Del 2: Nyt ølstuekup eller statsstyret afledningsmanøvre?


Klummer på 24NYT er udelukkende udtryk for skribentens mening. 

24NYT er ikke nødvendigvis enig med skribenten.


 

Klaus Ewald

Lederen af bevægelsen er en af den adelige familie Reuss udstødt herre benævnt Heinrich den 13. Alle mandlige medlemmer af slægten tituleres Heinrich fra undfangelsen. Det i respekt for en fortidig tysk regent. Denne undseelige, nydelige, ældre, velklædte herre blev set på pressens optagelse. Han blev ført væk af politiet fra sin fashionable bolig i den bedre del af Frankfurt.

Og så lige en kunstpauseAt tænke sig, at pressen overhovedet når at få stillet sine aktører op på 1. parket til anholdelsen af hovedkupmageren.

Hvem har lækket noget om så hemmeligstemplet en aktion af national sikkerhedsmæssig betydning til pressen før anholdelses aktionens gennemførelse? Så pressen altså har kunnet løse fribilletter?

Mystisk, endda meget mystisk, men bemærk ingen, absolut ingen medier i hverken De Persgroep, som ejer Berlingske-koncernen, i Bild, eller andre giga mediekoncerngrupper har fundet det af interesse, at man på den ene side nødvendigvis må holde fuldstændig tavshed, mens et af vestens mest centrale lande er under angreb, og på den anden side, så står journalister og kameramænd på tæerne af hinanden med lyd og lys på plads til både ZDF og ARD, mens kuppet afblæses.

Hvem sagde teatertorden eller på jævnt dansk, en fis i en hornlygte? I fald ikke journalist Uffe Taudal Andersen, som korrespondent for Berlingske Tidende. 

Bemærk, at i prins Heinrichs kreds af formodede kupmagere befandt sig også en kendiskok, der så må formodes at være udset til at skulle stille sulten for Tysklands kommende enehersker, eller hvad? En mundskænk! Men, der var ingen forlydender om tilstedeværelse af hofsnoge, vel at mærke.

Pensionerede militærfolk var ligeledes blandt de anholdte, men i bedste Monrad og Rislund-stil vist nok ingen pensionerede søspejdere.

Nu har Tyskland, i to for landet svære situationer, oplevet kupforsøg inden for de sidste 100 år. Første gang med ølstuekuppet den 9. november 1923, der endte med Hitlers tilfangetagelse og fængsling sammen med en række andre medsammensvorne. Efter 9 måneder blev han løsladt og genoptog sit politiske virke. Han var end ikke tysk, men østrigsk statsborger, men trods forsøget på statskup blev han ikke udvist, da dommeren havde forståelse for hans bevæggrunde.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Europas ørkenvandring mod et øde landskab

Hvis Hitler var blevet udvist, havde meget set anderledes ud. Skæbne og forsyn. 10 år senere efter ølstue ”putschet” overtog han magten i landet. Hans stab bestod af hærens øverstbefalhavende, Ludendorf, tidligere soldater og officerer, veltrænede fra 1. verdenskrigs slagmarker og yderst disciplinerede i troen på Germania og Hitler som Messias for samme. Alle åndsfæller med et fælles afsæt i det berømte 25 punkts partiprogram, vedtaget samme år som kuppet fandt sted. Med andre ord tunge drenge, med en ballast og noget på hjertet.

Anden gang nogen forsøgte sig med en statsomvæltning var den 20. juli 1944. Aristokraten og krigshelten, Claus von Stauffenberg, blev skudt midt i krigens afslutning i Marineministeriets gård i Berlin, fordi en bombe ikke havde ombragt Hitler som planlagt i hans hovedkvarter i Wolfschanze. 5.000 officerer og medsammensvorne blev henrettet efter det mislykkede kup, ofte på bestialsk vis med klaverstrenge i Plötzenzee uden for rigshovedstaden.

Hvis journalist Uffe Taudal Andersen og samtlige mainstream mediefolk, ingen nævnt ingen glemt, tror på, at prins Heinrich og hans flok af en Berliner-dommer, et tidligere AFD-parlamentsmedlem og samtlige øvrige, ind til forleden ukendte, anholdte formodede kupmagere, skulle kunne udgøre nogen form for trussel mod Forbundsrepublikkens sikkerhed, så skulle de sendes på et kursus i forståelse af Tysklands fortid, som beskrevet, hvor der reelt var tale om forsøg på statsomvæltning, men de burde også forsøge at sætte spørgsmålstegn ved hele det setup, som det påståede kupforsøg var omgærdet med.

Alene det, at pressen havde kunne løse billetter til en så højspændt operation, burde have fået en normal tænkende journalist med blot et minimum af kritisk sans til at vende mikrofonen kritisk mod Tysklands øverste statsadvokatur.

Persongalleriet bag det formodede ølstuekup 2 burde have fået pressen til at undre sig såre, men her kommer tidens tendens ind. Hvis nogen formaster sig til at være prins, adelig, tysk og anholdt for påstået forsøg så statsomvæltning, så lugter det et forsøg på genetablering af Nazityskland.

Pressens tjenere i dag er en flok aldeles ligegyldige kriminelle samfundstabere, var jeg lige ved at kalde dem, i bedste Paludan-stil, men mente mere, at de er gedigne systemmedløbere. De er med i det teater, som har en em af en omsiggribende korporative stat over sig.

LÆS OGSÅ:  Et kanonvalg for Theresa May d. 8. juni

Hvis jeg må være den lille dreng i eventyret om kejserens nye klær`, der råber, at kejseren ikke har noget tøj på, så har jeg haft min livsmission.

Lad mig udspy min profeti om, at prins Heinrich er vor tids hollandske udgave af Marinus Van der Lubbe, kommunisten og sonofferet nazisterne dømte og henrettede for at antænde Rigsdagsbranden i februar i Berlin i 1933. Trods at han oplagt var uskyldig, så passede hans cv, som erklæret kommunist, ind i profilen på en attentatmand. Min beskrivelse af Heinrich den 13. oven for in mente. Fra fascistisk højre skala til venstre side er afstanden kun en håndsrækning. Her ligger hunden begravet.

Der er ikke en eneste mainstream journalist, og dertil hørende medie, ej heller Uffe Taudal Andersen som person, der har formastet sig til at stille spørgsmål ved, om hele politiaktionen ikke ender ud i det rene ingenting, fordi det kunne ende med, at hele teaterkuppet kun fandt sted i politiets, anklagemyndighedens og de siddende politikeres hjernespind?

For naturligvis har den siddende røde kansler, hans stab og regeringspartnere ikke kun været briefet, de har da klappet i hænderne. Endelig var der en lynafleder for en helt igennem vanvittig migrationspolitik med sikkerhedsmæssige konsekvenser, som dagligt er til at tage og føle på. Merkels makværk. DDR’s hævn over Forbundsrepublikken er hvad hun er. 

Salig kansler Helmuth Kohl indså først sent, at han havde trukket en nitte i at vælge hende som hans afløser, og frabad sig hendes tilstedeværelse ved sin begravelse. End ikke det respekterede hun. Tyskerne genvalgte hende gang på gang. Man spørger sig selv hvorfor. 

Konsekvensen af Merkels og hendes forgængeres laissez faire migrationspolitik har medført, at registrerede og uregistrerede asylansøgere, og blandt dem hel- og halvkriminelle migranter, render rundt på gader og stræder i hundredetusindevis, ja i millionvis i dagens Tyskland. Dem sker der intet med og alle ved, at det kun bliver værre med sikkerhedsforhold og kriminalitet. Alligevel fortsætter politikerne med at sidde på deres hænder.

LÆS OGSÅ:  Klumme: Islamisk antisemitisme i Europa?

Men, en ældre mand på 71 med en kendiskok, wowww, we made it, lige før helvede brød løs. Og pressen fik nogle brandgode billeder, og alle er glade nu, for vi slap for det 4. Rige. Truslen mod statsapparatet, tusinder af politifolk og Bundeswehrsoldater, sikkerhedsfolk, rigsdagen, det hele er reddet. Julen med. Skidt med, at bevægelsens medlemmer måske kun var delagtige i et åndsfællesskab.

Nej, sandheden og virkeligheden kommer for en dag, men teaterkuppet, som jeg vil kalde det, er enten – og her tager jeg sølvpapirshat på – en aftalt afledningsmanøvre fra en flok uduelige røde tyske politikere, og lige så amatøragtige, følgagtige politifolk, eller også er det en gruppe af fantaster, som på intet tidspunkt har udgjort en fare mod andet end den pacemakers funktion, som prins Heinrich er udstyret med. Gestapo havde da i det mindste styr på sikkerheden, det er mere end man kan sige om dagens politi i Tyskland.

Uanset hvad er mainstreampressen endnu en gang dumpet i evnen til at fremvise kritisk sans og duelighed i det, der engang var formålet med at agere journalistdet at forholde sig kritisk til magthavere og stille spørgsmål ved magthavernes måde at forvalte tredelingen af magten på. 

I dag er medier og journalister i bedste fald ligegyldige og i værste fald livsfarlige, fordi de logrer for magthaverne og manipulerer opinionen og virkeligheden på vej mod det venstreradikale Utopia. Mediestøtten får dem til at logre, og hovedparten af journalister er selv røde lejesvende, som Erhard Jakobsen helt korrekt døbte dem.

Fremtidens fascisme skabes i dag af den uskønne cocktail som også Uffe Taudal Andersen burde gøre sig tanker om. Cocktailen af, at stat og dens enheder og borgere med djævlens vold og magt skal mene det samme, og have de samme fjender og venner.

Men, det er nok for meget forlangt med tanke på strygningen af de 5 næste skjorter.

Således talte profeten Zarathustra.