Onsdag åbnede Shane Brox’ nye familieudstilling i Ruinerne under Christiansborg

Der ventede en hær af flyvende, krybende, skræmmende, sjove og følsomme monstre til de gæster, der besøgte Ruinerne onsdag, hvor den nye familieudstilling, Monster – stygge skabninger med store følelser åbnede. Multikunstneren, Shane Brox står bag udstillingen, der skal gøre det lettere for børn og voksne at tale sammen om deres følelser. Udstillingen kan opleves frem til 19. juni 2022.

Shane Brox har stået bag familieudstillingen i Ruinerne, der frem til 19. juni skal hjælpe børn og voksne med at tale om deres følelser.

Der er normalt mørkt og dunkelt i Ruinerne under Christiansborg, hvor resterne af Absalons middelalderborg og Københavns Slot kan opleves. Men fra onsdag bliver gæsterne også mødt af dystre lyde, skrig, (u)hygge og en masse farver fra 12 monstre, der alle er skabt af genbrugsmaterialer med inspiration fra de monstre og skabninger, som vi kender fra fortællingerne om antikken, middelalderen og renæssancen.

Den kærlighedshungrende Krakens lange arme, Blemiaens sørgmodige blikke og de mange forskellige skikkelser repræsenterer de følelser, der igennem århundreder har drevet mennesket, og de sætter ansigt på følelser som usikkerhed, frygt og ensomhed.

”Udstillingens monstre og deres følelser er samtalestartere for store og små om følelser som frygt, kærlighed og ensomhed. Selvom det er nogle andre skræmmebilleder, der påvirker os i dag, så skaber vi stadig monstre mennesker imellem, når vi ikke udtrykker os ærligt. Derfor er det vigtigt, at vi tør tale om det, vi føler, så vi undgår at komme i følelsernes vold,” siger Shane Brox og fortsætter: ”Det har været så herligt at se alle de glade børn, der har besøgt udstillingen i dag.” .

LÆS OGSÅ:  Tiltalt for at kaste brandbomber mod Christiansborg

Det er ikke tilfældigt, at familieudstillingen finder sted i Ruinerne. Shanes monstre fortæller os om historiske skabninger fra dengang Absalons gamle borg og Københavns Slot vrimlede med mennesker. De følelser, der driver os i dag, var nemlig også på spil i dengang. Der var monstre en naturlig del af menneskets virkelighed. De var vanskabninger, der gav krop og form til alt det uforståelige, som prægede hverdagen.

”Frygten for dødelige sygdomme, krig og ufred red folk som en mare i middelalderen. I dag møder børn basilisker, djævle, vampyrer og andre monstre i bøger, spil og film. Nye former for monstre skabes også i det moderne samfund. Præstationsangst på de sociale medier, frygten for pandemier, klimaforandringer og terror påvirker os, ligesom monstrene altid har gjort det. Vi håber, udstillingen kan åbne op for nogle gode samtaler mellem børn og voksne i familien,” siger slotschef Erik Als

Han er glad for at se, hvordan børnene i dag allerede har engageret sig i udstillingen og er blevet forundrede, forskrækkede og har haft en rigtig god oplevelse.

Udstillingen er skabt i et samarbejde mellem Shane Brox og Christiansborg Slot.

Hvornår: D. 9. februar – d. 19. juni 2022
Hvor: Ruinerne, Indre Slotsgård, 1218, København K
Pris: Børn (0-17 år) gratis. Voksne 75 kr.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)