Lars R. Møller: Groft Sagts svage led

Det var i 1998 eller deromkring, at Claes Kastholm Hansen, Lars Hedegaard, Hans Hauge, Arno Victor Nielsen og Bent Blüdnikow, der var Berlingskes debatredaktør, oprettede den polemiske spalte Groft Sagt.

10 år senere skrev Bent Blüdnikow: ”Det var en fryd at følge de oprindelige og senere tilkomne skribenters vrisne indlæg. Claes Kastholm Hansen enorme viden og vidunderlige litterære citater, som han strøede rundhåndet rundt. Hans Hauge, der var en såkaldt dekonstruktivist, der skilte alle antagelser ad og skruede dem sammen igen på nye og overraskende måder. Der var den fri ånd, filosoffen Arno Victor Nielsen, og Lars Hedegaard, der var den første herhjemme, der forstod islamismens trussel. Hvilket han aldrig fik tak for”.

Ja, det var dengang.

I dag befolkes Groft Sagt med middelmådige letvægtere som f. eks. den pensionerede oberst Lars R. Møller.

Med Bent Blüdnikows ord er det i Groft Sagt tilladt at være ”møgsur, tvær og vrissen, bare det er begavet formuleret”. Og det er her, at pensionisten Lars R. Møller på det groveste svigter Berlingskes læsere.

Man behøver blot at læse hans seneste udgydelse, som ikke alene er primitivt formuleret, men også indeholder flere usandheder. Lars R. Møller skriver:

Mediet 24NYT er et nyt medie, der er modvægt til den etablerede presse. Den har i årevis vildledt befolkningen på et utal af områder. Mediet er stiftet af Jeppe Juhl, der også er spidskandidat for Nye Borgerlige. Nogle eksperter har undersøgt mediets artikler, og finder dem fordrejede og undertiden falske. Jeppes forhold til pressen er alternativt. Han svarer kun på det, han vil, og erkender at mediets artikel om, at Socialdemokratiet godkendte jihad-moskeer, ikke burde være bragt. Det gør dog ikke indtryk på formanden for Nye Borgerlige, Pernille Vermund. Jeppe er nemlig dygtig og vidende, og hvis 24NYT bringer uefne artikler, så er det deres fejl. Groft Sagt er enig. Bare fordi Jeppe er stifter og chefredaktør, så står han da selvfølgelig ikke inde for indholdet. Han er jo både dygtig og vidende”.

Lad os korrigere et par ting i Møllers indlæg:

24NYT har ikke ”vildledt befolkningen”, om ikke andet så fordi det kun er en lille del af befolkningen, der læser vores avis.

24NYT har ikke gjort det ”i årevis”, fordi 24NYT kun har eksisteret i 2 år.

Lars R. Møller efterplaprer ukritisk Berlingskes falske beskyldninger om, at 24NYT’s artikler er ”underdrejede og undertiden falske”. Beskyldningerne bliver ikke mere sande af, at Lars R. Møller henviser til ”nogle eksperter, der har undersøgt 24NYT’s artikler”.

Jeppe Juhls forhold til pressen er alternativt, for han svarer kun på det, han vil”, skriver Lars R. Møller. Det er noget vrøvl. Jeppe Juhl, der i øvrigt er stoppet på 24NYT, er politiker og gør præcis det samme som andre politikere: ”Han svarer kun på det, han vil”.

Sidst men ikke mindst: Man kan være uenig med Jeppe Juhl, men at insinuere, at den tidligere Cavlingvinder er udygtig og uvidende, er helt ude i hampen.

Det kan undre, at Lars R. Møller får lov til at fylde Groft Sagts spalter med sine primitive betragtninger, som er kemisk renset for intellektuel dybde, indsigt, satiriske pointer og humor.

Han er spaltens svage led, der trækker niveauet ned for kvalitetsbevidste og krævende læsere.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)