilstrømning, familiesammenføringerne og muslimernes høje fødselsrate betyder, at antallet af muslimer i Danmark vil vokse til 770.000 i 2050 svarende til ca. 12 pct. af befolkningen. Allerede i dag bliver mere end hvert femte barn født af en indvandrer eller efterkommer, og hvis indvandringen fortsat skal udfylde hullet i befolkningen, vil etniske danskere være i mindretal i år 2100.

Integrationen af muslimer virker ikke

Politikerne og medierne spinner en fortælling om, at muslimerne ”stormer ind” på arbejdsmarkedet. Sandheden er imidlertid, at de seneste 12 år er andelen af muslimer i arbejde stået bomstille, og at de økonomiske vismænd ikke mener, at det er realistisk at løfte muslimernes beskæftigelsesfrekvens. Den tidligere vismand og direktør for VIVE, Torben Tranæs, har allerede i 2016 sagt: ”Hvis integration var helt uprøvet, kunne man bedre være optimistisk, men det er jo ikke uprøvet. Med de erfaringer, vi har med, hvor svært det er, kan man ikke forlade sig på, at vi bliver afgørende bedre til det. Vi har prøvet så mange forskellige ting og lavet mange forskellige reformer, men vi har ikke fundet nogen trylleformular. Og det er svært at se, at vi pludselig skulle finde den nu”. Denne ubehagelige sandhed gælder fortsat.

Hertil kommer, at de muslimer, der bor i Danmark, afviser den danske kultur, som de forventes at blive integreret eller assimileret i. Selv de muslimer, der er født i Danmark, befinder sig mentalt i Mellemøsten. ”Vi står overfor et paradoks, hvor nogle mellemøstlige indvandrere og efterkommere alene bruger vores frihedsrettigheder til at knægte friheden hos dem, de er uenige med. Hvor indvandrere og efterkommere lærer dansk og dansk kultur, men bruger sproget til at bekæmpe vores mest grundlæggende værdier. Deres ophold i Danmark er samfundsundergravende i en grad, vi ikke kan ignorere. Man kan aldrig blive en bidragende del af Danmark, hvis man nægter andre deres frihed. Man bliver aldrig en god demokrat, hvis man mener, at terror er berettiget, fordi ofrene har en særlig religion. Tværtimod. Det danske samfund kommer aldrig til at magte integrationsopgaven, hvis udgangspunktet er, at en indvandrer mener, at jøder grundlæggende fortjener at dø, og at islamkritik skal være ulovligt. Den eneste holdbare løsning er, at den slags mennesker skal rejse hjem igen. For de bliver aldrig en del af Danmark, og vi kommer aldrig til at indrette samfundet, så det passer til deres reaktionære værdisæt. Det kan vores land ikke holde til. Der er simpelthen for langt mellem polerne, hvis Danmark skal bestå, som vi kender det”, skrev afdøde Søren Pape Poulsen i Berlingske.

Danmark bliver gradvis islamiseret efter salamimetoden

I 2024 er det tydeligt, at islam har sneget sig ind i alle afkroge af det danske samfund. Islamiseringen sker efter salamimetoden. Et stort flertal i befolkningen udviser forståelse for indrømmelser til formørkede muslimske holdninger, og de negative konsekvenser af islam søges bortforklaret eller relativeret. Muslimske kulturelle normer forandrer flere og flere områder i landet og sætter danske normer og værdier under pres. Grænserne skubbes stille og roligt, skridt for skridt. Der bliver gjort mere og mere plads til muslimske normer, krav og ønsker. Danskerne bøjer nakken og tilpasser sig for at imødekomme muslimsk levevis. Et helt dugfrisk eksempel er Forsvarsministeriets Personalestyrelses forslag til, hvordan Forsvaret kan tiltrække muslimske soldater, og hvordan Forsvaret kan gøres til en muslim-venlig arbejdsplads. Forsvaret skal bl.a. stille bederum til rådighed og befalingsmænd skal uddannes i at håndtere ”trosmæssige hensyn som bedetider og mad”.

Polarisering og højt konfliktniveau udfordrer sammenhængskraften

Sammenhængskraft kan defineres som en kombination af samhørighed, fællesskab, fælles normer og forpligtelser, social gensidighed, tillid og solidaritet. Sammenhængskraft er med andre ord den sociale lim, der holder samfundet sammen. Danmark har igennem årtiet haft en høj grad af sammenhængskraft, fordi Danmark var en ekstremt homogen nation med meget få etniske, religiøse, sproglige og kulturelle mindretal. Men i 2060 vil 1.600.000 af indbyggerne i Danmark enten være indvandrere eller efterkommere. Og når antallet af indvandrere er så voldsomt i et lille land som Danmark, kan det ikke undgå at udfordre sammenhængskraften i samfundet.

Set i det lange perspektiv har Danmarks udlændingepolitik for længst passeret ”point of no return” og er låst fast på en kurs, som vil resultere i betydelige forskydninger i befolkningens sammensætning med vidtgående konsekvenser for landets kultur, samhørighed, sammenhængskraft og – ikke mindst – økonomi. Muslimerne vil nemlig fortsætte med at være en kæmpe økonomisk dødvægt og byrde for det danske samfund. Ifølge Finansministeriet er prisen for den muslimske indvandring ca. 90 mia. kr. brutto om året – og den vil være uændret frem til 2100.

I stedet for at gribe fat om nældens rod, gennemfører politikerne små stramninger af symbolsk karakter. Set i det lange perspektiv er disse stramninger blot små snubletråde. De sinker den uheldige udvikling en smule, men stopper den ikke. Langtidseffekten af denne udvikling vil først blive kendt om 30-40 år, men en ting er der ingen tvivl om: Danmark bliver langsomt til et mere opdelt, mere konfliktfyldt, mere multireligiøst og mere multikulturelt samfund med det resultat, at danske børn kommer til at leve i et helt andet Danmark end ”det Danmark, som den ældre generation kender”.